Feature

De bedste plader fra 2024

Af Morten Bruhn den

Fra antropologisk sydstatscountry og ironisk-oprigtig surfrock til britpop-jungle og housemusik med benzin i blodet. Her er de bedste plader fra 2024.

Jeg havde malet mig selv op i et hjørne fra begyndelsen.

Høj på mit første blogindlæg i flere år lovede jeg i min slutreplik at dele min liste med de bedste plader fra 2024.

Jeg havde lykkeligt glemt, hvor omstændigt det er at sammensætte sådan en liste. Og ikke mindst at rangeringen af plader skifter som vejret. Til sidst aftalte jeg med mig selv at nedfælde en liste, lægge den til side og lade den syrne i et par dage og se, om den havde ændret facon. Hvis nogle medier kan udgive deres årslister en måned inden årsskiftet, så kan jeg også udgive min en måned efter.

År efter år skimmer jeg mange årslister, og som altid kan jeg konstatere, at der er meget, jeg ikke har ikke har nået at høre. Det er et vilkår for os alle. Det er også derfor, årslisterne er til. Måske finder du her noget for dig ukendt, du får lyst til at udforske.

16 år er gået, siden jeg delte min første liste med årets bedste plader på Regnsky. Så her får du min liste med mine 16 yndlingsplader fra 2024.

16: Jessica Pratt – Here in The Pitch

Jessica Pratt er en af de kunstnere, der kan forvandle en simpel melodi til en hel verden. Here in The Pitch inisterer på, at du ikke hører, men lytter, og for din tålmodighed belønnes du med øjeblikke af ren skønhed. En intim og næsten filmisk oplevelse, som varmer i vintermørket og læsker i solen.

15: Nala Sinephro – Endlessness

Endlessness er en meditativ og mesterlig tour de force gennem jazz og ambient musik, hvor pilen konstant veksler mellem ro og spænding og tilbyder noget nyt ved hver gennemlytning.

Det virker voldsomt at sammenligne Endlessness‘ vægtløshed, elegance og minimalistiske ydmyghed med den på Floating Points’ Promises fra 2021 – en af mine absolutte yndlingsplader – men Nala Sinephro og hendes mesterlige album kan sagtens holde til det.

14: Salute – True Magic

Du har ikke lyttet rigtigt til True Magic, før du har givet den en tur ude på motorvejen. Salutes debutalbum er spækket med køretøjsmetaforer, charme, krudt i rumpetten og en solid portion french touch!

True Magic har fart over feltet fra start til slut, men det mister aldrig vejgreb, det holder sig konstant i overhalingsbanen med en imponerende kontrol. Allersjovest bliver det på System, der bliver ved med at accelerere, og hvor push the speakers og test the system bliver eufemismer for en hed, kødelig affære.

13: Skee Mask – Resort

Den enigmatiske tyske producer Skee Mask er en af de mest gådefulde og anerkendte navne inden for elektronisk musik, men i 2024 åbnede han mere op end nogensinde før. På den ene side ved at give sit første dybdegående interview (en næsten surrealistisk profile i Resident Advisor), på den anden med albummet Resort. Skee Masks fjerde album er det tætteste, vi kommer en decideret kondensering af hans monumentale bagkatalog, som blandt andet tæller 2018-albummet Compro – et af mine bud på 2010’ernes bedste plader.

Resort er et underspillet album spækket med detaljer, curveballs og en elegant modvilje til at velsigne sin lytter med hurtige åbenbaringer. Giv pladen tid, og den vil suge dig ind i en omtåget tur gennem dundrende beats, glitchede melodier og æterisk techno.

12: Beak> – >>>>

En storslået koncertoplevelse har gjort meget godt for denne plade. Den britiske trio Beak>, der er i gang med en slags farvelturné, fordi medstifter og ham-fra-Portishead Geoff Barrows forlader krautrocktrioen efter næsten 20 års troskab, gæstede Pumpehuset i november. Setlisten var 1:1 en liveopførsel af deres fjerde og seneste album, >>>> (udtales “four” eller “fire”, alt efter dit foretrukne sprog).

