Amerikanske Aloha udgav i 2006 albummet “Some Echoes”. Ikke en plade, der vandt mange anmelder-hjerter herhjemme (eller i resten af verden for den sags skyld), men den vandt virkelig mit.
“Some Echoes” var langt fra en debutplade, egentlig har bandet eksisteret i mere end 10 år i forskellige konstellationer – og trods en utrolig turnévirksomhed, er de stadig lidt af en indie-hemmelighed, som det kræver en umådeligt stor research af Pitchforks arkiver for at opdage. Det er ret synd.
Aloha udgav opfølgeren til “Some Echoes” for lidt over et år siden, men det formåede ikke at holde samme magi, som øjenåbneren gav mig. Der var lidt for få umiddelbare, magiske øjeblikke. De findes tilgengæld i overflod på “Some Echoes”, og når den plade først er fundet frem fra reolen, går der lang tid før den vender tilbage til den. Genremæssigt kan Aloha beskrives som den psykedeliske drømmepops videreførelse til et mere rocket udtryk (fra dén som bl.a. Beach Boys grundlagde). Men de generelle genrebetegnelser præller af på bandet, der er kendetegnet ved en utrolig melodiøsitet og evne til at opbygge musikken med mange forskellige melodier og instrumenter, men stadig bibeholde en enkelhed i numrene, der giver en kendetegnende ro omkring dem.
Det, der gør Aloha til et særligt band for mig, er nu ikke musikkens virkemidler eller generelle lyd. Det er i langt højere grad musikernes følelsesmæssige engagement i musikken. Selv bæknerne bliver på “Weekend” spillet med en nærmest tilbageholden usikkerhed, på trods af en præcission og opfindsomhed. Hos Alohas rytmegruppe findes ingen 2/4 takter, dynamikken mellem de enkle instrumenters mangfoldigheder er enestående, ligeledes er evnen (og interessen) i, højst originalt, at integrere instrumenter som xylofon og klokkespil i rytmegruppen… Aloha formår at balancere mellem de to slags magi, der gør musik værd at høre for mig. Det enkle udtryk på “If I Lie Down”, hvor sanger Tony Cavallarios ellers ikke særligt karakteristiske vokal fanger en tankestrøm af drømme, savn og håb og formår at få disse ellers flyvske begreber visualiseret, bare lyt til nummeret – eller læs disse første linjer:
“I love a morning when the world and I cross into it from opposite sides
Our houses line up in a row
Lights catching from window to window
Don’t rub every dream out of your eyes
I’m trying to scratch the night in mine
I hold this vision of you high
I hold it as the first wave of traffic goes by”
Aloha – If I Lie Down
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/09-if-i-lie-down.mp3]
Og når vokalen så kun bakkes op af orgel (der er iøvrigt er pladens bærende element), fremstår den så afklædt, og fuldkommen oprigtig, at man ikke kan andet end forelske sig i dette band, der med “Some Echoes” – 3 år efter udgivelsen – endnu formår at holde fast i lytteren og trække denne ind i et magisk univers, der både er paralyserende, berusende og helt igennem fantastisk at være en del af.
Aloha – Brace Your Face
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/01-brace-your-face.mp3]
