Først var den sort, så var den orange. Nu er den rød.
I går udkom den tredje udgave af Sound Of Copenhagen, præcis et år at den første og ligesom det også foregik på den første og anden kompilation, har Le Gammeltoft og Kjeld Tolstrup (begge radioværter på P3 samt djs i nattelivet) stået for sammensætningen af tracklisten.
Som Le også beskrev i går, i et gæsteindlæg her på Regnsky, er udgangspunktet simpelt og ligetil: Et subjektiv udvalg af numre de to personligheder mener giver et retfærdigt udtryk af den nuværende københavnske lyd. På tracklisten er der blandt andet blevet plads til nye (og for mig forholdsvis ukendte) navne som Blagger, Soul Magic, Kasper Marott og Ryskee, hvilket er et frisk pust, da denne opsamling også kan virke som et visitkort til den typiske jyde, der ønsker at danne sig et indtryk af de nuværende tendenser på københavnske klubber som Dunkel, Culture Box, Ritz og Rust og af toneangivende danske labels som Tartelet Records og Fake Diamond.
Samtidigt er der også blevet plads til gengangere fra tidligere udgivelser samt mere etablerede og velkendte navne. Heraf kan man i flæng nævne Mikael Simpson, Trentemøller, Lulu Rouge, Flip og When Saints Go Machine, hvoraf nogle af navne (dog ikke alle!(ifølge mig)) imidlertid har gjort sig fortjent til en plads på SOC3. Slutteligt undrer jeg mig personligt over at der ikke er blevet plads til et navn som Lou Van, der med nummeret Kadufaa rent faktisk har remt bredt med sit komiske remix af en tidligere børnesang. I de fleste tilfælde bliver nummeret positivt modtaget på de københavnske klubber og virker som en integreret del af nattelivets nuværende lydbølger, hvorfor særligt fraværet af dette nummer kan undre mig. Kenton Slash Demons egne produktioner tilhører også mængden af oversete numre, men kommer alligevel med på albummet, gennem deres remix af Vetos Blackout – og det er dejligt at se.
Men subjektiviten af udformingen af tracklisten er for længest understreget, så Le Gammeltoft og Kjeld Tolstrup er deres egne repræsentanter, når det kommer til at fremhæve de nuværende, københavnske musiktendenser. Dette virker bedst i midten af albummet, med March On A Swan Lake, Flips remix af Bli Glads Dans For Satan og Trentemøller-remixet af Yes Maam og jeg er desuden imponeret over den måde, hvorpå de tre numre er mixet sammen. Omvendt er introen og disse numre kedelige, nærmest frustrerende og jeg kan fortsætte i ugevis med at undre mig over meningen disses tilstedeværelse. Sound Of Copenhagen 3, som i øvrigt er den tredje på et år, udfører efter min overbevisning ikke retfærdighed overfor et pulserende københavnsk natteliv og jeg frygter at drivtanken om, at nogle små og oversete kunstnere bør fremhæves fremfor mere kunstnere med fortjent opmærksomhed, på dette album træder dem selv over tæerne.