>>>> er en mesterlig monolit, hvor de tre bandlemmers mangeårige samspil kulminerer i en sammenhængende og overdub-forsagende svanesang. Dem, der siger at Beak> bare er (var) et kultband for tossede krautrock- og Portishead-fans, gør klogt i at sætte denne plade på.

11: Fergus Jones – Ephemera

Fergus Jones udforsker mange nye territorier på Ephemera: Det er den skotskfødte, københavnbaserede producers første album i eget navn (efter en stribe anbefalelsesværdige ep’er og albummer som Bleaker og, mest velkendt, Perko), han giver uvant meget plads til kollaborationer og går mere umiddelbart til værks i sine produktioner. “I previously overcooked stuff, or incorrectly equated technicality with quality“, fortæller han i et interview med The Skinny.

Det kan høres på Ephemera, der bobler af dybe, transcenderende frekvenser; af triphop, dub og 90’er-inspireret electronica. I en ambitiøs og spraglet diskografi hører Ephemera hjemme blandt Fergus Jones mest udadvendte udgivelser, et album der let kan læses som en hyldest til kreative fællesskaber, til omgivelser og spontanitet.

10: Colle – Montalvo

Jeg har allerede været forbi Montalvo fra den amerikanske sanger og komponist Maya McGrory alias Colle. Hendes solodebut er en drømmende og tåget rejse gennem minder, der føles både flygtige og dybfølte, og den mindede mig om glæden ved at opdage og udbrede kendskabet til ny musik.

Montalvo er ikke bare smukt – det er en fortryllende oplevelse, der indkapsler følelsen af at gå ned ad barndommens gade for sidste gang.

9: English Teacher – This Could Be Texas og 8: The Last Dinner Party – Prelude to Ecstasy

Tiden efter coronapandemien har affødt mange thinkpieces om rockgruppers truede levevilkår. Tour-omkostninger stiger, indtægterne synker til bunds, og publikums præferencer ændrer sig. English Teachers og The Last Dinner Partys debutalbummer fra 2024 var inspirerende triumfer for alle hårdtarbejdende rockbands med tro på egne evner – så gennemført, at man for en stund glemte de svære betingelser, som mange bands lever under.

This Could Be Texas og Prelude To Ecstasy landede som et brag, og selvom der snart er gået et år, siden de to albummer udkom, er det stadig svært at fatte, at der skulle være tale om albumdebuttanter. English Teacher, der løb med sidste års Mercury Prize, og allestedsnærværende The Last Dinner Party tager indierocken i proggede, pompøse og pragtfulde nye retninger med deres albums, der står som to af de ædleste debuter i mange år.

7: Jake Xerxes Fussell – When I’m Called

When I’m Called var min introduktion til Jake Xerxes Fussell, hvis femte album ramte mig som en åbenbaring. Her folder Fussell sig ud som folkemusiksantropolog med dybt personlige fortolkninger af gamle sydstatssange. I mødet med akustisk guitar og sørgmodige blæserinstrumenter rammer Jake Xerxes Fussells varme stemme mig som et bidende nyrehug, og særligt fortolkningen af det 100 år gamle Georgia-lament Leaving Here, Don’t Know Where I’m Going er et højdepunkt.

6: Nia Archives – Silence Is Loud

Store følelser møder store modsætninger på et album, der kobler britpop og jungle sammen på måder, jeg ikke troede mulige. Titelnummerets paradoks sætter tonen: stilheden er høj, og intimitet kolliderer med kaos. Det er en plade, der mestrer kontrasterne – skrøbelighed og styrke, melankoli og eufori.

En af mine favoritter er Crowded Roomz, hvor pulserende breakbeats og atmosfæriske vokaler skaber et soundtrack til ensomhed midt i menneskemylderet. Det er lige så klaustrofobisk, som det er fængende, og demonstrerer Nia Archives’ evne til at fange komplekse følelser i simple, men effektfulde rammer.

