Jenny Wilson har på sit andet soloalbum smidt fløjshandskerne. På debuten “Love & Youth” præsenterede Jenny Wilson sig uden bandet First Floor Power for første gang, til stor glæde for os med hang til klaverbaseret indiepop. Debuten lå i fin forlængelse af FFP’s 2. album, og de fine fine tekster om forelskelse, sko, sommer og ungdommens naivitet gik hånd i hånd med melodier så smukke, at det blev 2005’s velsagtens fornemmeste forårs-soundtrack.
For en uges tid siden kom opfølgeren så – præcis 4 år efter debuten.
Hvor Wilson på “Love & Youth” fokuserede på den enkle popmelodi, har pausen bragt inspiration fra andre dele af musikens verden med. Ofte er vokalen blot ledsaget af et enkelt beat eller et klaver, og jeg må indrømme at det lidt rå, nedbarberede udtryk var lidt af en kamel at sluge, når jeg egentlig godt kan lide indiepop, som vi plejede at få den serveret. Fokus ligger mere på instrumenterne som individuelle enheder i numrene, end som en tilsammen svimlende helhed. Det fremstår først mere som en interessant end en god idé, men som pladen trænger ind under huden på lytteren, åbenbarer popmelodier som den catchy, straight-forward “Anchor Made Of Sand” eller den dansable og organiske “Pass Me the Salt” sig.
Fornyelsen gør glæden ved “Hardships!” større, end hvis Jenny Wilson havde fortsat i sporet fra “Love & Youth”, og kombinationen af elementer fra R’n’B og soul og den hvide indiepop giver det bedst tænkelige resultat – et sprødt, frisk album.
Og endnu engang er Jenny Wilson – nu i fornyelse – den overlegne kandidat til prisen for “Bedste Forårs-Soundtrack”.
Jenny Wilson – Pass Me The Salt
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/09-pass-me-the-salt.mp3]