Siden januar har den unge lækre lydgidsel fra ULAH i ny og næ holdt Train i Aarhus gyngende med fester af de mere elektroniskovervejede genrer. Første fest var med Lulu Rouge, hvilket viste sig at være en kæmpe succes. Sidenhen har DJs og kunstnere som John Dahlbäck, Martinez, Troels Abrahamsen og WhoMadeWho lagt vejen forbi Train og i går kunne ULAH afholde sit nok hidtil største arrangement, med et DJ-set fra Bloc Party-frontmanden Kele Okereke.
Som opvarmning til hovednavnet var LOCO-bagmanden Andreas Lemche og fotografen Rasmus Weng gået sammen i forsøget på at skabe stemning blandt fremmødet, som bestod af folk der enten var kommet til festens start klokken 23.30 eller publikum fra den forinden afviklede Baal-koncert, som var blevet hængende for at se hvad der skete efterfølgende. Efter tre kvarters kæleri for os var det blevet Kele Okerekes tid til at forkæle Aarhus.
Kele Okerekes tematik for sangvalg i forbindelse med hans set bestod i høj grad af numre han holdt kært – en kærlighed for numre, som mange iblandt publikum tydeligvis delte. Det blev blandt andet til rockklassikere som Nirvanas Smells Like Teen Spirit og Killing In The Name Of af Rage Against The Machine – men også numre som havde mere dansegulvsappel i sig, heriblandt lidt fra Wiley, M.I.A. i det lækre DFA-remix, Le Tigre og noget typisk overvurderet og overkneppet Crookers-materiale (DAY N’ NITE!).
Problemet med hans sangvalg og struktureringen af disse var imidlertid, at han genre- og tempomæssigt alt for ofte flød rundt, hvilket jeg ofte blev lidt for forvirret over. Samtidigt var der teknisk ikke meget kvalitet over Keles mixing, selvom ULAH forinden havde kaldt kombinationen af Kele og DJ i samme sætning for en “proffesionen hobby”. Derfor måtte jeg konstatere at der ikke var mange dj-skills denne aften hos Bloc Party-frontmanden i form af overgange o.l. Alt for ofte fik hans numre lov til at køre fra start til slut, hvilket særligt blev et problem pga. hans rodede organisering af disse. Derudover begik Kele Okereke også den fejl at spille et nummer to gange, mens M.I.A. i løbet af hele aftenen blev spillet fire gange.
Kontakten til publikum kom tit i mængder, men når det hvide tandsæt endelig blev luftet i følgeskab med nogle små dansetrin bag pulten kunne det tydeligt mærkes hos publikum. Følelsen af endelig at have oplevet Kele Okereke kunne mærkes iblandt en god del af fremmødet og det var måske dette folk havde fokuseret mere på, fremfor organisering af numre og mixe-egenskaber – hvilket jeg blev lidt skuffet over. Men så er det jo meget heldigt at Kele primært gør sig som frontmand i et af de pt. største alternative rockbands overhovedet. Gudskelov for dét!