Med Silence Is Loud beviser Nia Archives, at hun kan balancere genrer, stemninger og idéer med en ubesværet selvsikkerhed – et album, der både larmer og lytter.

5: Being Dead – EELS

Hvis din første indskydelse er, at Being Dead virker besatte af tanken om at fremstå ironisk cool, er du velkommen til at stille dig bag i køen sammen med alle os andre.

Duoens surfrock-lyd vækker nemlig omgående mindelser om B-52’s, bandmedlemmerne kalder sig “Falcon Bitch” og “Shmoofy” og elsker mullets, at opdigte historier i interviews og pressebilleder indhyllet i pastiche, og på deres seneste album, EELS, indgår instrumenter som banjo, melletron og Casio-trommer.

Men du skal ikke lytte længe til EELS, før du overvældes af en morsom, rørende og absurd musikalitet. Being Dead klemmer flere genialiteter ned i enkelte sange, end nogle rockbands gør på et album, og producer John Congleton, der har prøvet lidt af hvert, løser en, på papiret, vanskelig opgave – han strømliner duoens afsindige idérigdom og agerer fødselshjælper for en af de stærkeste surfrock-plader i de seneste år.

4: Fabiana Palladino – Fabiana Palladino

Fabiana Palladino var et ubeskrevet blad for mig, men hun er ikke hvem som helst, viser det sig. Igennem et årti har briten arbejdet i skyggen for mange prominente navne, og på hendes selvbetitlede debutalbum går regnskabet op, åbenbart. Her står kunstnere som Jai Paul, Jamie Woon, Sampha, Joe Newman (alt-J) og Steve Ferrone klar som støttespillere på et album, der er spækket med retropoppet elegance og sofistikerede detaljer.

Og Palladino er kommet for at tage sin plads i rampelyset. Uden at falde i pastiche-fælden blander hun 80’er-ballader med nærmest Prince-agtig funk i et filmisk univers ladet til tænderne med melankoli og håb. Fabiana Palladino er ikke bare en popdebutant; hun er en kunstner, der forstår at lave musik, som både appellerer til følelseslivet og kaster et blik tilbage på den musik, der har formet hende. Og det er lige præcis den balance mellem fortid og nutid, der gør hendes debut så uforglemmelig.

3: Fontaines D.C. – Romance

Jeg har en god ven og kollega, som i sin årsliste har skrevet om Romance:

“Alle elsker Fontaines D.C.! Musikpressen, koncertgængere og selv Elton John elsker dem. Det er faktisk kun Oasis, der ikke bryder sig om dem.”

Hammer, meet nail!

På gruppens tre første plader havde Fontaines D.C. etableret sig som et af de af de fremmeste postpunk-bands i nyere tid, men på Romance er de tweedklædte irere blevet cyberpunkere med technoflader og knaldrøde frisurer, den irske lore og alvor er blevet udskiftet med selvudleverende selvironi og hamrende hjerte i Roger Sanchez–størrelsen.

Fontaines D.C. kunne trygt have valgt at blive, hvor de var, men Romance er et radikalt stilskifte, hvor bandet står ved deres grandiose rockambitioner, og jeg kan med lethed udpege mindst fem sange, som kommer til at stå stærkt til evig tid. Med Romance står det nu klart, at Fontaines D.C. ikke blot er et af de bedste rockbands netop nu; de er også et af de mest elskede.

2: Magdalena Bay – Imaginal Disk

Det mest helstøbte popalbum i 2024. På Imaginal Disk flyder hver sang sømløst over i den næste og skaber en farverig, formskiftende oplevelse, der balancerer det ekstatiske med en underliggende uro, som giver det en særegen dybde. Det er storsået, eklektisk popkunst!

