Avantgarde popnummeret “In the Same Room” er udrindende uges bedste opdagelse. Nummerets poppede lethed til trods har jeg Julia Holter mistænkt for at have en klassisk baggrund. Der er noget harmonisk, næsten romantisk over numrene på Ekstasis, amerikanerens netop aktuelle anden udgivelse. Over det avancerede lydunivers, som trods sin umiddelbare skønhed fremstår utilnærmelig i sine lange, sfæriske monologer af instrumentale stykker. Men så alligevel ikke helt. En fortrolighed er til stede i stemmens hvisken. Den omfavner sin lytter og skaber en tryghed ikke ulig den Stina Nordenstam, en mors godnatsange eller Sol Seppy fremkalder.
Tryghed er afhængighedsskabende, og det er “In the Same Room” også. Det er selvfølgelig pladens hit, adgangsbilletten til resten, om man vil. Efter ti lyt i stræk fik jeg i hvert fald lyst til mere Holter, efter tre gennemlytninger af udgivelsen i sin helhed fik jeg for alvor mod på at høre den igen, og nu ønsker jeg konstant at blive lukket ind i det så skrøbelige, dog selvsikre univers.
Ekstasis er ude på RVNG Intl., dem som tidligere på året udgav Blondes’ debut. Begge disse album ekskluderer deres lytter, som gemte de på en dybere mening, en hemmeligholdt erkendelse, som de egentlig ikke vil åbenbare. De kræver overtalelse og indrømmelser. Og så, pludselig, opdager du at de er blevet venlige. Medsammensvorne. Ekstasis er lige så godt selskab på dit soveværelse, som det var for Julia Holter selv.
Julia Holter – In the Same Room
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/03-In-the-Same-Room.mp3]
Julia Holter – Our Sorrows
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/02-Our-Sorrows.mp3]
