Roskilde Festivals nye scene, Gloria, er en svær størrelse. Den afhænger fuldkommen af, om der er koncert på Orange Scene eller ej. Er der det, kan publikum i Gloria-teltet have den tvivlsomme fornøjelse af to koncerter på en gang. Eftermiddagens to koncerter indenfor de famøse “alternative” omgivelser illustrerede dilemmaet med denne scene ganske glimrende. Amerikanske John Grant fik sin koncert i fred, mens danske Kloster måtte trækkes med Arctic Monkeys’ buldren fra Orange.
John Grant indledte med sin koncert kl. 15 lørdag. En koncert, en hel del danskere tydeligvis havde set frem til – mon det har noget at gøre med, at den tidligere The Czars-bagmænds første album under eget navn hedder Queen of Denmark, og denne form for patriotisme altid har det godt på en festival? Titelnummeret høster under alle omstændigheder koncertens største klapsalver.
Akkompagneret af klaver, synth og en enkelt assisterende musiker er Grants stemme koncertens absolutte midtpunkt. Heldigvis. Den er fremragende, og barytonen får lov til at fylde størstedelen af lydbilledet. Dermed tilfalder det koncentrerede publikums fokus naturligvis teksterne, som Grant giver grundige introduktioner til. Desillusionen er mærkbar, men krydret med Grants karakteristiske selvironi er publikum i godt selskab. Koncertens mest overbevisende numre, “Marz” og i særdeleshed “Outer Space”, som vi får midt i settet, løfter John Grant fra det kompetente til det fremragende – men dog kun i disse momenter. Lidt over en time er desværre en smule for meget for publikum, der begynder at sive ud af teltet og for Grant, hvis karakteristisk “nasale”-keyboardlyd begynder at tangere det monotone. Dermed ender det simple setup både med at gavne Grant og være en forhindring.
Mens John Grant havde fuldkommen ro til at udfolde sine intime sange, måtte de neddæmpede danskere i Kloster kæmpe en anderledes kamp, da de kl. 19 indtog Gloria. Mikael R. Andreasens – i den bredde befolkning – rimelig ukendte soloprojekt bestod i Roskilde-anledningen af 5 yderligere musikere på alverdens instrumenter – klokker, afrikanske skåle, harmonium og alverdens fløjter foruden traditionelle rock-instrumenter. Musikken var nu ingenlunde traditionel – blot båret af traditioner.
Kloster live på Roskilde Festival er et ambitiøst projekt. Musikken er som et lukket univers centreret omkring Andreasens vokal og fornemme fingerspil på akustiske guitar, og det var bandet fuldt ud bevidste om. Publikum var koncerten igennem sparsomt, men netop fordi fiaskoen lå i baghovedet, var Kloster fuldt ud engagerede i at beholde publikums opmærksomhed gennem en befriende ironisk tilgang til paradokset med Kloster på en festival. Allerede på “Benjamin’s Song”, tre numre inde i koncerten, brød guitaristen de på forhånd forventede grænser, og fik med en ordentlig gang guitarstøj rystet publikum ud af søvnen, som de to foregående numre havde lullet de rimelig uindviede tillyttere ind i. Denne aggresivitet klædte musikken, og understøttede videre i koncerten mange af de skrøbelige numre, hvor trommerne ikke veg tilbage. Ind mellem de på plade, såvel som live, smukt orkestrerede og eksekverede numre, forsøgte Andreasen sig med forskellige former for publikumsinddragelse – at opfordre publikum til at stille spørgsmål undervejs og synge med, er noget vovet i et halvtomt telt, og man kunne ikke undgå at frygte, at de ivrige forsøg ville falde fuldkommen til jorden. Det gjorde de heldigvis ikke, men bandet kunne ikke undgå at fremstå en smule som tålmodige skolelærere overfor en flok uvorne unger.
I det hele taget er Kloster ikke det mest rock’n’roll, man kan komme i nærheden af. Og det var egentlig utrolig dejligt som pitstop på festivalen – helende vokalharmonier og blidt melankolske toner kæmpede en hård kamp med støjen fra den nærliggende Orange Scene, men med melodistærke numre som “Our Clothing” og koncertens sidste nummer, “Silentium”, fik Kloster gjort Gloria til det absolut bedste sted at ruste sig til vejrgudernes ventende strabadser.