Her på fjerdedagen runder vi trods tømmermænd bas-temaet af med et par danse-glade tracks, som måske kan hjælpe én til at rejse sig ved det træ, man er faldet.
Vi har været lidt omkring de sidste par dage. I går handlede det om bas i arabisk hip hop. I dag skal vi have fat i noget lidt mere lørdags-egnet, dansabelt basmusik.
Plastician – Plasbar
I starten af april udkom dette track, “Plasbar”, af Plastician på Terrorrhythm Recordings – et navn der taler for sig selv. Stilen på nummeret er ligefrem, konsekvent og næsten voldelig. Det går i din krop med fysisk magt. Samme stil lægges for dagen i hans andet hardcore danse-track “Hard kore” (!).
Plastician – Hard Kore
For at opveje de næsten aggressive danse-fremstød hos Plastician, kan man ty til den mere spændstigt drilagtige stil, som man finder nye Funkystepz‘ seneste udgivelse, der tænder for en old-school UK-Funky-maskine .
Funkystepz – Jigga
Der er noget skamløst og crowd-pleasing ved Funkystepz, som er ret charmerende.
Funkystepz – Royal Rumble
Et ligeledes smældende nummer, men som bestemt ikke har dansegulvet som umiddelbart mål er Logos‘ ”Kowloon”, der også kom i april. Det er et track med en speciel energi, som om det hele tiden er lige ved at blive til et danse-track, men aldrig bliver det.
Logos – Kowloon
Det var alt fra denne omgang bas-tema! God lørdag!