Kim Las er nemlig ganske behageligt selskab. De 9 skæringer på solodebuten er opbygget af en kærlighed til den neoromantiske bølge fra sen 70’erne til 80’erne. Særligt i vokalen, der i sin rummelighed sender tanker om Bowie. Instrumenteringen er centreret omkring guitarens repeterende melodier og Las’ tungsindige vokal. De elektronisk programerede beats skaber en fin ramme for albummet, og ligeledes en kendetegnende lyd. Men de få tilvalg hæmmer også pladens skønhed.
Selvom pressemeddelelsen tilnærmelsesvis har ret i de lovende ord om “besyngelse af det uindfriede og indestængte, men også det fantasitsk smukke. Der er aldrig langt fra den svimlende storhedsfornemmelse, sugende beruselse eller inderlige skrøbelighed, når lytteren guides gennem den verden, hvor intet er så vedvarende at det ikke kan pilles ned og erstattes af det grinagtigt bittersøde” på numre som den afsluttende 3-trins raket “Casual”, “Sommeren” og “Kranen”, hvor skønheden rammes fantastisk præcist. Ligefra den postpunk-industrielle undergangsstemning på “Casual” til den svimlende skønhed, der hæver de simple harmonier fra den underspillet, melankolske rytmeguitar til fin symbiose med det melankolske mantra: “I was so happy last night, can’t believe how happy I was last night” og bittersøde synths på “Kranen”.
Det er meget præcist (lyd)billede af den forfærdelige og fantastiske kærlighed. Men i længden savner jeg noget variation i følelses- og harmonispektret, så det hele ikke løber over. Det er fint i momenter, men rumklang og 80’er synth kan også blive så meget for meget, at budskabet og inderligheden overdøves.
Kim Las – Sommeren
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/08-Sommeren.mp3]
Kim Las – Kranen
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/09-Kranen-1.mp3]
