Det er begrædeligt at se levende legender gå til grunde. Hvor højt vi end har hævet dem op på berømmelsens tinder, må vores “idoler” ligesom vi selv gå til grunde. Memento Mori står skrevet overalt; selv på populærkulturens stjernehimmel. Nogle fanatikere ville mene, at vi en dag får et stjernebillede som forestiller Muhammad Ali i en rullestol. Jeg tror umiddelbart, at universet har andet at tage sig til.
Selvom legendernes fald fra tinderne efterlader et tomrum, står der altid en ny generation som bør og skal formidle energien videre. I de sidste par uger har denne bevægelse været ganske tydelig i musikkens verden.
David Bowie – Where Are We Now
I starten af januar udgav David Bowie den første single fra hans kommende album “The Next Day”. Efter 10 års album pause fra en af popmusikkens største artister, havde stilheden affødt en række af spørgsmål og bekymring over Bowies fravær. Så nettet emmede af forventning og måske især forundring. For hvem var denne skikkelse som påstod at være David Bowie?
David Bowie – Life on Mars.
Nostalgisk, langsommelig, grå og “musikalsk afkræftet” var nogle af de adjektiver som både musik og mennesket i den tilhørende video vakte til live. Den engang så virile, ikoniske, fremsynede og androgyne artist havde forlagt alt det, der gjorde ham til en legende.
I sin årtier lange storhedstid var han en sangskriver som mestrede det simple og iørefaldende. Men også en kunstner som var nysgerrig efter at erobre nye territorier. Han evnede at fusionere det avantgardistiske med det populær kulturelle, og hans indflydelse på vor tid er blandt andet synlig i Lady Gaga’s pop-persona, som trækker heftigt på Bowie’s Ziggy Stardust periode.
Manden som rystede sin samtid med sin (homo)seksuelle åbenhed og et dertilhørende fremsynet visuelt univers, som lagde kimen til glam, punk og gaga, havde nu taget til takke med at formulere sig igennem det uinspirerede. Det musikalsk middelmådige.
”As long as there is fire
as long as there is rain
as long as there is fire
as long as there is fire
as long as there is me
as long as there is you”
Er de sidste linjer på Bowies nye single. Både musik, tekst og performance er afrundet af en følelse af nostalgi og den sidste rest af energi(fire), som bebor et afkræftet menneske, der knap nok orker at synge sine sange.
Meninger var delte i kølvandet på sangens udgivelse. Forståeligt nok, for denne sang står mest af alt som et vidnesbyrd på at energien, legemsvarmen; de 37,5 grader Celsius som er blevet os lånt af solen, i selv de største og mest flamboyante skikkelser brænder på lånt tid – med den sandhed i Solar Plexus, står Bowies “Where are we now” som et de mest rystende stykker musik jeg stået til ansigt med længe. Måske især fordi det ikke er malet så tydeligt, som eksempelvis Johnny Cash gjorde det i sit cover af Nine Inch Nails klassikeren ”Hurt”. Bowie er mere subtil og lader tematikken hænge som en sløv grå mathed i “Where are we now“.
Blot en måneds tid efter toner et andet menneske frem i horisonten. Et menneske som langsomt er ved at støbe sig selv i den form som populærkulturelle legender galvaniserer deres liv og levned i.
Beck – Sound and Vision.
http://youtu.be/QnOmrDzRrGQ
Beck har påtaget sig den opgave at fortolke Bowie’s mesterværk “Low” fra 1977. Et album som blev undfanget i Berlin, da muren stadig delte byen i øst og vest. Den selvsamme by som er det mere åbenlyse lyriske fokuspunk for “Where are we now”, og hvor nostalgien i Bowies tilfælde dræner sine lyttere for livsenergi gør Beck’s nostalgi det absolut modsatte.
I selskab med 157 musikere bruger Bech ni et halvt minut på anskue sangen “Sound and Vision” fra et utal af vinkler. Det er ikke perfekt, men det er slet ikke meningen. Det er modigt. Det er nærmest encyklopædisk og vibrerer af hele musikkens historie. Det er livsbekræftende og man bliver som menneske hensat til en tilstand af livs-eufori, og for det skylder vi ham tak.
En tak for at han viderefører musikkens energi, staffet om du vil, og udviser stor respekt for de mennesker som har aftegnet det musikalske landskab, som han bebor, fornyer og genopliver.
Beck – Round the Bend.
Bowie – Subterraneans (Fra albummet Low)
http://youtu.be/Yke-c1z8_9Q
