Man frygtede det værste på forhånd. På pladsen spredte rygterne sig om, at Deerhunter for nylig havde aflyst en koncert i Dublin. Og med Drake og Chance The Rapper-erfaringer i baghovedet hjalp det ikke på folks tyndslidte nerver, at de ekstreme metalhoveder fra Carcass valgte at gå et kvarter over tid; ej heller at portene til pitten først blev åbnet et kvarter, inden Bradford Cox og venner efter planen skulle indtage Arena.
Men bekymringerne blev lynhurtigt gjort til skamme, da den androgyne forsanger under de forsinkede lydprøver med en vidunderligt støjende version af den amerikanske nationalmelodi, ”The Star-Spangled Banner”, fuldstændigt overdøvede den stakkels danske teknikers forsøg på at speede tingene lidt op.
Værsgo. Så var vi ligesom budt velkommen ind i Bradford Cox’ paradoksale univers, hvor alle er velkomne, men hvor der kun eksisterer en hersker: Nemlig den nærmest uhyggeligt tynde mand med den unikke stemme og det nærmest ubegrænsede rytmiske talent.
Jeg selv var fysisk placeret allerforrest i pitten, og jeg skulle bare kigge op for at få øje på Bradford Cox og Bradfords bedste ven Lockett Pundt, som nogle måske bedre kender under hans alias Lotus Plaza. Derfra var jeg under koncerten vidne til en ret forbløffende generationskløft.
Jeg har længe tænkt på Deerhunter som et ret nyt band, hvor de største fans selvfølgelig havde været med fra starten, men det er alligevel snart 10 år siden, at bandet udsendte sit første studiealbum Turn It Up Faggot. Det album blev dog ikke besøgt denne eftermiddag, men det gjorde i stedet både 2007-albummet Cryptograms, mit favoritalbum fra 2008 Microcastle, samt 2009-EP’en Rainwater Cassette Exchange, megasuccesen fra 2010 Halcyon Digest – som enhver Deerhunter-nybegynder i øvrigt bør kaste sig over – og så selvfølgelig sidste års Monomania.
Men et hurtigt blik rundt blandt mine medsammensvorne i forreste række afslørede to ting: At jeg er ved at blive gammel, og at Deerhunter har en opdelt fanbase. For mens jeg blev ramt af genkendelsens glæde ved åbningsnummeret ”Agoraphobia” fra Microcastle og nærmede mig ekstase i en sådan grad, da bandet sluttede koncerten af med en godt 10-minutter-lang version af ”Nothing Ever Happened” fra samme album, så blev det først rigtig fedt for mine sidemænd, da ”Neon Junkyard” fra Monomania blev larmet ud af de stakkels højtalere et kvarters tid inde i koncerten.
Deerhunter – Nothing Ever Happened
Og ”fedt” er måske det helt rigtige ord til at beskrive denne koncert, for det er virkelig svært at sætte mere detaljerede ord på koncerten eller på bandet for den sags skyld. En veninde spurgte mig inden koncerten, om hvem Deerhunter mindede om, fordi hun havde fået dem anbefalet. Jeg kunne simpelthen ikke svare på spørgsmålet. For de minder på en gang om en masse bands, men samtidig findes der bare ikke et band, hvor man kan sige, at ”de lyder som Deerhunter.”
Men Deerhunter behøver jo heller ikke at lyde som andre. Og ingen kan lyde som Deerhunter. Hvorfor ikke? Fordi Bradford Cox.
Uanset om man under koncerten tilhørte Microcastle-generationen eller Monomania-generationen – det lyder stadig mærkeligt – så havde man stadig en fælles forståelse. En forståelse af, at man var vidne til noget unikt, og en forståelse af den magi, som ”Agoraphobia”, den postpunkede ”Neon Junkyard”, den underligt psykadeliske ”Rainwater Cassette Exchange” og shoegazevidunderet ”Desire Lines” fra Halcyon Digest har til fælles, selvom de umiddelbart burde appellere til et vidt forskelligt publikum. Men det gør de bare ikke. Fordi Bradford Cox.
Koncerten endte som en paradisisk showcase af Bradford Cox, tilsat en snert Lockett Pundt i en Christiania-hyldest, og vil for mig stå tilbage som festivalens største oplevelse. Ikke bare musikalsk, men som en helhedsoplevelse, hvor jeg var heldig nok til at blive lukket indenfor hos Bradford.
Hvad blev der af skuffelsen, tænker du nok? Det kom skam til allersidst – for Bradford Cox. Efter han halvvejs igennem koncerten havde kastet sin tamburin ud til den føromtalte gruppe fra Monomania-generationen, forsøgte han mod slutningen af ”Nothing Ever Happened” at lokke en af de orangevestede sikkerhedsvagter op på scenen for at spille på hans guitar. Svaret var nej fra den midaldrende kvinde, og det førte til, at Bradford Cox først satte sig som et lille barn på scenen, hvorefter han surmulende forlod det trægulv, som han i en time havde været enevældig konge over.
Men selvom kongen måtte forlade Arena i skuffet tilstand, så var det bestemt ikke tilfældet for os, hans midlertidige undersåtter. For os sejrede Bradford og hans venner – for alle generationer.
Deerhunter – Desire Lines
