Årets festival er for mig en lidt kortere fornøjelse end normalt, da jeg først ramte den solramte dyrskueplads onsdag. Derfor var Communions årets første koncert for mit vedkommende, efter jeg noget jetlag-ramt efter 30 timers flyvning fra New Zealand havde bevæget mig ud på festivalpladsen. Om Communions også led af jetlag, kan jeg ikke svare på – måske var det bare lydmanden – men bandet startede overraskende usikkert ud med deres nyeste nummer “Wherever“, og jeg frygtede for en stund, at det talentfulde band skulle drukne i utidige effekter og overdreven diskant. Men sådan gik det heldigvis ikke.
Communions, som i år var blevet forfremmet fra sidste års Rising-scene til Pavilion, formåede at spille sig varme, og på både “Summer’s Oath“, “Children” og ikke mindst “Cobblestones” midt i koncerten mærkede både jeg og et ellers ret forsigtigt publikum det unge punk/powerpop bands store potentiale. Når jeg alligevel har fat i publikum, så var det ret tydeligt, at der var tale om en af årets første rigtige koncerter i høj solskin. Det meste af teltet virkede døsigt, og om det var den dårlige start, varmen i teltet eller bare konkurrencen fra Minds of 99, som skræmte folk, ved jeg ikke, men der blev desværre tyndet gevaldigt ud blandt publikum undervejs, hvilket var synd, da Communions netop præsterede bedre og bedre, desto længere koncerten skred frem. Og det hele sluttede da også med det forventelige brag i form af P6 Beat-hittet “So Long Sun“, som sågar formåede at vække publikum op til dåd, inden det altså var slut, og den jetlag-ramte skribent (og lydmand) kunne få fred.
Så på trods af startvanskeligheder, viste Communions ligesom sidste år, at de er et unikt indspark på den danske musikscene som et eklektisk mix mellem The Cure, The Smiths og Cloud Nothings. Og jeg er sikker på, at de står foran et større gennembrud, når de altså lige slipper af med de sidste børnesygdomme. For de viste i glimt, hvor fantastisk et liveband de er, og det talent bør dyrkes af både band og publikum.
