Det stod nærmest skrevet i stjernerne, at Sekuoia var det perfekte navn til at lukke Apollo ned i opvarmningsdagene. Det musikalske talent fra Nivå er et produkt taget direkte ud fra den engelske scene omkring post-dubsteppen, der i højere grad implementerer en følsommere side af den pulserende bas. Sekuoia (med det borgerlige navn Patrick Alexander Bech-Madsen) har i længere tid stået som et af de største talenter, og i går brød han fri fra de mange genredefintioner, der har hvilet over ham, med en højeklektisk koncert, der både bød publikum op til dans og til indadvendt fordybelse. Meget skal gå galt for den unge musiker fra Nivå, hvis vi ikke om få år vil se Sekuoia selv være hovednavnet på en scene som Apollo.
Det er selvsagt umuligt nu til dags at overvære en koncert, der kan samle alle mennesker – slet ikke til en festival som Roskilde, hvor der særligt i opvarmningsdagene hersker en umiddelbarhed, hvor folk tilslutter sig og forlader en koncert som ved et klik på en lighter. Desværre medførte den evige tumlen rundt en ukoncentreret stemning, hvilket særligt kom til udtryk når Sekuoia, i aftenens anledning flankeret af guitarist og trommeslager, i typisk post-dubstep-stil dykkede ned i de mere intime hjørner af lydbilledet. Ofte var de trippende basgange det nødvendige middel, der holdt publikum på deres tærer, og det var et virkemiddel, som Sekuoia fornemt mestrerede sammen med sit band. Imidlertid er Sekuoia meget mere end adrenalintilførende bass in your face, og de emotive arrangementer, oftest båret af Sekuoias egen skrøbelige vokal, var det, der gjorde gårsdagens koncertoplevelse så mindeværdig. Udfordringen bliver nu for Roskilde Festivals publikum at vise mere interesse i musikken, for ingen koncert kan se sig selv uafhængig af en vis koncentration og fordybelse fra musikkens modtager.
For måske gør Roskilde Festival sig selv en bjørnetjeneste ved at tillade en så anarkistisk stemning på Apollo, hvortil alt må medbringes, det værende gimmicks eller øl fra lejren. Man kunne fra starten mærke en beruset stemning på publikum, hvilket kan være til kunstnerens fordel, hvis der indfinder sig en gensidigt fordelagtig kontakt igennem alkoholens rus. Desværre kom gårsdagens kommunikation i høj grad kun fra scenekanten, hvilket bandet flot stod imod. Dette beklagelige irritationsmoment eskalerede specielt, når man flere gange blev et gidsel imellem flere fløje, der havde valgt at bekrige hinanden med flyvende øldåser. Det er sjældent, at det rør mig, og særligt på Roskilde Festival, men det er knapt så sjovt, når det sker en onsdag aften i 16 grader. Taknemmelig var jeg dog for, at Sekuoia leverede en flot koncert, og så længe man lytter ordentlig efter, kan man lukke alle sorger og problemer ude.
