“Jeg kan ikke holde til det her længere, nu vil jeg gerne prøve noget andet. Næste år bliver uden mig. Jeg er simpelthen ikke gearet til det længere. Kunne det ikke være mere fornuftigt, hvis jeg sparede pengene og de hårde slag, festivalen giver mig og min krop, og få sovet godt om natten, måske på et hotel et sted”? Det er en trussel, jeg gentagende gange har viftet rundt med i luften, når jeg på den sidste musikdag slukøret har forladt festivalpladsen og ladet den årlige lukkefest på Arena i stikken. Det er kolossale, musikalske tømmermænd blandet med en stakåndet bankkonto, et par smadrede sko og en decideret mangel på søvn, der igennem de seneste par år har fået mig til at overveje, om jeg burde finde på noget andet at lave, når alle valgfarter til Roskilde Festival, som skydes i gang igen på søndag og varer en uge frem.
Tilbage i april, samtidig med at Roskilde Festival løftede sløret for sit næsten endelige program, skrev jeg et kritisk blogindlæg om musikprogrammet og den retning, festivalen igennem en årrække med små skridt ad gangen har taget. Det gælder både kvaliteten af musikudvalget såvel som en række logistiske elementer, herunder scenerne og styrkeforholdet imellem de individuelle genrer. Jeg er ikke stærk udi konstruktive afhandlinger, og det var da også første gang, jeg forud for en sommer med Roskilde Festival var decideret negativ i min tone. Nogle fandt min kritik værende for hård, andre roste den for at ramme hovedet på sømmet, mens en tredje gruppe sikkert ville påstå, at denne kritik allerede var relevant for år tilbage. Men jeg vender alligevel tilbage, til trods for at kvaliteten i årets musikudvalg er ikke i samme liga som det har været. Det kunne end ikke tilføjelsen af Liars til årets program, hvilket jeg var ganske tilfreds med, rykke særlig meget på i det store billede.
Jeg vender tilbage, selvfølgelig fordi Roskilde Festival stadig har en masse godt at byde på, men primært fordi det at tage på lige præcis festival været en fasttømret del af mit musik-DNA, siden min personlige debut i 2008. Jeg associerer den dag i dag stadigvæk festivalen med (organiseret) ungdom og kådhed, og muligheden for langt om længe at kunne opleve en eller flere af sine yndlingsartister på dansk grund. Og så er der stadigvæk dem, der rent faktisk får slået øjnene og ørerne op for nyt musik, når de med åbne arme og nysgerrigt sind bliver revet med af et band, en sanger eller en guitarist. Jeg tilhører nok ikke så meget den sidste kategori, så meget som at jeg er en gammel nostalgiker i en ung mands krop, der er bange for at bryde sit sommermønster og slippe for mudder, vilde koncerter og euforiske mennesker. Der er stadigvæk en række koncerter, der særligt trækker i mig, og i denne artikel, der mere og mere ligner dét essay, jeg på forhånd havde planlagt at jeg ikke ville skrive, vil jeg udpege seks artister, jeg ser mest frem til at høre.
Outkast – Torsdag, 18.30 @ Orange
At det er Outkast, der åbner Orange Scene tidligt torsdag aften, er der blevet sagt, skrevet og ment meget om. Det bryder uanset hvad noget der med årene er blevet en tradition, at det er et skandinavisk navn med nyvunden succes på kontoen, der åbner ballet. I år er valget imidlertid faldet på den amerikanske hip hop-duo Outkast, hvor medlemmerne Big Boi og Andre 3000 tidligere i år vendte tilbage på scenen sammen, for første gang i mere end ti år. Det gik langt fra godt, og blev faktisk kaldt en lettere katastrofe af The Guardian, der havde en udsendt tilstede på Coachella, hvor indstuderede replikker hurtigt faldt fra hinanden. Showet føltes opdelt mellem de to, og Andre 3000 lignede i mere end halvdelen af showet en person, der brændende ønskede at stå alle andre steder end foran de tusindvis af mennesker, der i løbet af koncerten var gået fra at være nervøst spændte til svært skuffede.
Duoen har heldigvis spillet mere end tyve koncerter siden denne blamage, og man kan håbe at duoen har fundet noget af den gamle magi tilbage, der er at finde på Outkasts i alt fem studiealbums. Publikum vil uden tvivl vendte spændt på numre som Hey Ya, Ms Jackson og So Fresh, So Clean, som duoen indtil videre har gemt godt hen til slutningen af deres koncerter.
