Gæsteindlæg: Vi har endnu en gang sendt Rasmus Damsholt sydpå – nærmere bestemt til en af de branchefestivaler, der udgør Europas vinterlige oversvømmelser. Januar dedikeres til den største af dem: Eurosonic i Holland. Rasmus arbejder til daglig på pladeselskabet Tambourhinoceros, er manager for hyper-aktuelle og hypede Schultz & Forever og har tidligere været tilknyttet Frost Festival, Volcano og teaterkoncerten Hey Jude.
Den ellers så afslappede lokalbefolkning må en gang om året leve med, at håbefulde unge bands, smarte hipsterbloggere og erfarne musikbranchefolk indtager deres by for en uge i den nye musiks tegn. For Eurosonic betegnes som den største såkaldte ”showcase festival” i Europa. En showcase er en koncert på halv time til 45 minutters varighed, sat op for at artister og bands kan vise sig frem for pladeselskaber, festivaler og andre relevante personer. Alle dem som man gerne vil vise, hvad man kan, deltager i Eurosonic. Derfor er der hård kamp om pladserne på Eurosonic Festivals program, og derfor altid et skarpt line-up – et line-up, der stiller skarpt på morgendagens stjerner.
Ingen Rihanna
Eurosonic Festival skiller sig ud fra andre festivaler på mange måder . En af de mest iøjenfaldende forskelle er, at der ikke bliver lavet en traditionel festival plakat, hvor alle navnene er listet op i forskellige skriftstørrelser, alt efter hvor store de defineres at være. I bedste idealistiske stil fungerer Eurosonic Festival efter princippet ”alle-bands-er-lige-meget-upcomming”, så der er ingen store navne til at trække billetsalget. Eurosonic er en pakke, hvor man må stole på indholdet, når man køber sin billet. Selvom navne som Jake Bugg og C2C måske alligevel har tryllet et par ekstra armbånd på de hollandske arme.
200 forlommer
Der er ingen tvivl om, at det almindelige publikum er til for at få forretningen til at løbe rundt. Branchefolkene kommer i første række over det hele. Det ses tydeligt i det kæmpe lukkede konferencecenter, der til lejligheden er indrettet med cafeer, konferencelokaler, speedmeetings og meget andet, hvor venner og kollegaer i musikbranchen på tværs af landegrænser kan mødes.
Men det vildeste eksempel på at Eurosonic tager ordet ”branche” meget alvorligt, blev for mig, da jeg var på vej til Jake Buggs koncert.
Jeg bliver mødt af en mange meter lang kø. Men køen er delt op i to rækker. En række for ”almindelige mennesker”, og så en for akkrediterede. Så jeg slanger mig ind med mit pressekort og kan med en smule skamfølelse overhale de småmopsede hollændere, som sandsynligvis aldrig fik hørt det engelske vidunderbarn. 200 forlommer på få sekunder er en lidt blandet følelse.
En anden sjov gimmick, der er lavet på forsøgsbasis, som er lige sej for branche, som for almindelige koncertgængere, er at alle festivalarmbånd er udstyret med en chip. Den lille fætter registrerer alle de koncerter og konferencer jeg er til, så hvis hele ens aften skulle være skyllet ud i al for små fadøl, så vil en venlig mail dagen derpå genopfriske ens hukommelse med hvad man hørte den foregående aften. Fantastisk – og så kan Eurosonic samtidig måle præcis hvor mange publikummer, der har været til alle koncerterne. Spændende at se om Danmarks egen showcase festival, Spot Festival, har været nede og hente inspiration i Eurosonics tjekkede add ons.
Jake Bugg
Eurosonic Noorderslag har som filosofi ikke at have headliners, alle acts er på vej op, ingen er større trækplastre end andre. Dog må en kun 18 årige Jake Bugg, trods Eurosonics idealistiske filosofi, betragets som et af dette års hovednavne. Med sin karakteristiske stemme og sin naive og oldschool tilgang til at skabe musik, der lyder som var det skrevet og indspillet i 60´erne eller endnu før, overrasker det ikke, at der denne aften er flere til stede, som sandsynligvis har oplevet 60’erne på egen hånd, selvom Eurosonics publikum almindeligvis afspejler, at Groningen er en universitetsby med en lav gennemsnitsalder.
