Det danske promoveringsselskab Ink Ink er muligvis det mest bemærkelsesværdige initiativ herhjemme, der arbejder for at skabe opmærksomhed omkring ny musik. I stalden har InkInk bl.a. Lft.gtr, en af dj-scenens fremstormende minimal-troldmand, der det seneste halve år har sat strøm til et væld af fester med sin hårde, men dog melodiske musik, samt tyske Buggy, der gæstede Danmark i vinters.
I dag vil vi dog se bort fra disse navne, og i stedet fokusere på InkInks eneste kvinde i staben – Freja Loeb hedder hun, og spiller powerpop med glitrende disco- og electroundertoner – en sikker cocktail til hits, men til forskel fra Britney og alle de andre, tør Freja Loeb at eksperimentere med tempo, lade elementerne stå alene og sin vokal være det bærende element i produktionerne. Modig popmusik bliver resultatet, og sådan ville man ønske normen for pop var.
Den helt rene, klassiske popmagi rammes på numre som “Fancy Guy” og det 80’er-tacky “Golden Apple”, der let kan hænge fast i dine ører længe efter 1. lyt. Det er stærkt, viser en usædvanlig sikkerhed og præcision for en kunstner, der endnu ikke har nogen pladekontrakt eller demo ude – det kommer forhåbentlig snart.
Særligt glad er jeg for tangenterne på “Soft Blues” og de dobbelte vokaler og lange synthflader på “Rainbows”. På disse to numre giver Freja Loeb sig tid til at lade melodierne, og i særdeleshed sin vokal, folde sig langsomt ud, hvilket giver en nærmest dragende effekt.
Læn dig tilbage og lad roligt Freja Loeb være soundtracket, eller sæt hende på den festlige playliste. Bestem det selv – musikken gør sig ganske glimrende i begge situationer. Og hvis du kan lide, hvad du hører, så skulle hun eftersigende være at fange live om en måneds tid.
Tag en lytter på Freja Loebs myspace her.
… og giv også lidt opmærksomhed til InkInks andre kunstnere. F.eks. her.