Ét er, at årets bedste popalbum ikke kom fra en af de store popstjerner, men fra et undergrundsnavn, der konstant udfordrer grænserne mellem pop og indie. Noget andet er, hvordan den brede popkultur alligevel uden omsvøb knugede Imaginal Disk til sig. Mest surrealistisk eksemplificeret af Rosalía, der til Halloween klædte sig ud som albumcoveret! Imaginal Disk er moderne pop i mesterklasse skabt af en duo, der i 2024 omsider høstede velfortjent bred anerkendelse.

1: Chanel Beads – Your Day Will Come

Titlen på årets bedste album fungerer både som en trøstende forsikring, om at noget godt venter forude, og en ildevarslende påmindelse om, at vi alle ska dø. Netop håbet og undergangen er de to poler, som Your Day Will Come veksler mellem i løbet af den lille halve time, som pladen varer.

Your Day Will Come er en desorienterende og fascinerende lytteroplevelse fyldt af tågede passager og kæmpestore åbenbaringer (og til tider frustrerende korte sange), hvor skellet mellem det organiske og syntetiske udviskes. Det er som at navigere i en drømmeverden, hvor logik og struktur er sat på pause, og kun øjeblikkets indtryk betyder noget. Til trods for den megen sorg, Your Day Will Come tydeligt er et produkt af (‘Urn’, ‘I Think I Saw’ og den sensationelle ‘Embarassed Dog’), formår Chanel Beads at skabe en lyd, der både er smuk og foruroligende.

Your Day Will Come minder os om, at sorg og håb måske er tættere forbundne, end vi umiddelbart tror, og det er årets bedste album.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Vi fik Lucy Dacus synge om GTA, før vi fik GTA VI

Af Morten Bruhn den
Lucy Dacus
Foto: Shervin Lainez

Lucy Dacus (kendt fra Boygenius) er tilbage på solo-sporet med det nye album Forever Is A Feeling, der lander 28. marts. Hør de to første singler nu.

Det er tilladt at blive klogere.

Da Boygenius bragede frem med debutalbummet The Record i 2023, rynkede jeg lidt på næsen over begrebet “supergruppe”. Phoebe Bridgers kendte jeg selvfølgelig, men Julien Baker og Lucy Dacus befandt sig, i min opfattelse, lidt for meget ude i indieperiferien, til at “supergruppe” var passende for trioen. Troede jeg.

Men The Record var ikke bare en stærk plade; den kastede også et lys på bandmedlemmers individuelle styrker, og så var det jo en passende anledning for dem, der ikke helt havde fulgt nok med, at udforske både Julien Baker og Lucy Dacus.

Det siger sig selv, at populariteten omkring Boygenius også har gjort noget godt for bandmedlemmernes solokarrierer. 28. marts udkommer Lucy Dacus’ fjerde plade, som hedder Forever is a Feeling, og efter tre albumudgivelser via Matador Records rykker hun nu op i majorligaen. Geffen Records har set lyset og udgiver pladen.

Nu kan man høre de første sange fra den kommende plade, “Ankles” og “Limerence”. Albumannonceringen skulle oprindeligt blot løfte sløret for “Ankles”, men i en story på Instagram fortæller Lucy Dacus, at hun i sidste øjeblik fik klemt “Limerence” med ind. Den er svær at lytte til, tilføjer hun, og det kan man godt give hende ret i, sangens tekster taget i betragtning – også selvom hun indledningsvist synger om GTA. Der er mange lag at skrælle af på de to første smagsprøver, og der er meget at glæde sig til.

Se videoen til “Ankles”:

Lyt til “Limerence”:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Colle ‘Montalvo’ – et af årets bedste små albummer

Af Morten Bruhn den
Maya McGrory aka Colle
Maya McGrory aka Colle

Montalvo, debutalbummet fra amerikanske Colle, er en underspillet perle, der forener æterisk vokal med shoegaze, triphop og ambient musik på blot 28 minutter.

