”If nobody loves you – I do”, sådan lød det fra Anderson .Paak som spillede Apollo op fredag eftermiddag. Flertallet af årets festivalgæster var nok lidt flade efter seks dages intense Roskilde-udskejelser, men så gav Brandon Park Anderson den bare op for alle de hængende hoveder og halvslatne festivalkroppe, der troligt var troppet op til en god omgang R&B/hiphop. Det var da også en misundelsesværdig energi, som blev udvist fra Paak, og man kunne næsten tro, han havde taget en ordentlig bane inden showet – for seriøst; han gav den så meget gas, at selv Duracell-kaninen ville blive overhalet.
Paak kan synge, rappe og spille de svedigste trommer. Hvor de fleste nok ville holde sig til ”one thing at a time” administrerede Paak både rollen som rapper, sanger og den fedeste trommeslager på en samme tid som en anden Yedi.
Hiphop genren er ikke den genre, som jeg har gjort mig mest i, men grundet Emil Wilk aka M.I.L.Ks stærke anbefaling af Anderson .Paak med beskrivende referencer til D’Angelo og Kendrick Lamar, blev jeg alligevel hooked på tanken om at få denne oplevelse med i min øl-klistrede og mayoplettede bæltetaske.
Konklusionen efter koncerten er helt sikkert, at der måske alligevel kunne gemme sig en lille gangster inde i maven på mig. Eller måske var det kombinationen af, at Paak er ligeså meget sanger, som han er rapper og får inkorporeret den instrumentale bandgenre med hiphop og R’n’B. “Paak har groove helt ind til knoglerne” lød ordene fra en af de mere hiphop-kyndige koncertgængere, som jeg faldt i snak med efter koncerten, og jeg må give ham fuldstændig ret og kan blot tilføje;
“Anderson .Paak – I love you too <3”
