Lykke Lis heartbreaks er givetvis nogle af moderne popkulturs bedst forevigede. Både i kvantitet (well, hendes heartbreak(s) er efterhånden tematik for tre album) og kvalitet (de tre album er overordnet set ret gode). Draperet i sort med skarpt optegnede sørgmodige øjne, er Li mystikkens hjerteveninde og mystikeren blandt veninderne. Intet er entydigt, heller de stærkt præsente heartbreaks på Lis seneste album I Never Learn. På det er Li så smadret af kærlighedens fravær, at det forsvundne må have været ufattelig godt (engang).
Ligesom heartbreak er både kærlighed og sorg over afsavn, er Lykke Li en dualitet. Det oplever publikum til svenskerens tidlige aftenkoncert på Arena på flere planer. Mest åbenlyst i setlisten, hvor den overjordisk rentsyngende skønhed pendulerende mellem sine tidligere hits (“Dance Dance Dance”, “I Follow Rivers”) og balladerne fra den seneste album, det undervurderede og ret fantastiske, I Never Learn.
Setlistens variation er en naturlig forudsætning for en god koncertoplevelse fra en popartist med aldeles genkendelige vokaler og popmelodier i en instrumentering stilsikker som skandinavisk design. Hvis ikke tempoet ændres tilstrækkeligt, bliver koncerten en entydig oplevelse. I hvert fald når vi står lige indenfor hegnet til festivalpladsen, har ventet så længe, og gerne vil have det godt uden konstant at bevidstgøre os om musikkens følelsesmæssige baggrund.
Li har festivalpublikummets behov for øje i sit design af setlisten og i sine rytmisk dominerede liveversioner, som takket være den medlevende trommeslager fremragende trak tidligere udgivelsers tribale tendenser frem i hendes seneste tilføjelser til repertoiret. Således starter koncerten i de nye, traurige strygerskønne sanges hjerteknugen og ender i “Get Some”’s fællesskablige oprør mod kærlighedens afmagt uden at miste den blodrøde tråd.
At bløde hjerteblod af kærligheden er en universal følelse, og når Lykke Li i det bjergtagende smukke nummer “Never Gonna Love Again” synger “everytime the rain falls think of me”, er det både en bøn til den forsvundne kærlighed og en trøst til den forladte lytter. Lykke Lis diskografi er et universelt portræt af kærlighedstabet. Denne aften gjort af overraskende nuancerede penselstrøg i dragende formationer.