Havde det ikke været for en flere måneder lang besættelse af Chanel Beads – New Yorks nye nummer ét når det kommer til eksperimenterende og mørk pop i skitseformat – ville jeg med den største sandsynlighed aldrig være stødt på Colle.

Men fordi idoldyrkelsen af Chanel Beads i efteråret nåede ekstremer, der let tåler sammenligning med en ungdommelig og altopslugende begejstring for ny musik (som også kendetegner denne blogs storhedstid), fik jeg ikke kun øjnene op for Shane Lavers, primus motor i Chanel Beads, men også dem, der udgør det næste lag projektet.

Disse to hedder Zachary Paul og Maya McGrory, som live gør soloprojektet til en treenighed på henholdsvis violin og synth. I 2024 har både Zachary Paul og Maya McGrory fundet tid mellem sprækkerne af en tætpakket tourkalender til at udgive hvert deres soloalbum. Colle er Maya McGrorys soloalias, og i november udkom hendes debutalbum, Montalvo, et underspillet men selvsikkert værk nærmest upåvirket af tid og sted.

Det bringer mig tilbage til min påstand fra indledningen. For Colle spiller på mange af de samme tangenter som Chanel Beads; Montalvos styrke ligger i de små og koncise armbevægelser, dens korte løbetid (28 minutter fordelt på otte stærke sange) og en esoterisk atmosfære, der ramler sammen med en udefinerbar følelse af et universelt resonerende lydlandskab – fra shoegaze og triphop til ambient elektronisk musik.

Og så er der Colles æteriske og melankolske stemme, der placerer sig dér i mixet, hvor jeg lige præcis ikke kan tyde mange ord ad gangen. Resultatet er et personligt album, der overlader lytteren til at tyde med og udfylde det ubestemmelige med egne oplevelser – og jeg skal hilse at sige at det er der mange gode gennelytninger gemt i. Det er et af de bedste små albumudspil fra 2024. Og hele listen med mine favoritter fra 2024 lover jeg at dele om et øjeblik.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Generelt

Hej :)

Af Morten Bruhn den

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

SPOT 2022: Dumheden længe leve

Af Mathias Gavnholt den

Der er intet, der giver mening. Dansere med en karikeret mængde farve i håret farer rundt blandt hypemen iført cykeltrøjer, 80’er-jeans og solbriller cirka lige så praktisk nødvendige som skistøvler på en sejltur. Yo Johnny, er selv en del af den enorme mængde dansende mennesker på scenen store dele af koncerten fredag nat, hvor han iført en form for speedway-suit nonchalant ignorerer selve DJ-gerningen igen og igen.

På en festival der ellers består af enorme mængder rå talent, er der absolut intet teknisk at komme efter – kun dumhed. Og når jeg siger dumhed, er det med pil op. For det uden tvivl et bevidst valg, at det ikke handler om sangtalent, følsomhed eller frække overgange. Og vigtigst af alt, så minder koncerten ikke om noget, man kender. Vi snakker altså om en optræden, der er så gennemført dum, at den bliver helt sin eget.

Yo Johnny har en genkendelig, elektronisk, wobbly, bastung lyd. En lyd der smadrer higen efter at musikken skal give mening ud af dit hoved og fylder det op med lysten til at hamre en øl og overgive dig til dumheden – det var i hvert fald det publikum gjorde. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde det for en koncert, et show, et teater eller noget helt fjerde. Uanset hvad det var, så faldt energien ikke på noget tidspunkt. Det var ikke engang bygget op omkring lange build-ups og drops, som man har set det før. Nej, Yo Johnny kørte sit show i højeste gear. Og selvom der på mange måder bliver kørt på cykel, så går turen kun til eksotiske steder.

Yo Johnnys cykelshow er her, der og alle vegne. Blandt andet forbi Medina’s ‘kun for mig’ og med de to hypemen evigt i gang, dansende, hoppende og med instruktioner til, hvordan publikum skal råbe “YO JOHNNY” bliver hjulene ved med at dreje.