En lang kø foran spillestedet indikerede, at forventninger var store, men Jake Bugg indtog noget ubekymret scenen. Publikum holdt ikke deres glæde tilbage, da han uimponeret leverede sine skramlede hits ”Lightning Bolt” og ”Two Fingers”, flankeret af sin guitar i samspil med trommer og bas. Hvis den unge Bugg bliver ved med at skrive nyklassikkere som de to førnævnte, så er der ingen tvivl om, at han nok skal få sig en plads i historiebøgerne, som ham der genopfandt en genre, få før ham har turde tage frem igen. Så er det spændende at følge med i, om han slavisk forfølger sine inspirationskilder, eller om han samler sig og finder sin egen retning, der kan sikre flere fremragende numre. Lige nu lyser han dog som et af de største engelske håb længe.
Juveniles
På festivaler som denne, hvor man – ligegyldig hvor indie og opsøgende man er – ikke kender halvdelen af programmet, så prøver jeg mindst en gang om dagen at gå til en koncert, hvor jeg ikke kender artisten. Det har givet mig nogle ret pudsige koncertoplevelser – eksempelvis på Roskilde Festival, hvor jeg især har fået nogle specielle oplevelser, da en decideret verdensscenen eksisterede, og man kunne blive overrasket af 20 saxofonister eller en kæmpe improviseret balkanfest.
Torsdag aften trådte jeg ind på den lille scene, på spillestedet Simpleon og blev næsten blæst helt ud igen af en smittende charme og energi, som jeg ikke har set magen til siden Turboweekend var på deres højeste.
Juveniles forsøger ikke at flygte fra den sterotype forestilling om fransk electropop. Hvorfor også gøre det, når det fungerer med sød 80’er synth og catchy basgange krydret med håndspillede effekter?
Men dybden og originaliteten i kompositionerne var stadig ikke helt på plads. Nede i publikumsrækkerne kunne vi godt mærke, hvor Juveniles ville hen, og vi ville gerne med, men vi kunne ikke helt følge med. Der var godt tryg på, oppe på scenen, men det blev til tider en monoton lyd, som smed os en lille smule af.
Hvis Juveniles får arbejdet på at gøre deres lyd mere nuanceret, og holder den gode liveenergi, så er jeg ikke i tvivl, at vi kommer til at se dem snart igen. Måske med en koncert i Danmark?
Ewert and the Two Dragons
Bandet formåede at fylde den store Maschinefabrik, selvom det er et af de venues, der ligger længst væk fra Groningens centrum. Publikum var tydeligvis kommet med store forventninger, og de estiske gutter kvitterede med et ni mand stort orkester – lidt af en kontrast til de ellers så direkte og skarpe indspilninger.
Albummet Good Man Down er en forfriskende omgang folkpop, med sange som er svære ikke at nynne med på.
På indspilninger er der ikke meget at klandre bandet for, men Ewert og hans band mangler måske stadig at finde deres stil live.
Jeg er helt sikkert på, at vi med afsæt i Good Man Down kommer til at høre mere til Ewert, men live blev de så fine numre lidt for storladne og prætentiøse – det overskyggede desværre de gode melodier. Numre som “Jolene“, “(In The End) There Is Only Love” og “Good Man Down” blev leveret med sikkerhed og uden violin, blæsere og jazztrommer, som i andre sange føltes som unødigvendigt fyld, der kun forstyrrede den gode sangskrivning. Det er ikke en opfordring til, at musikere skal præsentere præcis det som publikum forventer, men der må være en mellemvej mellem total naivitet (nogen gange nærmere arrogance over for publikum) og så det sikre. Men herfra skal lyde en stor anbefaling til at lytte til Good Man Down, og så må man håbe på at Ewert and the Two Dragons har fundet formlen live, når de forhåbentlig snart gæster Danmark.
