Den har været lang tid undervejs; Benjamin Francis Leftwichs opfølger til det fremragende debutalbum “Last Smoke Before The Snowstorm” fra 2011. En livskrise senere – eller hvad han selv har beskrevet som en virkelig lang lur – er den her så endelig. Og “After The Rain” har bestemt været ventetiden værd.
Det er ikke for store ord at kalde “After The Rain” et mesterværk. Albummet er et formfuldendt konceptuelt værk, som giver lytteren en både kompleks og åbenbar indførelse ind i den dybt personlige krise forårsaget af faderens død, som både danner grundlag for albummet og den tilsyneladende kreative stilstand udadtil, som blev konsekvensen af det skiftende fokus i den nu 26-årige kunstners liv. Men det er en vigtig pointe, at selvom omverdenen ikke har mærket noget til Leftwichs kreativitet i flere år, så har den blomstret inde i musikeren fra York i England.
Og lige netop det kommer smukt til udtryk i albummets indadvendte og indadskuende indledning på åbningsnummeret “Tilikum”, som jeg skrev om tidligere i år, og albummets andet nummer “Some Other Arms”, som i mine ører udtaler frygten for og desperationen i en magtesløshed overfor en verden i bevægelse, som Leftwich ikke selv kan styre, selvom han gør alt for at påvirke den. På “She Will Sing” bevæger albummet sig over i en afhængighed af andre, som dog samtidig indeholder et intenst håb, der nærmest udvikler sig til en decideret bøn, som nummeret skrider frem.
Benjamin Francis Leftwich – Tilikum
I det hele taget “After The Rain” et album, som illustrerer den konstante kamp mellem ambitioner, frustrationer og håb. Leftwich virker konstant til at have svaret på alle sine egne problemer, men samtidig kan han retrospektivt blot se til, mens han begår alle de fejler, han ønskede at undgå. Et paradoks som han dykker ned i på “Kicking Roses”, som på mange måder ender med at stå som et vendepunkt på albummet og muligvis udtrykker det øjeblik, hvor Leftwich finder overskuddet til at komme ovenpå igen – som når en alt for lang vinter bliver til sommer på den håbefulde “Summer”. Inden håbløsheden desværre igen får overtaget i den stakkels brites liv på både den – hvis jeg skal være lidt kynisk – naive “Just Breathe” (som pt er mit yndlingsnummer på pladen) og den opgivende “Cocaine Doll”. Men måske bliver det alligevel godt til sidst?
Jeg vil lade Leftwich om selv at fortælle sin historie i detaljer på det fremragende album, som allerede nu kandiderer til noget af det bedste, jeg har hørt i år. Musikalsk er han ligeså knivskarp, som han altid har været, men jeg synes virkelig, at hans evner som historiefortæller er vokset i en helt absurd grad, som kun vidner om en gevaldig personlig udvikling mellem første og andet album. Det er en stor chance at tage, når man skaber et album, som fungerer klart bedst som den helhed, den er tænkt som, men for mig lykkes Leftwich fuldkommen med at få skabt et fuldendt lydbillede, som i hvert fald kan fastholde min opmærksomhed hele vejen igennem – og det skyldes udelukkende den dybt personlige historiefortælling. For hvis man skal putte et tillægsord på albummet, så er det inderligt. Inderligt i en grad, som gør oprigtigt ondt, hvis man tager sig tid til at leve sig ind i Leftwichs frustrerende, kærlighedsfyldte og desperat håbefulde univers. Albummet når for mig næsten et sentimentalitetsniveau, der kan konkurrere med Antlers-albummet “Hospice” – i aller, aller bedste forstand!
Benjamin Francis Leftwich – Mayflies
“After The Rain” er en af den type album, du skal lytte til, når du er alene og bare har lyst til at være alene med dine alt for mange følelser. Eller når du bare gerne vil lytte til et fandens godt album! Kæmpe anbefaling og massive mængder kærlighed til Benjamin Francis Leftwich herfra.