Skulle du være i tvivl om, hvorvidt dumheden er med vilje, så smag på denne koncertslutning: Yo Johnny (eller et premix) spille sangen ‘Tekno’, som han har lavet sammen med Hiphop-gruppen Specktors. Selvsamme gruppe joiner det Festina-logotrøje-bærende entourage på scenen. Bagefter kommer Andreas Odbjerg ind og synger megahittet ‘Stor Mand’. Eller det vil sige, han synger halvdelen, hvorefter han kigger på fra det bagerste af scenen, mens Yo Johnny brager et middelmådigt drum’n’bass remix af Odbjerg og Rahims landeplage ud af højtalerne til publikums store fornøjelse. Intet giver mening – alt er overlegent.

Hvorfor virkede det? Det har jeg spurgt mig selv om mange gange, siden festivalen sluttede og folk igen måtte tage fyldte drikkevand med ind i parken foran Musikhuset. Jeg så i hvert fald 10 koncerter, der havde så meget talent, ekspressivitet og fingerspitzengefühl, at det burde være en af dem, der blev fremhævet. Og det må være et kæmpe kompliment til det danske vækstlag i sin helhed, at netop det at være teknisk dygtig gør, at man ikke skiller sig ud.

Svaret ligger nok i, at alle de her koncerter bare spillede – der var en plan og den blev eksekveret til noget nær perfektion nærmest hver gang. Yo Johnnys optræden var alt andet end tilrettelagt. Den røde tråd var væk, og når man har gået i to år og lagt bånd på sig selv, så er det måske netop det, der er brug for – en der bare tager ædehandsken på og går i gang. Enten det, eller også prøver jeg bare at benægte, at jeg er blevet gammel og i virkeligheden hører til nede bagerst i salen, hvor man brokker sig over en kold drink i stedet for at glæde sig over en varm dåseøl.

Når det så er sagt, så er det ikke altid at dumheden lykkedes. Tidligere på aftenen havde Icekiid fyret godt gang i publikum (primært dem, der sætter pris på varme dåseøl). Men der må være opstået et akut tilfælde af dumellahvad, da setlisten blev sat sammen, for lige da koncerten skulle til at peake, valgte Icekiid at spille en hyldestsang til den københavnske fodboldklub FCK. Pludselig forsvandt den gode stemning, og det aarhusianske publikum, hvis fodboldklub ikke har vundet en kamp i over tre måneder, blev stille. Den voldsomme energi forsvandt som var Ice kommet ind med fuldstændig udtrådte sko på.

Når det så er sagt, og pointen om løssluppenhed og mangel på klassisk musikalsk integritet har fået alt for meget spalteplads, så var der næsten kun vellykkede koncerter hele lørdag. Szim drak publikums energidrik, og leverede en stærk eftermiddagskoncert. Med sig havde hun Lucy Love bag pulten, der burde vinde en pris som SPOT mest energiske DJ og mildest talt virkede som en, der havde tyllet Red Bull det meste af formiddagen.

Fabräk cementerede deres plads som Danmarks ufrivilligt største punkband. Prisma bragte indiegenren tilbage med en selvsikker og solbeskinnet koncert på Park-scenen og Julie Pavon besejrede Allé-scenen med uovertruffen intensitet og industriel pop båret af house-inspirerede trommer.

Og så skal First Hates fredagskoncert også nævnes. De tog chancen og spillede nærmest rene nye numre. Det var svært at blive båret med, da forsanger Anton Falck Gansted i starten simpelthen var langt mere flyvende end publikum. Stille og roligt sneg den dystre 80’er-pop sig dog ind under huden, og man begyndte langsomt at svæve. Og med ét hit mod slutningen, som jeg ikke selv kender, men publikum tydeligvis gjorde, så var der igen dømt endorfinudløsning, crowdsurfing og en følelse af festival, sommer og liv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Mina Okabe: “Nå ja, folk lytter til mine sange”

Af Peter Pishai Storgaard den
Mina Okabe
Mina Okabe. Fotograf: Karen Rosetzsky

Hvis der er én artist, jeg har skamlyttet i 2021, så er det Mina Okabe. Det vil min Spotify-årsliste garanteret kunne bevidne, når året rinder ud. Derfor glædede jeg mig også helt enormt til at opleve Mina Okabe live for anden gang på årets forsinkede SPOT Festival.

