Det er efterhånden fem år siden, at norske Susanne Sundfør på en varm mandag Roskilde-debuterede på det daværende Pavilion Junior. Dengang var der tale om en noget forsigtig optræden fra en kunstner, som dog voksede med opgaven, som koncerten skred frem. Og det var da i den grad også en fuldvoksen artist, som trådte frem på Avalon fredag eftermiddag til lyden af storslåede trommer og dramatiske violiner. For hvor den norske artist i 2010 havde svært ved at definere sit eget udtryk, var man ikke i tvivl i 2015: Susanne Sundfør var kommet for at markere, at hun bestemt tilhører den nye generation af fantastiske kvindelige norske artister, som de sidste par år med stor succes har indtaget dyrskuepladsen. Her tænker jeg især på Emilie Nicolas sidste år og Fay Wildhagen i år. Tilføj mine personlige favoritter fra Highasakite til gruppen, og Norge har et meget stærkt musikalsk firkløver, som vi nok ikke har set det sidste til på de danske festivalscener.
Men tilbage til fredagens koncert, som på alle måder stod i dramatisk kontrast til Broken Twin‘s introverte og følsomme koncert få minutter forinden på Pavilion. På knap en time bragede Susanne Sundfør et for mig overraskende talstærkt publikum bagover med en vokal, som meget vel kan være den stærkeste på årets program. Koncertens omdrejningspunkt var Sundførs 2015-album Ten Love Songs, som dog blev suppleret med det fremragende åbningsnummer “The Brothel” fra 2010 og mit yndlingsnummer “White Foxes” fra 2012-albummet The Silicone Veil. For mig peakede koncerten dog cirka halvvejs, da Susanne Sundfør leverede en dramatisk version af “Memorial“, som på mange måder understregede, præcis hvor stort et talent Sundfør besidder. Jeg stod tilbage med den samme fornemmelse, som jeg havde efter The Knife-koncerten på Northside for et par år siden – en fornemmelse af at have været vidne til noget magisk.
