De fleste har prøvet at miste en, de holder af; en som har udfyldt en vigtig rolle i ens liv, som pludselig ikke er der længere. De fleste af dem, jeg selv har mistet, har jeg heldigvis mistet til alderdom, så selvom jeg selvfølgelig blev ked af det, var det på en måde en glædelig omend sentimental sorg.
En helt anden ubehagelig sorg ramte den britiske singer/songwriter Benjamin Francis Leftwich tilbage i 2013, hvor han mistede sin far og store inspirationskilde til kræft. To år forinden havde Ben Leftwich udgivet debutalbummet “Last Smoke Before The Snowstorm” til strålende anmeldelser, og siden da havde han turneret verden tynd. Men faderens sygdom betød, at den dengang blot 24-årige Ben Leftwich valgte at tage en pause fra rejserne og musikken.
“Jeg følte, at jeg var nødt til at tage noget tid væk fra musikken, for jeg var ved at blive skør. Det var i den periode, hvor jeg mistede min far, og jeg havde behov for at bruge tid sammen med ham derhjemme,” fortæller Ben Leftwich, da jeg mødtes med ham før hans koncert på Lille VEGA tidligere på efteråret.
Benjamin Francis Leftwich – Maps
Maps var den afdøde fars yndlingsnummer fra debutpladen “Last Smoke Before The Snowstorm”.
Ben Leftwich er nemlig endelig klar til at vise opfølgeren til debutalbummet frem. Det nye album har fået titlen “After The Rain“, og det er efter min mening det bedste album, som er blevet udgivet indtil videre i 2016. Og for Ben Leftwich var der da heller ingen tvivl om, at pausen kun skulle være netop det – en pause.
“Min deal som sangskriver – som musiker – er, at jeg bliver nødt til at gøre det her. Det er en spirituel udtryksform for mig. Jeg vil aldrig dele musik, medmindre jeg synes, at det er ærligt og ægte nok. Med “After The Rain” nåede jeg til et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde et svendestykke, jeg var stolt af. Som, jeg synes, er en præcis sonisk visualisering af alt det, jeg har været igennem,” forklarer Ben Leftwich, som har indspillet albummet sammen med den Brit Award-vindende producer Charlie Andrew, der tidligere har arbejdet med artister som Alt J og Matt Corby.
Musikken på “After The Rain” er ligesom på debutten smedet omkring Ben Leftwichs inderlige vokal, men der er for mig en tydelig forskel og udvikling i britens musik, som i dag er langt mere sammenhængende, og albummet fremstår derfor som en klar helhed.
“Det er det (mere sammenhængende, red.). Det er mere modent. Budskabet og teksterne er langt mere ligetil. Min far var en akademiker, og nogle af de ting, han var virkelig optaget af, var ord, og at der var en klar mening med ordene. Det har jeg med i ånden som kreativt udførende. Samtidig synes jeg, at det nye album er mere farverigt; produktionsmæssigt og sonisk. Det afspejler, at jeg er vokset som mand og som musiker. Når man bliver ældre, bliver ens musiksmag bredere og mere divers. Du bliver lidt mindre hipster,” griner Ben Leftwich.
Benjamin Francis Leftwich – Summer
Summer er uden tvivl mit yndlingsnummer på den nye plade. Nummerets største styrke er dog kontrasten til de foregående numre på pladen og bør derfor nydes i den kontekst.
Livet er den største inspiration
Om Ben Leftwich nogensinde har været en rigtig hipster, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg sidder i hvert fald over for en jævnaldrende fyr, som både i sin musik og i sin fremtræden fremstår ekstremt moden og eftertænksom. Med en intensitet og følelsesmæssigt nærvær, som gør det tydeligt for mig, at mennesket og musikken i denne sammenhæng er to alen af samme stykke.
“For mig er der ingen adskillelse mellem mit personlige liv og mit musikalske liv. Ingen overhovedet. Det hele hænger sammen. Alt, hvad du oplever, påvirker din sjæl, you know. Lidelse, glæde, intense følelser af kærlighed, romantik, seksualitet, tab, vrede, vold, ALT! Jeg tror, at alle mennesker – og musikere er ikke anderledes her – vi er alle inspireret af de samme ting. Den unikke del er, når det senere kommer ud igen som en original sang,” siger han, inden han uddyber:
“For mig er alle sange originale, selvom vi selvfølgelig refererer tilbage til gudfædrene og gudmødrene, som har været der før os som musikere. For mig er det Fionn Reagan, Damien Rice, Jose Gonzalez, Bat For Lashes, PJ Harvey, The Beatles og så videre. Jeg er inspireret af al musik, der rører mig. Jeg er ligeglad med alle de der hipstertanker og alt det bullshit. Jeg har det sådan, at for alle, der elsker musik og engagerer sig i det, vil musik være en velsignelse, mens mennesker, som er negative, opgivende eller bitre, vil dø.”
