Tiden, hvor Kanye West, Roger Waters, Morrissey, Bob Dylan, Guns’N’Roses, The Strokes og Franz Ferdinand alle kunne samles på Dyrskuepladsen i løbet af fire musikdage, er overstået. Passé. Den kommer aldrig tilbage. Til sommer er det ni år siden disse topnavne spillede på Roskilde Festival. År efter år har kritikken af den synlige del af isbjerget kun spredt sig yderligere på de sociale medier – og på store nyhedsmedier som BT, hvor den aldrende, rockinkarnerede musikanmelder Steffen Jungersen stadig agerer talerør.
Det tager to minutter at gennemgå Roskilde Festivals musikprogram, fra Paul McCartney i top til Øresund Space Collective i bund. Det tager fem minutter at skrive en kommentar, der kritiserer festivalen for at have satset for lidt på de ‘store’ artister eller for dens prioritering, men det kræver en del længere tid for at sætte sig ordentlig ind i den omfattende kvalitet hos de mellemstore eller mindre navne.
Med tilkomsten af Tinderbox denne sommer kæmper Roskilde Festival for første gang med tre store konkurrenter, der udover den odenseanske musikfestival også tæller Smukfest i Skanderborg og Northside i Aarhus. Om der er en sammenhæng mellem efterspørgslen på hele fire festivaler med international klasse og udviklingen indenfor salget af musik på CD og vinyl vil jeg ikke gøre mig klog på, men man kan ikke undlade at kigge på disse tal. Er man eksempelvis rockinteresseret og fan af både Modest Mouse, Muse, Beck og Interpol – og det fortæller alle Last.fm-algoritmer, jeg har set, at man godt kan være – så skal man som minimum ud og købe endagsbilletter til samtlige fire festivaler, hvis man skal have et glimt af disse kunstnere.
Det kunne måske være hensigtsmæssigt og med garanti være en fantastisk festival, hvis alle disse navne var samlet under ét telt, men sådan er situationen ikke. Til gengæld har Roskilde Festival sammenstrikket et program, der hverken skal måles på sine hovednavne eller tilgodese et rock-, rap- eller pop-segment. Det er festivalens ammunition imod alle dens konkurrenter, og den rammer både hårdt, præcist og skarpt. Father John Misty, Nils Frahm, Young Fathers, Run The Jewels, Jamie xx, St. Vincent og Jungle er er blot et udsnit af de mere interessante navne fra det ‘mellemstore’ musikkatalog, og deres tilstedeværelse er et udtryk for et progressivt festivalprogram.
Med en billetpris på 1.940, der bliver fortsat højere, kan det være svært at retfærdiggøre en festival, hvis man savner større navne. Her på Regnsky har vi år efter år haft for vane at anbefale både millionsælgende artister samt de mindre og interessante navne, der stadig mangler sit endelige gennembrud. Sidstnævnte gruppering pakker vi med roser og andre pæne ord ind, så de ligner og lyder som the next big thing. De danske navne indenfor denne kategori kan med stor sandsynlighed opleves på københavnske spillesteder med halvmånedlig basis eller på en turné hvert halve år. Men der opstår næsten altid noget helt særligt, når disse aktører træder op på scenen foran et nysgerrigt og sultent Apollo-, Pavilion- eller Rising-publikum. Det var tilfældet for Vinnie Who i 2009, Taragana Pyjarama i 2010 (dengang som Eim Ick) og Spids Nøgenhat i 2011, som alle må siges at have oparbejdet en flot karriere sidenhen.
Derfor vil mine anbefalinger kredse sig både om de internationale kunstnere, der gæster Roskilde Festival i deres karrierers sweet spot, og de bands og solister, som muligvis begynder en ny musikalsk rejse mod nye højder, så snart de træder ned af scenen på dette års festival. Jeg vil i den kommende tid løfte sløret i pakkeløsninger for de navne, jeg glæder mig mest til, og det vil blive startskuddet på en yderst tæt Regnsky-dækning af Roskilde Festival, både før, under og efter.
