Det er blevet tid til at annoncere vores sidste nyerhvervelse i form af Rasmus Stegmann. Rasmus læser til daglig journalistik og kommunikation på RUC og har et ønske om, at læseren af hans artikler skal finde dem lige dele underholdende og informerende. Musikalsk bevæger han sig i et bredt spektrum fra melankolsk indie over tung hiphop til britisk basmusik. Han sætter pris på en god fest(ival), og derfor er det også passende, at hans første artikel er en optakt til Distortion.
Velkommen til, Rasmus!
Ok, inden du læser videre, så start lige den her sang.
Godt, nu er du klar!
Det er igen tid til, at Københavns gader bliver til Københavns skader, efter mange tusinde mennesker har drukket, pisset, ravet, horet og ædt. Det er Roskilde Festival, bare hvor folk har været i bad, og du sover i en seng. Ikke nødvendigvis din egen. Forhåbentlig ikke din egen.
Det er en hyldest til Københavns natteliv og for mange en undskyldning for at hjerne helt ud og gøre hovedstaden til en losseplads med efterladenskaber fra dekadencen.
Det er de hurtigste Nike sneakers, det er bagudvendte kasketter og tophuer, det er de mest retro RayBans, det er skjorter med mønstre, der ville gøre en canadisk skovhugger misundelig. Det er Levi’s shorts, det er Stan Smiths til de modige, det er den evige kamp mellem cowboy- og læderjakken.
Det er bølgen af kollektiv sindssyge, der endnu engang rammer Københavns unge.
Det er for meget for nogen og for lidt for andre.
Det er tid til årets Distortion.
Det er seks år siden i år, at jeg var en stakkels lille provinsdreng sluppet løs i hipstermekkaet Distortion for første gang. Jeg havde lige købt et par brugte Levi’s shorts i København K, så jeg var så klar til at opleve det vanvid, som Distortion nu engang er. Jeg havde også købt nye Nike sko på ASOS. De var røde, og det var satme progressivt for mig den gang. Nu viser kalenderen næsten 1. juni, og årets første smadderfest på Nørrebro er begyndt at sitre i kroppen. Det er festival med fokus på FEST og for mange en undskyldning for at urinere i trappeopgange, spamme Happn og have dialoger som “Jeg er journalist”. “Det er jeg også”. “Skal vi så ikke finde nogle andre at imponere?”.
Det er også tid til, at du skal overveje, om du er typen, der på forhånd skal planlægge hvilke fester, du vil deltage i, fordi der i aller højeste grad er noget for enhver smag. Eller om du bare går med the flow og ser, hvor mængden og promillen lader dig ende.
Problemet er tit, at der er så meget, man gerne vil opleve, fordi alting lyder fedt på sin egen måde, og det gør, at ens Facebook ser sådan ud:
Det er svært at foreslå, hvor til gadefesterne de fedeste ting sker, da det oftest handler om blot at befinde sig i situationen og i nuet. Om det er til Distortion på plejecentret Sølund eller til DJ ER DU DUM ELLER HVAD på Skt. Hans Torv, så handler det nok bare om at forsøge at undgå den årlige Suspekt koncert, hvor end den må poppe op. Min erindring siger mig, at den i hvert fald er blevet lukket af politiet to-tre år i træk.
Jeg har dog hørt et rygte om, at Kongen af Hundige spiller en koncert torsdag kl. 17.00 på Onkel Dannys Plads. Det vil jeg måske godt lige slå en streg for, i den grad er værd at tjekke ud.
Gaderne er fulde af unge, smukke mennesker på onsdag og på torsdag. Nyd det for helvede. Du er selv ung og smuk, og du har med garanti en ny Adidas-trøje, der skal luftes i solen og et behov for anerkendelse af dens retro-vibe. Der findes få bedre steder til dette formål.
Jeg håber, vi ses på gaden eller på øen, fordi uanset hvad man mener om Distortion, så er det svært at komme uden om det, når gaderne er fyldt med musik og liderlige unge mennesker.
