Discoen er vendt tilbage til sin originale form. Fra undergrundsmiljøer, med epicenter hos selskaber som Italians Do It Better og DFA, har bands som Hercules and Love Affair, Chromatics og Glass Candy gennem 2008 erobret klubber verden over tilbage til discoen, efter i mere end 20 år at have været negligeret og stemplet som for useriøs, for pæn og for cheesy en genre.
I oktober kørte Soundvenue en uge med disco-tema på deres hjemmeside. Klubber som Disco Vendetta har i to år vendt italodisco på Dunkel bar. Og siden i sommers er det blevet sværere at finde koncerter med danske indiebands.
Discoen, og i det hele taget den mere organiske lyd i elektronisk musik, er det nye hit.
“Det er heldigt for mig, at navne som Hercules & Love Affair og Chromatics har fået hul igennem via et disco-brand, som jeg har oplevet, at folk synes er rigtig spændende,” mener Niels Bagge, alias Vinnie Who, der fredag spillede sin 4. officielle koncert i forbindelse med booking-bureauet InkInk’s night på Dunkel, hvor danske Freja Loeb også havde debutkoncert.
Den mindre alvorlige discoscene er et tiltrængt pusterum fra de sidste 5 års postpunk-revival, indierock-bands med 10 medlemmer, og minimaltechnoens monopol på dj-pulten.
“Først og fremmest er det (disco) dansevenligt. Efter at have spillet mange indie-koncerter, fik jeg rigtig meget lyst til, at folk kunne danse til musikken. Desuden havde jeg indtil for ca. fire år siden udelukkende dyrket en indie musik scene, og discoen var og er et friskt pust som inspirer mig enormt. Det svinger og er ikke nødvendigvis ligeså alvorlig som hvad jeg ellers er gået op i før hen,” fortæller Niels om baggrunden for delvist at konvertere til discoen. Vinnie Who’s disco er stærkt infiltreret af baggrunden i indierock. “Den traditionelle disco er generelt en optimistisk genre, mens min udgave også indeholder en mere mørk side, hvilket jeg synes giver et interessant følelsesmæssigt paradoks. Det er bl.a. sådan noget, som giver mig gåsehud. Det betyder rigtig meget at lytteren føler noget, da jeg lægger mange følelser i musikken selv.”
Følelsen, og “den mørke side” er kendetegnende for den nye bølge af disconavne. Live nedbrydes folks barrierer af den catchy musik, og der danses discodans som på et provinsdiskotek i 80’erne, mens musikken uden alkohol i blodet er mindst ligeså interessant, på trods af at disco’en som genre er forholdsvis enkel. Det er så bare en god anledning til, som hos Vinnie Who, at gøre musikken til et overflødighedshorn af melodisk overskud i et detaljemættet lydbillede.
Vinnie Who kan fanges på Kødboderne 18 d. 16.1, på Jolene 22.1, på Rust 31.1 eller her.