Mogwai – Fredag, 23.00 @ Arena
Arena er nok min yndlingsscene på hele Roskilde Festival. Igennem årene har jeg været til knepsekoncert med Kings of Convenience, potent math rock-sejrsgang med Foals og smuk post rock-skrøbelighed med Sigur Ros. Sidstnævnte koncert var sidste år, og i år skal Mogwai tage over, hvor islændinge slap. Den skotske kvintet udgav tilbage i oktober sidste år bandets ottende studiealbum, Rave Tapes, og selvom bandet ved flere lejligheder har gæstet både København og Roskilde, bliver det første gang, at jeg når at fange Mogwai. Flere af bandets gamle albums skal gennemterpes inden koncerten på næste fredag, så jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg kan forvente mig. Jeg er dog klar på at se bandet folde sig ud både i skrøbelige og mellow stykker, såvel som i de mere højtråbende og angribende sekvenser. Must see-koncerten for post rock-fans.
Future Islands – Fredag, 01.00 @ Avalon
Det amerikanske band fra Baltimore, Maryland har herhjemme været på alles læber i 2014. Dette postulat er lige så vovet som at hævde, at bandet ikke var på nogens læber i 2013 eller tidligere. For selvom Future Islands med den karismatiske sanger Samuel T. Herring som frontmand scorede massive roser og masser af danske fans for albummet Singles, der udkom på 4AD tidligere i år, så er det faktisk bandets fjerde album siden debuten i 2008. Det vidner om et band, der har skulle bruge mere end et halvt årti på at bryde igennem horden af synth-drevne alternative rock bands, men det har de for alvor klaret i år. Singles er et gennemført album og måske det, jeg har lyttet til mest i år, og så bliver det ikke værre af at frontmand Herring på scenen har været aldeles ekstatisk at se på, der ikke har været bleg for at growle, danse akavet eller sende fellatio-lignende håndbevægelser. En god kombination, der lover godt for en gedigen live-oplevelse.
Som den frontløber Eva er, skrev hun allerede i 2009 om bandet. Læs og få et gyldent indblik i, hvordan det var at være et band, ingen i Danmark for alvor har hørt om endnu.
Tip! Bandet er stadig glade for at spille en del fra bagkataloget, så lyt gerne til mere end blot Singles forud for Roskilde-koncerten.
James Holden – Lørdag, 20.00 @ Apollo
Den vakse læser vil måske kunne huske, hvor jublende lykkelig jeg tidligere på året var, da Roskilde Festival kunne tilføje Border Community-pladeboss, dj, producer og all-out gear-nørd James Holden til årets program. I mellemtiden er briten blevet placeret på den lidet imponerende koncertscene Apollo, der bedst af alt gør sig til elektroniske fester. For selvom James Holden med sine tidligere produktioner er tæt beslægtet med klubscenen er han på turné med albummet The Inheritors, mit absolutte yndlingsalbum fra 2013. The Inheritors ser James Holden arbejde med helt andre virkemidler end det pulserende beat, den hypnotiske trance eller den vuggende bas. Albummet kræver koncentration og indlevelse når Holden akkompagneret af trommeslager og saxofonist fremfører albummet lørdag aften, og der kan koncerten godt blive udfordret af scenens rammer. Alligevel bliver koncerten den mest ventede for mig, og jeg lader min tvivl komme Apollo, den oppustelige scene, til gode.
Interpol – Lørdag, 24.00 @ Arena
Når det amerikanske post rock-band træder ind på Arena natten til søndag, bliver det for mange mennesker et gensyn med et band, der i start- og midt-00’erne helt sikkert agerede soundtrack til mange akavede og hormonelle menneskers teenage-liv. Sådan er det i hvert fald for mig, og derfor står bandets to første album da også stærkest i min hukommelse. Efterfølgende kom den fine treer, Our Love To Admire, efterfulgt af den selvbetitlede firer i 2010, som langt fra en succes. Bandet har netop offentliggjort et femte album, der udkommer til efteråret, og gæster også festivalen ATP senere på året. Og hvis man kigger på ATPs historie igennem årene er der meget langt mellem artisterne, der ikke giver fantastiske livekoncerter. Så kan man måske godt tillade sig at glæde sig lidt, og håbe på noget stort.