Hvis man lytter til Mina Okabes debutalbum Better Days, er “dansefest” nok ikke det første ord, der dukker op, men allerede fra koncertens første nummer – som i øvrigt var mit yndlingsnummer lige nu Critical – stod det klart, at publikum i Musikhusets stopfyldte Lille Sal (som faktisk ikke er så lille endda) var klar på en fest.

“Inden koncerten sagde jeg til mit band, at jeg håber, at der er folk, der kommer. Jeg var så overrasket, da jeg kom ind. Den reaktion, jeg fik tilbage fra publikum, var bare så vild! Bare det, at der var nogen, der sang med: ‘Nå ja, folk lytter til mine sange!’ Det var bare sådan en realization,” fortæller Mina Okabe, da jeg møder hende til en snak morgenen efter koncerten.

Særligt momentet mod slutningen af koncerten, hvor publikum rejste sig fra sæderne og dansevuggede til radiohittene Every Second og Walk Away, sparkede benene væk under Mina Okabe.

“Jeg var så overwhelmed. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Det var bare så vildt. Jeg har aldrig oplevet noget som det. Jeg er bare så taknemmelig for, at folk havde lyst til at stå i kø og se koncerten,” lyder det fra det ydmyge stortalent, som er født og opvokset i London.

Gennembrud under corona
At hun er et stortalent kan ingen længere være i tvivl om. Mina Okabe fik sit store gennembrud under coronakrisen med massiv airplay på bl.a. P3 og P4, men står samtidig stort set uden den liveerfaring, som man ellers typisk bygger op i starten af en karriere. Derfor var det også noget ganske særligt for Mina Okabe at spille på årets Spot Festival.

“Det er vildt at få lov til at stå her. Jeg har før spillet opvarmning for Maximillian, men det er første gang, jeg har spillet en koncert for så mange, hvor folk havde valgt mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt mere nervøs end til andre koncerter, men det er fedt at være i gang,” siger Mina Okabe og fortsætter:

“Jeg ved ikke, hvordan det ville have været, hvis der ikke havde været corona, men jeg er så taknemmelig over, at folk lytter, og at folk har lyst til at skrive om sangene og deler sangene og kommer til koncerterne. Min største drøm er bare at kunne leve af musik og spille live – at folk har lyst til at lytte og komme til koncerterne.”

Personlige fortællinger
Mina Okabe bevæger sig i en genre, som af flere er blevet beskrevet som “soveværelsespop”, og det er da også de personlige fortællinger, der fylder i hendes tekstunivers.

“Det er altid personlige oplevelser, tanker, mine meninger om ting – jeg har altid en specifik ting i mit hoved, når jeg skriver. Jeg føler, at det er det, der er nemmest at skrive om. Når jeg lytter til andres sange og kan høre, at de er personlige, så er det der, man kan mærke the emotion,” forklarer hun.

Men selvom teksterne handler om Minas egne oplevelser, er det gået op for hende, at de resonerer med hendes publikum. Hun får nemlig ofte beskeder fra folk, der fortæller hende, at de kan spejle sig i hendes tekster, at de bliver rørt, eller at en tekst passer til noget, de gennemlever lige nu.

“Det er faktisk først efter, at jeg er begyndt at udgive, at jeg har realized, hvor meget det betyder for mig, at folk kan relatere til musikken. Det er bare ret vildt, at folk stadig kan relatere til det, når jeg har skrevet om min specifikke oplevelse. Det er først der, at jeg har realized: ‘Wow, det er virkelig en stor ting’!”