Den er der næsten
Fælles for Juveniles, Jake Bugg og Ewert and the Two Dragons, er følelsen af ”at den næsten er der”, og sådan var følelsen generelt på hele festivalen. Men da jeg så det næste act, så var jeg ikke i tvivl om, ”at den allerede ER der.” Og mere til:
C2C
DJ-kollektivet er for mig at se det sikreste kort Eurosonic spillede på dette års festival, og der venter årets Roskilde Festival publikum et sublimt liveshow, når de fire turntable magikere bringer til sommer bringer publikum i gennem så forskellige genrer som hiphop, funk, soul, jazz og dubstep. På Eurosonics største scene, Cathedral, fyrede C2C den af torsdag nat. Ved første øjekast havde C2C medbragt et ret simpelt set up: fire dj-pulte med lidt visuals på forsiden af podierne. Men sammenspillet mellem lys, visuals og lyd fungerede fantastisk godt. Når de fire optrædende så samtidig havde små indøvede og diskrete koreografier, så bevæger vi os i grænselandet mellem show og koncert.
Men det må have været tydeligt for enhver, også selvom alle lige er blevet skræmt i deres grundvold af Beyoncé singback, at de her drenge spillede deres set live. Hvis man skal forklare, hvad publikum kan forvente til et C2C show, så var vi i Cathedral-teltet vidner til Den Sorte Skole med ekstra dimension af levering og udadvendthed. Fire fyre, som formår at inddrage publikum på en helt anden måde, med visuals som passer til rytmen, og dj’s, der bytter plads og med store armbevægelser hele tiden viser, hvem der gør hvad, så man kan føle musikken på en helt anden måde, end når en dj står sammenkrøbet over pulten og fedter med at få et mix til at passe. Dermed ikke sagt, at det også kan være helt retfærdigt, at være total indadvendt ved pulten, men der var noget originalt, friskt og især bredt appellerende ved C2Cs optræden.
Der, hvor showet kammer en lille smule over, er da gruppen pludselig hopper frem foran pulten og springer ud som MC’s. De rapper Beastie Boys for at hylde Adam Yauch, men her synes jeg så, at vi er ude i noget, der mere ligner et billigt plagiat, frem for de ellers så opfindsomme samples, mixes og nye numre, vi blev præsenteret for tidligere i settet. Følelsen var helt klart, at de skulle være blevet bag skranen. En blasfemisk fornemmelse nærede mig også, i en genrer, som jeg tidligere var imponeret i, som jeg ellers ikke føler mig hjemme i. Det skal dog siges at publikum var helt med hele vejen og sagtens kunne have klaret en time mere af samme skuffe.
Flere gange står der på min notesblog, at det her crew uden tvivl bliver det næste store. Og hvis jeg i anledningen af at Eurosonics store branchedel skal tillade mig at tage de briller på, så vil jeg, gerne tage hatten af for den person, som har set de firedobbelte vindere af VM i hold scratch og tænkt, at her er der både hit- og livepotentiale. Respekt for det – denne gruppe kommer til at ramme verden, som et frisk pust og modsvar til den kedelige og umusikalske EDM (electronic dance music), hvor hjernedøde navne som Swedish House Mafia og Deathmau5 leverer liveoptrædener for tusindvis af mennesker, hvor det stort set bare er en press-play performance, blottet for musikalsk levering, og hvor det hele bliver tabt i showet.
Her fik vi faktisk en oplevelse af originale og håndspillede mix.
Imponerende dansk line up
Det danske line up i år talte Broken Twin, MØ, Rangleklods, Indians, Lukas Graham, Nelson Can, The Good The Bad, Turboweekend, Efterklang. Disse artisters niveau giver en god indikator på, hvor ambitiøs en festival Eurosonic er. Men endnu vigtigere fortæller det danske line up også om, hvor stor talentmasse vi har i Danmark i øjeblikket, når man kan stille med en så lang række seriøse bud på acts, som har potentiale til at slå igennem i udlandet meget snart.
Jeg vil ikke gå i dybden med de danske artisters optræden, men der var nogle fantastiske præstationer i Holland, og jeg vil klart anbefale jer de danske faner fra Holland. Især anbefalelsesværdig var Efterklang og MØs optrædener.
