For en stund gik det hele op i en højere enhed på Northside Festival. Den irriterende småsnak, som senere på aftenen skulle dræbe en ellers fantastisk optræden fra Beach House, forstummede, og publikum helligede sig en sjælden gang fuldstændig til musikken. Og det hele kan tilskrives den magi, som islandske Sigur Rós skabte lørdag aften.
Det var en af den type koncerter, hvor verden smelter fuldstændig sammen, og man bare er til stede i Jónsi og bandets mystiske univers. Det var musik i sin reneste form, og det siger ikke så lidt om bandets format, at det netop var dem, der formåede at fange Northside-publikummets fulde opmærksomhed for første gang på årets festival. For jeg ved ikke, om det bare er mig, der er ved at blive gammel, men der har været en helt absurd tendens til forstyrrende småsnak under koncerterne både på sidste weekends Heartland Festival og i løbet af denne weekend i Aarhus. Men det skulle ikke stoppe Sigur Rós, som på – for mig – uforståeligt islandsk og deres selvopfundne vonlandiske skabte et lydunivers, som gav en følelse af konstant gåsehud i de 75 minutter, koncerten varede.
Alt gik simpelthen op i en højere enhed. Publikum tav, mens hver en tone, der forlod Jónsis fænomenale stemmebånd, var perfekt i ordets allerklareste forstand. Selv vejret lod til at lade sig rive med af den islandske skønsang, og vinden fungerede som et perfekt supplement til det storslåede og dommedagsvarslende musikalske univers.
Jeg har kun én ting at sætte på oplevelsen, og det er simpelthen, at koncerten var sat på programmet for tidligt. Sigur Rós fungerer ganske enkelt bedst i mørke, og selvom mørket langsomt sænkede sig over Ådalen, så var det alligevel ærgerligt, at bandets spektakulære visuals i starten druknede i skumringens sidste lys.
Nu giver vi ikke stjerner, men lad mig til slut i stedet sige, at det her vil gå over i Northside-historien som en af de bedste koncerter nogensinde. Tusind tak til både Sigur Rós og publikum for for en gangs skyld bare at lade musikken tale.