Du havde været igennem meget, da du skrev “After The Rain“, og for mig er albummet stopfyldt med forskellige følelser fra håb til sorg…
“Ja, sorg, savn… Og det er det, jeg mener, når jeg siger, at det er en mere farverig plade. Jeg er lige stolt af “Last Smoke Before The Snowstorm” og “After The Rain“, men… Der er flere bølger på det nye, men bølgerne fungerer som en sammenhængende bevægelse.”
Benjamin Francis Leftwich – Tilikum
Tilikum er Bens eget yndlingsnummer fra “After The Rain” lige nu. Det var samtidig første single fra albummet.
Det gør det virkelig. Men hvordan var din sindstilstand, imens du skabte pladen?
“Jeg forsøgte at være så ærlig som muligt og repræsentere… Dit syn på ærlighed ændrer sig, efterhånden som du bliver ældre. Du lærer at redigere dig selv, kritisere dig selv og tvinge dig selv til at lide for at kunne velsigne menneskerne omkring dig gennem dit kreative værk. Så min sindstilstand var blandet. Du ved, nogle dage var meget triste, andre meget glade, nogle dage håbefulde, mens jeg følte mig som en faker andre dage. Nogle dage havde jeg lyst til at skyde folk, andre dage havde jeg lyst til at skyde mig selv… Jeg bifalder alle de følelser i den kreative proces, for på en meget brutal, utilitaristisk måde har vi et ansvar for at redde mennesker fra dem,” filosoferer Ben Leftwich, som har en klar idé om, hvilken sindsstemning han vil gå i studiet med næste gang.
“Jeg har nogle uger fri i januar, så der vil jeg gå i studiet og se, hvordan jeg har det kreativt, og om jeg kan få noget ud, som føles ærligt og ægte, og som jeg føler en forbindelse til. Jeg ser min sangskrivning som mit testamente. Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis jeg bliver spist af en krokodille i morgen?”
Ja, det er der jo en vis risiko for…
“De der danske krokodiller – de er overalt! Det er fucking crazy! Men helt ærligt: Ville jeg have sagt alt det, jeg havde behov for at sige? Det vil være min sindstilstand næste gang, jeg går i studiet.”
Føler du, at du har noget, du gerne vil sige?
“Bestemt. Mange, mange, mange, mange ting. Om mig selv. Det er altid om mig selv. Jeg føler som sagt, at jeg er nødt til at skrive ud fra et ærligt udgangspunkt. Jeg vil aldrig skrive direkte om nogle andre, for det rager ikke mig. Men hvis nogen påvirker min sjæl og sindstilstand, så er det mit ansvar at tage det med på scenen,” understreger Ben Leftwich.
Musik skal føles dejligt i ørerne og i hovedet
Jeg har efterhånden lavet en del interviews, men jeg har aldrig mødt nogen, som i så høj grad er en del af sin musik som Ben Leftwich. Hver eneste af mine tænkepauser går med at nynne små tekststykker – jeg genkender blandt andet Bon Ivers “8 (circle)” og Marc Cohn-klassikeren “Walking in Memphis“, som Ben senere fortæller mig, at han – tro det eller ej – hørte for allerførste gang på den nuværende turné. Det kan ikke gøres tydeligt nok, hvor voldsom en sammenhæng der er mellem Ben Leftwich og musik. Det er det klokkeklare omdrejningspunkt i hans liv.
“Du har ikke spurgt mig om det, men folk plejer at spørge mig om, hvad jeg laver ved siden af musikken. Der er jeg altid sådan: ‘Fucking ingenting!’ Jeg lytter til musik, tænker musik… Jeg elsker det! Jeg har altid været musikalsk. Jeg kan huske, at jeg som tre eller fire år gammel hørte min far spille Beatles og Nina Simone i huset. I den alder forstår du ikke, hvad melodi og sangtekster er, eller hvorfor du er oppe at køre over det, men det føles bare dejligt i dine ører og i dit hoved. Og det elsker jeg!”
Det vil dog alligevel være forkert at påstå, at musikken er det eneste omdrejningspunkt i Ben Leftwichs liv. Hans familie og særligt hans søster fylder ekstremt meget.
“Min søster inspirerer mig helt vildt. Hun er fantastisk. Hun er min største kritiker, og hun holder sig aldrig tilbage. Jeg var lige ved ikke at putte “Kicking Roses” på albummet, men hun sagde, at det skulle jeg gøre. Tak til hende for det!”
Benjamin Francis Leftwich – Kicking Roses
Kicking Roses var det andet nummer, Ben fremhævede, da vi snakkede om albummet. Nummeret er albummets mest personlige og er henvendt til én bestemt person. Hvem ved kun Ben, personen selv og få andre…
Hvordan inspirerer hun dig?
“Ved at være en smuk, intelligent, uafhængig, stærk kvinde. Hun arbejder i Australien som taledrama-terapeut i et kvindefængsel. Det er en måde at rehabilitere de indsatte på, hvilket er virkeligt ædelt, smukt og uselvisk. Hver aften, når jeg er på scenen, har jeg et billede af hende ved mine fødder.”
Og Ben Leftwichs far? Han er også altid med på scenen – lige ved siden af Bens søster.
