Morten: En mindre tradition blev torsdag aften brudt, da Roskilde Festival for alvor blev kickstartet med Outkasts åbning af Orange Scene. Igennem årene har det i særdeleshed været en kendsgerning, at det skulle være et opblomstrende skandinavisk navn, der skulle indlede den fire dage lange festlighed på Danmarks ubestridt største koncertscene. Der var på forhånd blevet sagt og skrevet meget om Outkasts tyve års jubilæum, der dette år bliver fejret med mere end 40 koncerter verden over. Den Atlanta-baserede hip hop-duo, bestående af Antwan “Big Boi” Patton og André “3000″ Benjamin, havde tilbage i marts leveret en mildest talt skuffende comeback-koncert på dette års Coachella. Hvilke forventninger havde du, Mathias, og blev du, dine forventninger taget i betragtning, positivt eller negativt overrasket over aftenens koncert?
Mathias: Absolut ingen! Fair nok, så er det svært at bedømme en koncert på baggrund af halvanden times YouTube-klip, men videooptagelserne fra deres comebackkoncert på Coachella var mildest talt skuffende. De skulle eftersigende allerede have rettet op på det på deres anden dag på Coachella, men det ændrede ikke at mine forventninger langtfra var i top. Aftenens første nummer B.O.B. imponerede mig heller ikke, og den mudrede lyd og deres råben i hinanden gjorde, at jeg virkelig havde bange anelser for resten af koncerten. Heldigvis tog det ikke mere end to-tre numre før de for alvor spillede sig varme og ser man bort for scenens historie med dårlig lyd, så var det faktisk en ret udemærket koncert. Synes du ikke?
Morten: Man må sige at de virkede en anelse overtændte, da de første trådte ind på scenen. Udemærket er et ord, der fint dækker min umiddelbare reaktion på koncerten. Duoen slap fint fra koncerten, der var spækket med kvindekor, guitarister, dj, tilpas med en art liveoplevelse og vokalopbakning fra Sleepy Brown, så i den forstand kan man betragte koncerten som en totaloplevelse; den fornødne assistance man på forhånd kunne havde håbet var til stede. Danskerne har en lidt broget tilgang til Outkasts bagkatalog, og det var da også duoens hits, så som So Fresh, So Clean, Ms. Jackson, The Way You Move og Hey Ya, der fik publikums varmeste modtagelse. Men ligesom tilfældet var det på Coachella (og sikkert har været det igennem hele duoens tourkalender), blev der skiftet en del i løbet af koncerten. Andre 3000 gav plads til Big Boi, der så kunne fyre nogle af rapperens egne indspark fra Speakerboxxx/Love Below-pladen, og omvendt. Var dette move i orden med dig, eller syntes du det virkede forstyrrende?
Mathias: Lad os sige det sådan, at det gav mening taget deres bagkatalog i betragtning, men jeg føler personligt at det var røvirriterende. I modsætning til den snart alt for omtalte Coachella-koncert, så var deres kemi sammen på scenen i dag helt fantastisk og netop derfor forstyrrede det mig grænseløst, når de på skift overlod scenen til hinanden. Forstyrrende er måske heller ikke det rette ord, og ja, med Speakerboxxx/Love Below-pladen var der selvfølgelig automatisk numre, hvor den ene eller anden ikke var med, men for mig tabte koncerten totalt pusten, når de hver især stod alene på scenen. Personligt ville jeg have ønsket de havde ryste posen noget mere, i stedet for at dele koncerten op i hits, Big Boi-ting, Andre-ting, old school-numre og så lidt flere hits at slutte på. Jeg ønskede derimod en lidt mere blandet affære. Hvad siger du Morten? Er jeg bare lidt mavesur og kritiserer for at kritisere?
Morten: Jeg sidder i hvert fald og overvejer, om jeg skal sende en læge på sagen. Er du okay, Mathias? Nej, spøg til side, så gik det ikke desto mindre lidt imod totaloplevelsen, at de undervejs blev splittet ad – og gjorde sådan et stort nummer ud af det, ovenikøbet. Dog var koncertens tematik omkring duoens 20 års jubilæum vedligeholdt igennem hele seancen, og det faktum at koncerten var spækket med energi, masser af timing og en oprigtig interesse i at underholde publikum gør, at jeg betragter mig som ganske tilfreds med det, jeg var vidner til. Supporten fra Sleepy Brown leverede et positivt inspark og tilføjede en vis snært af autencitet til kocerten, da han har været et fast gæstemedlem igennem duoens lange karriere.Vi må ikke glemme, at Outkast tilhører kategorien “artister med stor musikalsk historie, der efter at have nået deres højdepunkt skuer tilbage på deres karriere”, ligesom det er tilfældet for mange andre af deres kollegaer på dette års Orange Scene. Dette taget i betragtning var det for mig en fornem rejse igennem mere end tyve års hip hop-historie, duoen kan være meget stolte af at have ageret værter for.