Den svenske sangerinde og sangskriver Lykke Li er 5. maj klar med sit tredje studiealbum, der kommer til at bære titlen I Never Learn. Herfra kan man nu høre den første smagsprøve i form af en skæring af samme titel, som akkompagneres af en yndig musikvideo, der reflekterer den melankolske stemning, som Lykke Lis vokal, guitaren og strygerne giver os.
Ifølge Lykke Li selv skal I Never Learn ses som det sidste kapitel i en trilogi, der startede med debutalbummet Youth Novels fra 2008. Vi glæder os til mere nyt om det kommende album.