Ryst froststivheden af kroppen med denne signaturs mest imødesete elektroniske album siden The Field.
Vi har ventet længe. Tre år, faktisk. Siden John Talabot udgav gennembrudssinglen “Sunshine” tilbage i 2009, har vi kigget langt efter et fuldlængde album fra den ellers produktive producer, som udover adskillige ep’er er blevet noget nær hofremixer for cremen af indiebands – Glasser, The XX og Delorean nævnes i flæng.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor så mange forelskede sig i John Talabot, som er noget af det tætteste, man kommer på original lyd i dag. Også på dette aktuelle, Permanent Vacation-udgivne album, Fin, varetages fremdrift, dynamik og legesyge af housede rytmer og konstant vekslende melodier. Hårdt smældende, programmerede beats kombineres med den varme, organiske lyd fra håndspillet balearic percussion som bongetrommer og koklokker i et ganske lavt tempo og med tålmodig opbygning – John Talabots numre sniger sig ganske sjældent over 118 beats i minuttet, og bevarer herved en ganske tilbagelænet fornemmelse. Jeg mærker virkelig den sydlandske rivieras sol, dufter saltvandet og smager de farverige drinks, når discoslaskerne “Journeys”, “When the Past was Present” og “Oro y Sangre”, der lyder som et helt cirkus, fyrer op under kedlerne. John Talabot hugger referencer og samples med arme og ben. Popkulturen omfavnes, og de første 15 sekunder af “When the Time was Present” kunne snildt have været introen til et af Pet Shop Boys’ hits.
John Talabots stil kan synes overlæsset. Numrene fabulerer melodi efter melodier frem. Altid i forlængelse af den foregående, og dog stadig fuldkommen anderledes. Oftest med klassisk synthlyd, men også med programmerede violiner som på “Last Land” – sammen med “Missing You” det tætteste, vi kommer på Talabot-house anno “Sunshine”. Derfor er det som regel andre kendetegn end en specifik melodistump, der fæstner numrene i hukommelsen. De organiske beats, samplede vokaler eller fløjten (eller skriget?) på “Oro y Sangre”, der nærmest overfalder lytteren, f.eks.
“We are family now” messer gæsten Pional på “So Will Be Now”. Det er sikkert en kommentar til scenen omkring Talabots eget, pladeselskab Hivern, som bl.a. udgiver Pional, men er unægteligt også et godt billede på den varme, Fin spreder i hele lytterens krop. Det er tiltrængt. Fin bringer endnu mere solskin end “Sunshine” gjorde.
John Talabot – So Will Be Now (feat. Pional)
John Talabot har netop indspillet mixtape nr. 315 i Fact Magazines’ serie. Lyt her.
Regnsky er del af P6 Beat-programmet KLiKs panel af bloggere. Eva besøger torsdag programmet, og denne gang taler hun om den spanske housebølge og især John Talabot. Lyt med torsdag fra kl. 13 her.