Årets album – januar & februar

Et år er lang tid. Men ikke tid nok til, at alle gode udgivelser og genfund kan få den fortjente opmærksomhed på Regnsky. Klog af skade må jeg indrømme, at de bedste album af og til først åbenbarer sig længe efter udgivelsesåret er rindet ud.
Konsekvensen heraf bliver, at 2011 ikke sendes af sted med en traditionel årsliste over de bedste album, men at musikåret i stedet fejres ved et kronologisk tilbageblik på de udgivelser, som oftest er strømmet gennem mine højtalere i året der gik – fra 2011 såvel som ældre. Der er intet system – nogle måneder var ep’erne bedst, nogle var to plader lige fantastiske, og i nogle var behovet for gensyn større end lysten til safari i den vildtvoksende indieskov.

I dag gælder det januar og februar – vintermånederne, som vi netop er trådt ind i igen. Jeg bilder mig ind, at pladerne, Destroyer undtaget, har en del fællestræk. En søgen i sjælen, som kommer ganske forskelligt til udtryk: Gennem Sufjan Stevens pludselige vekslen mellem det stort orkestrerede og det intime, i Paxton Fettels indadvendte repetitioner og i Alcoholic Faith Missions kollektive march.

Januar

Destroyer – Kapputt
Dan Bejars andet projekt end The New Pornographers nåede først mine ører i 2011. Men med hvilken elegance! Trods lån af virkemidler fra softrock (saxofon, langsomme akkorder på akustisk guitar), flyder fløden ikke over. I stedet sender Destroyer os til varmere himmelstrøg – til et blødt lys, modne frugter, lunt sand og gode drinks. Fristende i januar? Åh ja. Destroyer holder balancen, og undgår at tippe helt over i det 80’er-Baywatch sukrede. Bejar og co. bevarer den hårdt optjente indiecred med fabelagtigte tekster, hvor både det tiltrækkende og afskrækkende portrætteres. Bedst på titelnummeret “Kapputt”:
“Wasting your days/chasing some girls, alright/chasing cocaine through the back rooms/of the world all night.”
I kraft af sin detaljerigdom i genre og instrumentering og sin humor og vid i lyrikken, sender Kapputt stadig varme vibrationer gennem kroppen et år efter udgivelsen.

Destroyer – Savage Night At The Opera
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/03-Savage-Night-At-The-Opera.mp3]

Sufjan Stevens – The Age of Adz (2010)
At Sufjan Stevens ikke var repræsenteret på en eneste af sidste års best-of lister anser både Morten og jeg som en af årets absolut største brølere.
The Age of Adz er om noget et værk. Trods Sufjan i den fem år lange pause fra Illinois (2005) til The Age of Adz voksede fra sin tidligere bedste ven, banjoen, og delvist erstattede den med programmering og elektroniske forvrængninger af klassiske instrumenter, består intimiteten stadig. Eksemplet er “I Walked”, en post-breakup kærlighedserklæring, hvor følelsen af savn er så stort, at det ikke ville kunne være i de tidligere folkklæder. Det er et portræt af det nære, men ikke spor simple. Sufjans stiller diagnoser af store følelser med ømme finesser i et fabulerende legesygt univers, og i kombination med to samspillende modsætninger – vokalens beherskede klagesang og de misundelsesværdigt konkrete tekster – kan Sufjan tilsyneladende alt på The Age of Adz. Så godt, at man på intet tidspunkt savner banjoen. Og kun føler en barnlig glæde ved genhøret i de afsluttende minutter af den 25 minutter lange lukker, “Impossible Soul”.

Sufjan Stevens – I Walked
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/I-Walked.mp3]

Februar

Paxton Fettel – From the Surface and Upwards EP
Alcoholic Faith Mission – And the Running From Insanity EP

Februar var en sløv udgivelsesmåned uden nogle særlige tilføjelser til mit musikbibliotek. Ud over to på papiret ganske forskellige ep’er: house-supertalentet Paxton Fettels debut og indiekollektivet Alcoholic Faith Mission forløber til lp’en Ask Me This fra oktober. Ep-formatets styrke ligger i fokus på de enkelte tracks, hvor imod albumformatet prioriterer en sammenhæng mellem de enkelte numre. Både Paxton og AFM’s ep’er er samlinger af fuldkomne numre, der står stærkt i ensomheden, men hørt i relation til deres naboer fremviser et ypperligt billede af projekt og bands respektive talenter.
Hvor AFM kan insistere, kan Paxton Fettel fabulere. Numrenes progression synes intuitiv. De er mildt overraskende, men bevarer altid en venlig åbenhed mod lytteren – virkemidlerne er som oftest relativt simple: et gentaget klavertema med få variationer, et beat med filter på hver anden takt. Det deephouse-langsomme tempo og de oftest dur-baserede melodier gør Paxton Fettels debut – den første af seks ep’er i 2011 – til en tillokkende og indbydende sag, som du kan høre her.

Musikkens – følelsernes – nødvendighed præsenterer Alcoholic Faith Mission i helt andre musikalske klæder. Tre numre fra And the Running With Insanity bed sig fast i slutningen af den mørkeste vinter, for de reflekterede humøret skræmmende godt. Den højstemte melankoli, Broken Social Scene og Arcade Fire varetog så glimrende over there, og som efterhånden må siges at synge svanesang på den internationale scene, fortolker danskerne i en særegen stil, der giver langt mere end kunstigt åndedræt. Hos AFM er trommerne ofte de programmerede af slagsen, hvilket føjer ekstra point til bandets personlighedskonto. Den bugner nu i forvejen med AFM’s fyldige lyd: listende guitarriff, Kristine Permild og Thorben Seierøs særegne vokaler i harmoniske kollissioner, fjerlet piano og rytmiske traveture. Mest behændigt eksekveret på “Legacy”, hvis mange stykker smedes fornemt sammen af de ekvilibristiske solopræstationer – ikke mindst på blæsere. “Drowning (In myself)” brød få anmeldere sig om, de kritiserede det netop for at være usammenhængende. Et kritikpunkt, jeg stadig ikke kan høre. I stedet hoppede jeg i med begge ben, og lod de store følelser oversvømme mig nummer for nummer.

Alcoholic Faith Mission – Legacy
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/02-Legacy.mp3]