Musik I Lejet anno 2013 blev startskuddet for et nyt dansk superband, hvor medlemmer fra The Rumour Said Fire, Sleep Party People og CODY gik sammen om at danne et band, hvor det efter sigende udelukkende skulle handle om at skrive musik, de selv ønskede at lytte til.
Projektet fik et navn. Et meget fint navn. Ønskeøen blev lanceret tilbage i april, og i de næste tolv måneder vil bandet skrive, producere og udgive 12 singler, og for et par uger siden kom det fjerde udspil i rækken, den poppede shoegazerperle, Forcefull Bliss. Carsten Holm og Mikael Simpson, der i dag efter endt sommerferie langt om længe vendte tilbage på P6 Beats formiddagsprogram, var også hurtigt ude og konstatere, at dette nummer har været et af dette måneds højdepunkter. Især Niklas Skyttegaard, der også sidejobber i CODY, dominerer på Forcefull Bliss på bassen, der fortællende tilføjer en kant på nummerets bløde kurver og milde sommerstemning.
Den dertilhørende musikvideo er skabt af Paw Ager, der tidligere har haft erfaring med at skabe musikvideoer til et væld af andre danske bands, heriblandt The Kissaway Trail, Duné og Nephew.