Lufthuller – ny EP fra danske Katinka

katinka

Bandet Katinka emmer af sødmefuld, forbitret poesi med en gestikulation og en inderlighed, som når igennem de mest post-vinter forseglede hjerte-skodder, og deres ny EP er bestemt ingen undtagelse.

Katinkas lyd er både porøs og rustik, upoleret og sensibel, ikke fordi den står ufærdig hen, men fordi den er så rigtig. Hvor ukulelen og Katinka Bjerregaards insisterende vokal tidligere har været bærende elementer hos bandet, er flere af numrene på den nye EP sammenvævet af både elektroniske og akustiske tråde. Med den nye EP har bandet helt klart udvidet deres lydunivers, men formår stadig at holde effekterne på et niveau, så melodierne og teksterne går rent ind.

Katinka Bjerregaard tillægger hvert eneste ord så meget følelse, at jeg sider med en klump i halsen efter blot første nummer, for det er virkelig dét, bandet kan: kaste og spytte ord og toner ind i hovedet på dig men også tie, hvor det behøves. Allerede med deres første EP fra 2014 I Røntgen beviste bandet den storhed, som findes i minimalismen, og trods den kompositoriske udvikling i deres nye EP Lufthuller, evner de stadig at holde balancen, så numrene råt skrives ind i huden på dig. Sangen ”Jeg beklager” tog personligt pusten fra mig med formuleringerne ”dine ord er som nåle, men dit blik er som morfin” og ”jeg råber kun af frygt for at blive væk”. Alle fem numre er dog sin egen lille fortælling, som hver især vækker en unik lille genklang i en.

Lufthuller har fået en solid plads blandt mine danske forårsfavoritter, og jeg kan ikke andet end at sende en stærk anbefaling med videre herfra. Har du ikke allerede skamlyttet deres første EP I Røntgen er den bestemt også værd at give et lyt derhjemme, eller når de kommer rundt i landet på sommerens mange venues.

“Rundt og Rundt” fra debut-ep’en I Røntgen.

Katinka er den dansksprogede kvartet bestående af sangskriver og sanger Katinka Bjerregaard, Marie Christiansen på kor og synth, Lucas Rundblad på keys, bas og sampler samt guitarist og producer Simon Ask. Gruppen udsendte i 2014 debut-EP’en I Røntgen. I 2015 vandt Katinka DR’s talentudviklingsprogram KarriereKanonen og udgav i fredags deres anden EP Lufthuller.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Warning: Undefined variable $related_posts in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/single.php on line 50