Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi nærmer os så småt halvvejs punktet mod jul og dermed også på denne liste. Derfor synes jeg, at det måske er på tide, at jeg lige forklarer de regler, jeg lagde for mig selv, da jeg gik i gang med at lave listen. Først og fremmest skal sangene været udgivet i år. Der er et par sange på listen, som egentlig oprindeligt blev udsendt som single sidste år, men så længe de er udgivet på et album i år, er det godt nok til mig. Det er dog, så vidt jeg husker, kun én eller to sange, der er tale om. Derudover kan hver artist kun figurere på selve årslisten én gang. Det er egentlig bare for at undgå, at det bare bliver en ‘best of’ for den/dem, som indtager førstepladsen – for tro mig: Førstepladsen har begået et stjernegodt album.
Nå ja, og så er det hele fuldstændig subjektivt. Jeg har selvfølgelig forsøgt at gå så sagligt til værks som muligt, men musik har simpelthen så mange kvaliteter, og det er så forskelligt, hvad der lige rammer dig og mig. Og sådan skal det også være. Men jeg håber, at jeg har fået sammensat en rimelig eklektisk liste i bedste Regnsky-stil, som alle kan finde noget, de kan lide, på.
Årslisten: #15
Nu kan jeg ikke trække den længere. På 15. pladsen finder vi Dev Hynes aka Blood Orange. Han er på listen på baggrund af hans helt fænomenale tredje studiealbum, “Freetown Sound”. Det skal tages meget bogstaveligt, for jeg har vitterligt haft svært ved at vælge ét nummer, som er mit yndlings fra den plade. For mig er det et konceptalbum, som fortæller noget om den samtid, vi – og særligt de af os, som interesserer sig for amerikansk kultur og samfundsforhold – lever i. Jeg er endt med førstesinglen “Augustine”, men jeg kunne lige så godt have valgt “Hands Up”, “Hadron Collider” eller “E.V.P.” eksempelvis.
Årets danske koncert: #2
I går kunne jeg præsentere årets næstbedste internationale koncert, så i dag er det naturligt nok tid til den næstbedste fra vores egen andedam. Eller skulle jeg skrive hestedam? Nej? Okay… Men på andenpladsen ligger i hvert fald Kentaur, og det gør de for deres koncert i Pumpehuset i forbindelse med en No3 showcase tidligere på året. Den koncert er uden tvivl den, hvor jeg har oplevet de mest imponerende visuals i år. De var med til at skabe en helstøbt koncert, hvor Marc Bjørn Rolands lækre, dybe og nærmest messende vokal ledsaget af strygere flød alle og ingen steder fra gennem den virtuelle jordklode, som omgav bandet. Hvis man endnu ikke har oplevet Kentaur live, så er det bare om at få det gjort. Det er en oplevelse, og ubetinget en af de bedste koncerter jeg har været til – ikke bare i år, men i flere år!
Det var alt fra denne første tocifrede dag i december. I morgen står den på to artister, som jeg har haft fornøjelsen af at interviewe i år, når vi kigger nærmere på årets bedste internationale koncert – og nummer 14 på årslisten.
