Forleden gav Soundvenue seks sterner til Rihanna. Jeg er oprigtigt misunderlig på anmelderen over, at han øjensynligt havde en fed oplevelse – selv var jeg pænt skuffet. Hvorfor? Håndværket var ikke i orden. Rih’ sang måske halvdelen af tiden (måske, det er jo reelt set svært at afgøre), resten var et præindspillet backing track. Dansernes tøj lignede noget de havde lånt af TLC i 90erne og deres koreografi så meget af tiden ud som om, den var på alder med Rihanna selv (det var som knive i øjnene, når man lige har været til Beyoncé-koncert). Rih’ leverede (eller hendes backing track gjorde) hits som ”Man Down”, ”Umbrella” og ”Only Girl (In The World)” i uopfindsomme versioner, der absolut intet bidrog til oplevelsen af de ellers fantastiske popsange. Det er alt sammen ikke godt nok på Roskilde. Publikum ser for mange stjernegode musikere til at glemme, hvordan det lyder, når et band eller en sanger gør sig umage og spiller live.
Det sås blandt andet i dag, hvor James Blake og band med usvigelig præcision, dynamik og opfindsomhed tog vare på 60.000 ømme festivalgæster ved Orange. Sidst han spillede på Roskilde foregik det på Cosmopol, mens himlen faldt ned udenfor under torden og lynild, intimt og intenst. Med papvin som eneste proviant stimlede folk sammen på hans følsomme ø. Jeg var derfor spændt i dag: Kan han opretholde den lille øs tiltrækningskraft, når solen brager ned over støvede og tømmermændsramte mennesker i den orange fadølsdal? Ja. Blake var i vokal topform – og gjorde dermed Rih’s dovenskab til skamme – og fik med sin særlige kombination af sensitiv vemod og rytmisk kompleksitet stablet den helt rigtig Roskilde-søndags-blues på benene: Den vidunderlige, sociale sæbebobbel af kærlighed, man lever i med sine dejlige venner på festivalen, synger på sidste vers, inden hverdagen vender tilbage.
Som live act er James Blake særlig, fordi hans kompositioner med deres loops og rytmiske mønstre i høj grad har sine strukturer fra elektronisk musik, men reproduceres live på instrumenter (og lidt maskiner, selvfølgelig). Det var f.eks. en fryd for øret at høre hans trommeslager ”imitere” de maskindrevne beats med stor præcision og dynamik. Igen et eksempel på nydelsen ved godt håndværk, hvilket står i skarp kontrast til Rihannas trommeslager, der virkede anstrengt. James Blakes stemme, der lyder som smør på sprødt knækbrød, blev holdt konstant i ave af den heftige bas og de livlige beats. Det er også her Blake har sin styrke – som band. Han synger himmelsk, men når han er alene ved klaveret, kan han stedvist få en lidt pæn ensidighed i udtrykket, der ellers fungerer så godt i samspil med de to andre musikere. Igen fristes man til at kontrastere til Rihanna-koncertens komplet intetsigende guitarist og hans småkomiske AOR-soloer, der måske kunne have været retfærdiggjort af et kostumeskift i en af Rih’s mange pauser. Men hun skiftede aldrig sin beduin-dragt ud (hvilket jeg i princippet godt kan forstå, den var sej), og det var derfor med utålmodig undren, at jeg måtte lytte mig igennem den vest-klædte mands platte tirader, som i mine øjne ellers har sin sære ret på et numer som ”What Now”.
