Wesley Matsell slipper ny demo, ‘Forever Zone’

Når Wesley Matsell slipper nyt materiale, så lytter man. Den britiske producer er oftest at finde i stalden hos James Holdens Border Community-label, der tidligere i år udgav den fine Total Order of Being EP, mens han på dansk grund muligvis er bedst kendt for sit remix af Taragana Pyjaramas Ballibat fra 2012. Nu har han sendt en demo ud, der ser englænderen forsøge sig en ny retning.

Wesley Matsell hører til gruppen af producerer, der knytter synthesizer-lyd til houseformularen. Dowlais Wheelie Crew er en skæring fra den førnævnte EP, der grundigt eksemplificerer tendensen. Sammen med artister som Jeremy Greenspan, Daphni og landsmanden Lone skaber Wesley Matsell en dansevenlig klublyd, der brydes ned af semi-komplekse arrangementer, forklædt som electronica-arrangementer.

I tirsdags delte Wesley Matsell kvit og frit en demo via sin Facebook-side, uden at der fulgte en større forklaring. Demoen hedder Forever Zone, og ser Matasell arbejde sig ud fra en ny formel, der i forhold til tidligere går langsommere og fokuserer mere på beatkonstruktion. Alligevel kan man stadig finde masser af hints til Wesley Matsells trademark synth-lyd, der i denne sammenhæng sender lytteren ud på et lille spacey trip. Demoen, som vi håber kommer længere end blot til tegnebrættet, kan afspilles og downloades nedenfor.

Wesley Matsell Forever Zone (Demo)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/foreverzone.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *