Når Roskilde Festival natten til søndag slukker for lys og lyd en sidste gang, igangsættes et halvt års gisnen om den næste, store danske kunstner. Set bort fra et par enkelte huller har det igennem de sidste tyve år været en uskreven tradition, at festivalens største scene, Orange Scene, skal åbnes af et nyt navn, gerne af dansk afstamning, der er blomstret op og blevet the next big thing.
Efter sidste års prisvindende og selvbetitlede debut var det ventet, at The Minds of 99 ville blive castet til denne opgave. Med sin skarpe lyd, bredtfavnende post-punk og dansksprogede tekster har sekstetten med numre som Rav og ikke mindst Det Er Knud Som Er Død skrevet poppede melodier, der vinder sympati mange steder i landet. På scenen fremføres sangene med energi og højt tempo, og som endnu et uskrevet Orange-ritual var eftermiddagens taknemmelighed fra scenekanten tydelig fra første nummer.
Den indledende taknemmelighed og eksplosion af orange konfetti blev hurtigt efterfulgt af frygtløs selvsikkerhed, livliggjort af forsanger Niels Brandt. Brandt kan med sin kraftfulde vokal både skrige og agere dyb som på hittet Det Er Knud Som Er Død, mens hans fem bandmedlemmer punktligt lever en milmeterpræcis instrumentalisering. End ikke Orange Scenes tydelige følsomhed overfor sidevind kunne tage noget fra bandets højenergiske optræden, og bandet efterlod intet indtryk af, at de blot for tre år siden fandt hinanden musikalsk i en lejlighed på Frederiksberg.
Det eneste, der hæmmer helhedsindtrykket, er bandets mangel på større variation. Selvom man har fundet en mere dyster side på det nye, flotte nummer Ud Af Min Krop, mangler The Minds Of 99 stadig at omsætte de tydelige musikalske evner til improvisation og originalitet. Men foran sit hidtil største publikum er fuglen i færd med at gro sig lange og stærke fjer, så den snart kan flyve ud af sit bur.
