Trailerpark føltes mere lokal og mindre kosmopolitisk i år. Jeg har ikke sammenlignet antallet af danske navne i dette og sidste års program, men personligt havde jeg fornemmelsen af, at festivalen i højere grad var repræsentant for en dansk scene i denne omgang. Det havde sine fordele og ulemper. Der var færre must-see-navne i mine øjne, tilgengæld for at der var flere, jeg ikke kendte, hvilket er en luksus i sig selv. Især på en så velkurateret festival som Trailerpark: Selv det mindste navn er valgt med nøjsommelighed. En dygtig kurator tør samtidig vise sin smag, hvilket også skinner igennem på Trailerpark. Det er på mange måder et ret homogent univers, du træder ind i. Det vil de fleste også opleve i forhold til stedets æstetik, der på smukkeste vis vender og drejer muligheden for dekoration, der rent faktisk føles dekorativ og ikke formelt påklistret. Alt sammen foregår med en Christiania-agtig venlighed, der måske godt kunne afveksles med en mere udfordrende ambition fra tid til anden. Indrømmet, det er et svært krav at stille, da det er ret forskelligt, hvad folk opfatter som udfordrende. Især fordi Trailerparks koncept kredser om muligheden for kunst i nattelivet, hvilket i sig selv er et felt, hvor forskellen mellem kulørt, fortryllende Tivolisme og egentlig emotionel eller tankevækkende bevægelse kan være svær at opretholde. Afgørende er det i hvert fald, at det er indbydende, hvis publikum skal gide at tage sig af det. Og Trailerpark har valgt at spille på følelsen af velkommenhed, hygge og tryghed – i hvert fald hvis man er en typisk musikinteresseret, ung købehavner. Det lykkes dem helt utroligt godt. Alternativt kunne man bruge mere energi på at udforske nattelivets uhyggelige side. Det skræmmende ved mørket, den høje musik, alkoholen, de fremmede mennesker og erotikken er jo også på sin egen måde indbydende. Jeg gad godt se Trailerpark kigge denne del af ungdommens natteliv i øjnene og eksponere den mere i de installationer, der stilles op. Den Tivoliske forlystelse skal helt sikkert have lov at skinne, men man kunne sagtens gøre mere ud af at vise dens skyggeside. Faren er i hvert fald at festen får en lovlig poleret overflade. Er jeg den eneste der har det sådan? Fordelen ved det hyggeligt indbydende er at publikum ikke holder sig tilbage for at prøve de muligheder, der står til rådighed. På den måde har Trailerpark et skær af det, Roskilde er så god til, nemlig at skabe en – for at bruge et lidt pres udtryk – voksenlegeplads.
Personligt havde jeg svært ved helt at gennemskue ideen med homotemaet på Rebel Stage fredag aften, hvor en række homoseksuelle musikere og dj’s spillede op. Det er sympatisk og meningsfuldt, at festivalen gerne vil promovere og fremme det homoseksuelle musikmiljø, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt man når formålet ved at samle alle de homoseksuelle optrædener på række. Det er jo hverken en speciel musik eller optræden, der dermed signaleres, heller ikke en bestemt fest, men alene musikernes seksualitet. Og hvad skal publikum bruge den oplysning til? Samtidig opstår der den potentielt underlige, implicitte antagelse, at alle andre musikere på festivalen ikke er homoseksuelle. Og hvad med de biseksuelle? Det er ikke for at spille politisk korrekt, og jeg håber meget, at opstillingen har kunnet fremme homoseksuelle musikere og dj’s, men jeg har svært ved præcis at se ideens effekt og funktion. Hvad synes I? Gav det mening?
Hvad angår viften af danske navne var især søndagens program interessant. Kala-OK, som er et band, man måske har hørt tale om over sommeren, fyldte lytternes tømmermændsramte følelse af tomhed med fyldig og galoperende rock. Specielt trommerne var bemærkelsesværdigt opfindsomme og lokkede ofte sangene ind i længere abstrakte passager, hvor den fyldige lyd vandt lidt af den transparens, man ellers godt kunne savne – man fik tid til at forstå og høre de enkelte elementer, hvis funktioner kunne folde sig mere tydeligt ud. Desværre gjorde den manglende transparens de vokale passager og kor uklare og lidt rodede. Jeg kan ikke udelukke at en del af grunden lå i Rebel Stage’s lydforhold.
På Royal Stage kunne man bagefter høre Broke, der heller ikke er bange for de abstrakte passager, men som knytter det langt mere til elektronikken. Koblingen fra den hårdere ende af rockmusikken til de elektroniske spor fungerede overraskende godt, især i de dele, hvor en guitarsolo næsten meditativt kæmpede sig ind på beatet vha. melodier uden skæret af sentimentalitet og langt fra rockens klicheer. Overraskende nok blev den forjættede MØ pludselig inviteret på scenen. Hun har fået en del opmærksom hos f.eks. Soundvenue og står bag et par særdeles lækre tracks, især ”Pilgrim” som er meget lytteværdig. Det var derfor en glædelig overraskelse, men desværre gik det helt galt med lyden. Man kunne ikke høre et ord af, hvad der blev sunget i verset, og omkvædet lå svagt i baggrunden. En fortvivlet lydmand forsøgte at løse problemet, men fandt aldrig dets årsag. Desværre et lidt mystisk anti-klimaks på en ellers velfungerende koncert.
En stemme man derimod godt kunne høre var Lydmors, der sang sig ind folks hjerter tilbage på Rebel Stage efter Broke. Trailerpark har efterhånden disket op med en del kunstnere i genren sanger-alene-med-elektronik. Jeg husker bl.a. Emikas optræden sidste år, hvilket var en stenet oplevelse (hun spillede i øvrigt på Strøm i år). Touchy Mob, der er en tysk kunstner, dyrker samme koncept og spillede også søndag (han spillede tilgengæld også på Roskilde i år – super fed koncert. Vent, booker de danske festivaler de samme navne?). Lydmor klarede skærerne med at være alene på scenen ganske godt. Imponerende ligefremt inviterede hun publikum ind i sit univers, der måske ikke var perfekt, men som var ærligt og personligt. Med masser af inspiration fra bl.a. Björk sang hun sine inderlige, men beslutsomt udadvendte kærlighedssange, der selvsikkert rungede igennem søndagstågen på Rebel Stage, der nok hjalp lige lovlig meget til med rungeriet.
Trailerpark Festival er altid en enestående oplevelse. Også den festlige ende af skalaen fungerede fint, især Jimmy Edgar der i hvert fald fik mig til at glemme, at jeg ikke ryger cigaretter. Vi ses til næste år!
