Søndag aften arriverede jeg på pladsen med fuld oppakning af diverse festivaludstyr; luftmadras, gummistøvler, sovepose, bønnepostej og hvad der ellers lader sig høre til en klassisk omgang Roskilde Festival. I år er dog ganske særlig, i og med at jeg har fået lov at komme med som en af skribenterne på Regnsky. Og jeg har glædet mig HELT vildt!
Mandag lagde lummert ud med en tur i den berygtede badesø, men derefter en skyller under de (is)kolde brusere, så jeg var frisk til min første koncert på dette års festival med Soleima. Mange var trådt op for at høre den spirende pop-prinsesse, der både er fryd for øre og øjne. Lyd, performance og visuals fusionerede i en isklar æstetik, og man kan med rette sige, at Soleima – med det borgerlige navn Sarah Mariegaard – indtog scenen som en sand queen of countdown.
Derefter var det tid til at få lidt kulør i kinderne med bandet Shy Shy Shy, som i sandhed må siges leverede lidt af en dansefest på Rising-scenen. Hvor Soleimas udtryk er mere strømlinet, føles bandet Shy Shy Shy som en behagelig bølge af kærlighed og konfetti (allegorisk og bogstaveligt talt). Siden deres udspil med førstesinglen ”Do Not Ask” i 2014 må man sige, at kærligheden i og omkring bandet kun er vokset, og det var et varmt, legende og engageret band, som mødte et talstærkt publikum denne mandag.
Eftermiddagen forsatte i selskab med norske Gundelach, som stort set stod ukendt hen for mig, men ikke desto mindre forstærkede dette bare indtrykket og begejstringen – for hold nu kæft, hvor var det fedt! Gundelach førte mig overbevisende gennem sit elektroniske univers med en sådan kraft og nuancering, at jeg blev bevæget nye steder hen fra start til slut. Gundelach er tung elektropop, når det er bedst. Der arbejdes med kontrasterne, og utallige lag af lyd flettes ind og ud af hinanden; fra de dybeste kræfter til de højeste tinder; en koncertoplevelse som ganske givet kunne gå hen og blive en af de mest overbevisende opdagelser for mit vedkommende på dette års festival.
To kopper kaffe og en halv pakke tuc-kiks senere befandt jeg mig ved street scenen, hvor M.I.L.K´s soulinspirerede toner skulle varme op under regnhætter og våde fusser. Det havde virkelig klædt de lækre grooves med en god omgang solskinskoger, men Emil Wilk og resten af besætningen fik alligevel spillet op til dans og indsvøbte et talrigt publikum i vuggende rytmer og tropical vibes.
Det var, hvad jeg nåede her på anden opvarmningsdag, og glad og begejstret vil jeg nu bevæge mig ud i det kølige tusmørke og finde med en varm kop kakao at finde hjem til lejren på.
