Arena har altid været min yndlingsscene på Roskilde Festival. Den kan på magisk vis skabe unikke øjeblikke, hvis artisten, der indtager den legendariske teltscene, formår at løfte opgaven. Og det gjorde de tre energiske søstre i Haim fredag eftermiddag – med en god del hjælp udefra.
For selvom de tre amerikanske furier gjorde sit for at fylde den store scene ud, formåede de to første sange i en lang række af singler – jeg er stadig i chok over, hvor mange singler Haim har formået at sende ud på deres trods alt stadig ret korte levetid – ikke rigtig at komme ud over rampen. Henholdvis tredje og femtesinglerne fra sidste års eminente debutalbum “Days Are Gone”, “Falling” og “If I Could Change Your Mind“, skød relativt vaklende koncerten i gang. “Falling” var i klassisk stil for en koncerts første nummer præget af en alt for mudret lyd, hvor forsangerinde Danielle Haim havde svært ved at trænge igennem, mens “If I Could Change Your Mind” så småt fik skudt gang i den forventede fællessang blandt et publikum, som i høj grad falder ind under “P3-eftermiddags-segmentet”.
Men det var først, da dagens publikumsengagerende hovedperson og bassist Este Haim annoncerede, at bandet nu ville lade som om, at de var hjemme i studiet og jamme lidt, at der for alvor kom gang i både publikum og bandet, der vist begge lige skulle finde et fælles ståsted. Det ståsted blev så den sydstatsrockede jamsession, som i virkeligheden var et cover af Fleetwood Mac-klassikeren “Oh Well“, hvor lillesøster, guitarist og perkussionist Alana Haim fik lov til at lege vokalist for en stund.
Det var dog en kort opblomstring, da der derefter fulgte to honning-relaterede sange i form af “Honey & I” og den ellers fantastisk sensuelle “My Song 5“, hvor de tre piger proklamerede, at de i hvert fald ikke ville være vores honningtærte. For på trods af Estes energiske opfordringer til publikum – og hendes efterfølgende ret komiske ros af selvsamme menneskeflok – virkede de to sange grundlæggende bare som en pause i den hitparade, som pigerne trakterede med på denne solskinsdominerede eftermiddag.
Og hitparade er da også det helt rigtige ord for resten af koncerten, som efter et særpræget men lækkert cover af “XO” med Este Haim som dagens Beyoncé sluttede Haim koncerten af med singlerne “Don’t Save Me” og “Forever“, samt de to fællessang-fremkaldende hits “The Wire” og “Let Me Go“.
Så selvom der var enkelte smuttere, som nok i høj grad er et resultat af, at hovedparten af publikum endnu ikke havde fået et forhold til “Days Are Gone”, så blev koncerten singlernes fest – omend det krævede en del hjælp fra de mere etablerede Fleetwood Mac og Beyoncé. Men hey, giv pigerne en plade mere, og så vil de have singler nok til at kunne levere en hel og komplet koncert.
