Livestemning: Who Made Who udsendte for et par uger siden deres andet album, der har fået titlen “The Plot”. Aftenens koncert i det proppede Lille Vega, agerede releasefest for bandet – og det kunne tydeligt mærkes. Det var et spændt publikum, der var klar på at leve op til det “natklub-fest”-mærkat koncerten havde fået af Vega, og som resulterede i en noget besynderligt møbleret sal. Men publikum var klar på festen, Who Made Who var klar på at spille op til den, og Vinnie Who spillede som det velsagtens mest effektive supportband man kan forestille sig.
Hvorvidt Vinnie Who var blevet udvalgt af Who Made Who til at supporte dem, vides ikke. Men velvalgt var bandet, der for de fleste Regnsky-læsere næppe kan være et ukendt navn længere. På trods af det tidlige tidspunkt og den kun kvartfyldte sal, tog det kun 3 numres tid, før det tidligere Unga Bunga-hypede nummer “The Fall” fik pillet publikums barrikader ned og stemningen i top. Det var højt, og da de enkle lydproblemer, der skæmmede koncertens første par numre var elimineret, og publikum var trukket længere op mod scenen, kunne koncerten let leve op til Vinnie Whos mærkat som de danske new-disco frontløbere.
Men det var Who Made Who, publikum var kommet for. Og da de efter en halv times pause gik på scenen, var det indledningen til lidt over en times intens liveoplevelse.
At Who Made Who live er en energisk oplevelse ud over det sædvanlige, undrer ikke. Musikken, der med debuten fra 2005, fik genre-mærkatet “disco-punk”, er ikke overraskende i sit rette element, når den agerer soundtrack til en fest. Trommeslager Thomas Barfods originale, præcise og sprøde tilgang til sit instrument agerer sammen med den groovende, pågående bass bunden for…
Her blev der kigget skævt til undertegnedes notesblok, for det var hovedsageligt festen, der var aftenens hovedattraktion, og Who Made Who var rammen. Så selvom det var et publikum i konstant symbiose med bandet, der modtog nye og mere ukendte numre såvel som gamle hits ala “Space For Rent”, var det ved de store publikumspleasere den samlede energimængde i Lille Vegas lokale nåede det røde felt. Netop derfor var det ikke mærkeligt, at coveret af Benny Benassi-hittet “Satisfaction” med Josephine Philip på vokal fik lukket koncerten med noget af et brag, selvom det rent kvalitetsmæssigt bedst kunne karakteriseres som et stunt.
Vinnie Who holdt fest på scenen og for dem, der lod sig overtale. Who Made Who holdt fest for band såvel som publikum i kraft af den kæmpe motivation overfor festen som begge parter havde, og denne kombination gjorde det til en fornøjelse at tilbringe lørdag nat på Vega.
Who Made Who – Flat Beat (Mr. Oizo cover)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/flat_beat_mr_oizo_cover.mp3]