Roskilde Festival har i Avalon fået sig en ny scene, der i går fik sin ilddåb med koncerter fra blandt andre Earl Sweatshirt og Liars. I dag var det så denne signaturs første omgang med den nye scene, der har overtaget pladsen fra Cosmopol. Det oftest støvfremkalende grusunderlag er der stadigvæk, men scene er blevet blå og profileres i år med at have en versatil størrelse, der kan rumme både mindre såvel som større navne. Det Los Angeles-baserede shoegaze/indie-rock-band Warpaint må i denne sammenhæng betragtes som et af de større navne, hvilket også indledningsvist var afspejlet i fremmødet. Starttidspunktet klokken 17.00 betød, at kvindekvartetten ikke mødte anden musikalsk konkurrence end den fra Orange Scene, hvor tyske Seeed, der repræsenterer en hel anden stil end den fra Warpaint, bød op til dans.
Dans blev der også opfordret til på Avalon, hvor Warpaint gik ind på scenen til tonerne af C+C Music Factorys 1990-danseklassiker, Everybody Dance Now. Et mærkeligt valg for et band, hvis lyd oftest kalder på et mere stillestående fodparti. Det fremmødte publikum stod også længe og vaklede rundt i gruset, hvilket dog ikke var effektueret af Warpaints på plade fornemme shoegazerlyd og vokalharmonier. Dertil var lyden for ringe, og der bredte sig hurtigt en sitrende, lettere apatisk stemning omkring den bagerste halvdel af sceneteltet, hvor jeg befandt mig. En del lavmålte samtaler imellem publikummer spredte sig, og det virkede på mig til, at denne del af fremmødet havde fundet vej til Avalon grundet en nysgerrighed mere end at de var deciderede fans af bandet.
Jeg er af en stor fan af 2010-debutalbummet The Fool, hvor de førnævnte flerstemmige vokalharmonier er bandets helt store styrke. Denne force blev dog hæmmet af dårlig lyd, og på denne måde kom de fire kvinder, der indledningsvist fremstod ganske introverte, ikke for alvor fik et tag i størstedelen af publikum. Før koncertens femte nummer, Undertow, spurgte frontfiguren Theresa Wayman, om publikum var klar til at feste. Det imødekommende jubelbrøl blev fra gruset mødt af gruppens vel nok største hit, der langt fra er en festlig sag. Heldigvis skete der halvvejs inde en heldig udvikling for koncertoplevelsen. Den del af publikum, der mest var interesserede i at finde ud, hvad dette band med to albums på samvittigheden havde at byde på, gled langsomt ud af teltet, måske fordi et andet kvindeband, popsøstrene fra Haim, var en halv time fra at gøre sin entré på Arena. Herefter forstummede en del af den uro, der prægede den første halvdel af koncerten.
Love Is To Die, førstesinglen fra den selvbetitlede albumopfølger fra 2013, ændrede markant Warpaints indstilling. Duoen kom ud over scenekanten og den nu mere dedikerede fanskare kom let op at danse. Trommerne fra Stella Mozgawa var i forhold til indledningen sat langt bedre i scene, og der eksisterede for første gang en fornen harmoni imellem vokalarbejdet fra Emily Kokal, Jenny Lee Lindberg og den smukke Theresa Wayman, der sommerkådt vrikkede frem og tilbage. Dette nummer startede en perlerække af veludførte numre, hvor synergien imellem publikum og Warpaint markant var til stede. Først med Drive, den penultimative skæring fra samme album, og sidst en række mere shoegazestilede numre fra bandets spæde år og ep-udgivelser. Den store, farverige baggrund, der visualiserede Warpaints nyeste album, udgjorde derfor mere en facade af grønne og lilla farver, end det var et udtryk for koncertens omdrejningspunkt. Hvad jeg indledningsvist frygtede ville blive en tam koncert, endte i stedet med en flot gennemgang af kvindernes 10 år lange karriere sammen. Warpaint har en stor fremtid foran sig, både på album og i liveformat, hvis de kan fortsætte deres solide blend af shoegaze-lyd og vokalharmonier, der er bandets helt store force, og også var det denne tidlige aften.
