På scenen ser Foals ikke ud af meget, som den magre kvintet fra Oxford står dér på Arena, med plads til rundt regnet 17.000 publikummer. Næsten lige så mange fremmødte kunne tælles torsdag aften, da indie dance-bandet fremførte dele af dét bagkatalog, som hidtil kun tæller to fuldspillere; Antidotes fra 2008 og Total Life Forever fra i fjor. Altså en tydelig kontrast til dette års scene-kollegaer, som blandt andre tæller mere etablerede navne som TV On The Radio, Bright Eyes, PJ Harvey og Love Shop.
Men fra første akkord, fra det allerførste tonsertunge slag fra den ekseptionelle trommeslager Jack Bevan, greb Foals fat om opmærksomheden fra det forventningsfulde publikum, hvis entusiasme omkring bandet efterlod et fingerpreg om, at størstedelen på forhånd havde nærstuderet bandets bagkatalog. Anslåede melodier blev registreret prompte, hvorfor tusindvis af yderst klappeglade hænder røg i vejret, sang efter sang, selv når Foals prøvede sig med de mere nedtonede af slagsen fra Total Life Forever.
Heller ikke jeg kunne dy mig fra at blive revet med. For med en sådan iver efter at skabe en fest, med både energi, nærvær og fantastisk håndtering af deres knaldhurtige arrangementer pakket i tasken, var mit første stævne med en Foals-koncert en meget opløftende én af slagsen! Fra første sekund, da bandet sparkede koncerten ind med Olympic Airways, som fik folk til at råbe ‘dis-ap-pe-ar’ i kor, var tonen lagt. Foals’ succes findes især på de hurtige dance-punk arrangementer som var hovedingrediensen på Antidotes, men viste sig også dygtige på numre som blandt andre Spanish Sahara. De mere rolige arrangementer fik forsanger Yannis Phillippakis helt op i yndig vokalsang, væk fra hans mere kendtegnende råb. Samtidigt beviste Jack Bevan med sin imponerende polyrytmik hvori bandets komplekse math-rock definition opstår – utroligt, hvordan en så rådmager britte kan slå så hårdt på sit trommesæt.
På mange måder stod gårsdagens oplevelse med Foals i stærk kontrast til den, jeg havde med Tame Impala tidligere på dagen. Bandmedlemmerne i Foals arbejdede stærkt sammen uden at skelne meget til hinanden, hvilket beviste stor koncertrutine, som satte dem i kontrol overfor et taknemmeligt publikum fra start til slut. En yderst opløftende koncert, som vil kunne mærkes i mine fødder og hænder mange uger endnu.
