Vi skal på tur! Vi skal hele verden rundt, faktisk! Eller i hvert fald Europa.
Den næste uge giver Regnsky et kig ind i musikkens udstillingsvindue for næste sæsons tendenser. Med andre ord: Eva tager på studietur til Hamborg og Reeperbahn Festival.
Sammen med Eurosonic i Groningen, Holland, er Reeperbahn Festival Europas største showcasefestival. Med sit fokus på primært europæisk musik, er Reeperbahn Festival stedet at tage hen, hvis du kan lide at kigge i musikkens krystalkugle. Eksempelvis fandt Regnskys gæsteskribent Rasmus Damsholt Charlie XCX i 2012. Hun er en af dem, som sidste år brugte festivalen som afsæt for hoppet fra upcoming til etableret.
Netop det hop håber manageren, bookeren og pladeselskabsduden på, når han sender ansøger om at få sin artist afsted til Reeperbahn. Det forjættede gennembrud skal stå som et muligt mål. Ellers kommer artisten ikke igennem festivalens bookingkomites stramtmaskede net. Deres vurdering går selvfølgelig på om artisten har forbindelser, historie og aktualitet. Det skal være til stede, for at Reeperbahn kan give et skub videre til det pladeselskab, bookingbureau eller de spillesteder, artisten mangler. Men det, som Reeperbahn er bedst til, og som giver festivalen sin berettigelse, er at vurdere artisternes kunstneriske kvalitet. Det ser jeg især i bookingerne af de små artister fra mindre eksponerede europæiske musikområder. Dem vi ikke ser så tit i Danmarks USA/Canada/Englansk-fokuserede livelandskab.
Det er derfor, det er interessant for Regnsky at være repræsenteret på Reeperbahn. Fordi branchefestivaler skaber en nysgerrighed i branchen og medierne, som på sigt leder til, at den nysgerrige musiklytter får mættet sin sult på de egentlige festivaler i den følgende sæson. Reeperbahn har naturligvis også bands fra US, UK og CAN på programmet, men dem glemmer vi for nu. I stedet tager jeg jer med på en musikalsk erstatning for den interrailtur, jeg aldrig kom på. Denne første rundtur går til Beneluxlandene – tune ind for andre destinationer de kommende dage!
Tyskland:
Vi er i Hamborg, så vi starter selvfølgelig det musikalske interrail i Tyskland. Herfra glæder jeg mig især til soloartisten Allie. Allie kalder sin musik for soulmusik, og hentyder naturligvis ikke til genren, men til den grundlæggende betydning. På sit album Uncanny Valley tager han dig med ind i de samme soveværelsessmå rum som Khonnor og The Notwists detaljerige (og udødelige) plader, men giver et langt mere organisk take herpå med sin akustiske guitar, folkede trommer og vokaltunge numre. Allies forløser sine komplekse singer/songwriternumre med dygtigt og stramt fingerspil i en moderne, ofte støjende electronicas intimitet. Det er musik til tankerne ikke til kroppen, og de elektroniske elementer hos Allie skal findes i en klippe-klistre-tilgang i produktionen frem for effektsøgen. Den tilgang placerer Allie i forlængelse af det tyske pladeselskab 00’er-label Morr Musics electronica/folk fusionerende stil.
Jeg er helt tosset med Allies debutplade Uncanny Valley fra i år, som jeg helt sikkert ikke havde fundet, hvis det ikke var for Reeperbahn. Ikke umiddelbart en af de største musikalske oplevelser i år, men en dygtig sniger. Allie etablerer den døsige soveværelsesstemning og fornyer den på en plade, som giver et flot samlet udtryk, men besider stor variation indenfor rammerne. Velsagtens som din personlighed.
Lyt til ham og bliv en af de hans første 900 facebookfans (godt fundet, Reeperbahn!).
Holland:
Hop på toget! Vi skal et godt stykke med lyntoget mod sydøst. Lad os stå af i Hollands lidt varmere himmelstrøg. Vi sniger os ind i et tulipangartneri! Det må være den ubetinget bedste omgivelse for Jacco Gardner (no pun intended). Gardners musikalitet er nysgerrig og åbensindet, og dens produkt er naturligvis et spraglet farvebombardement af stakkatorytmer, klokkespil og ringlende guitar. Ganske velvagt hedder det roste debutalbum Cabinet of Curiosity. Gardner er frisk, ikke kun forbi han er noget så sjældent som en hollænder med potentiale til resten af verden, men fordi mange af hans sange lyder som en forårsdags forhåbninger om forelskelse og frihed. Følelser, som uden tvivl formidles bedst i et rundtosset indiepopunivers. Det bliver helt sikkert den stil, Gardner fremviser til sin koncert på det mere prestigefulde end direkte gavnende tidspunkt 00:00 natten til fredag.
Jacco Gardner – Clear The Air
Jacco Gardner spiller på Loppen i København den 29. november. Billetter her.
Belgien:
Nu mod syd! Både geografisk og i overført betydning. Selvom bandnavnet må antyde det modsatte, skal ned i helt andre følelsesmæssige temperaturer med Girls In Hawaii, end vi var i med Jacco Gardner. Vi skal over i et langt mere seriøst og inderligt udtryk, til tider pompøst. Men numrene kan bære det. Faktisk står Girls In Hawaii i kontrast til resten af denne liste på flere punkter: ikke debutanter – langt fra. Det er også første regulære band og ikke soloartist. Til gengæld har de samme inderlighed i den ofte hviskende vokal som Allie.
Girls In Hawaii er aktuelle med Everest, deres tredje album siden debuten i 2004. Jeg faldt over nummeret “Misses” hos The Line of Best Fit, og blev ganske begejstret. Vi er tilbage i 2006-ish stort orkestreret indie med en rig instrumentbeholdning, fine vokalharmonier og smukke bevægelser. Bemærk især de modstridende melodier.
Girls In Hawaii – Misses