Rødder i hele verden
Lige nu er Mina Okabe i gang med det store gennembrud i Danmark, men også i hendes andet – eller tredje – hjemland går det stærkt. For udover sin britiske opvækst har Mina Okabe, som efternavnet nok har afsløret for nogen, også japanske rødder.

Og netop i Japan har man også fået øjnene op for sangerinden. I skrivende stund er hendes Every Second fx nummer 7 på den japanske Viral Chart på Spotify i selskab med nogle af landets største artister – og foran Kanye West. Og Mina Okabes udlængsel kunne meget vel bringe hende til Solens Rige, selvom hun er glad for at bo i Danmark.

“Jeg føler mig mest hjemme i Danmark. Jeg har boet her i seks år, har mine gode venner her og har også familie i Danmark. Men jeg føler mig også hjemme, når jeg kommer til Japan, eller når jeg besøger London og er sammen med min gamle venner der. Jeg har lyst til at bo så mange steder, men Japan er virkelig et sted, jeg gerne vil prøve at bo,” siger hun.

Om hun kommer til det, må tiden vise, men i mellemtiden kan vi glæde os over, at Mina Okabe kan opleves den 13. november i Lille VEGA i København. Hvis man altså har billet. For popkometens første headliner-koncert er selvfølgelig udsolgt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Wauw, Dayyani leverede årets bedste koncert på længeventet SPOT Festival!

Af Peter Pishai Storgaard den
Dayyani
Dayyani. Fotograf: Asbjørn Kragh / Synkron

Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger, da jeg indfandt mig på Voxhall i god tid inden koncerten med Dayyani fredag eftermiddag. Men allerede under lydprøven til sangerindens spritnye single My Shit kunne jeg fornemme, at der var noget helt særligt på vej.

På en SPOT Festival med et historisk højt niveau, hvor ingen faldt igennem, og hvor artister som Mina Okabe, Prisma, Mekdes, Andreas Odbjerg og en række andre leverede fantastiske koncerter, formåede hjemmebane-pophåbet Isabella Dayyani alligevel at overstråle dem alle denne eftermiddag på et godt fyldt Voxhall med en koncert, der meget vel kan vise sig at være starten på noget meget stort. Vel og mærke efter koncert, som med rette kunne have slået den unge sangerinde ud af kurs efter konstante tekniske udfordringer og et decideret lydudfald undervejs i So Good.

Men hvad gør det, når resten af koncerten var decideret fremragende? Koreografien sad lige i skabet og sendte tankerne mod den legendariske Arena-koncert med Solange for nogle år siden – mens lydbilledet på især flere af de nye numre gav billeder af en ung Beyoncé og resten af Destiny’s Child, som i øvrigt også er et af Dayyani selvproklamerede forbilleder. Og så gør lydproblemer altså mindre, når størstedelen af publikum allerede kan synge med på radiohittet Goddess.

I disse år er der mange store talenter på den danske popscene, men Dayyani har alligevel formået – i øvrigt ligesom sine sjælsvenner i Ganger – at skabe sin helt egen lyd, der får hende til at stå frem fra mængden af popsangere i disse år. For selvom vi klart er i en velkendt gren af popmusikken, har Dayyani alligevel tilsat sin musik en tilpas mængde skævhed og iørefaldende beats, at man som lytter forbliver nysgerrig – både når der bydes op til dans, og når der trædes et skridt tilbage på numre som All The Things I’m Learning.

Koncerten sluttede i øvrigt med den fornævnte nye single My Shit, som jeg kunne synge med på efter ét omkvæd og stadig sidder fast på hjernen her to dage og alt for mange øl senere. Dayyani er The Shit!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Seks højdepunkter på SPOT Festival 2021

Af Peter Pishai Storgaard den
Mina Okabe af Karen Rosetzsky
Mina Okabe. Fotograf: Karen Rosetzsky

Endelig! Det virker som en evighed siden, at vi sidst stod på SPOT Festival i maj 2019, men efter over to års venten er det endelig festivaltid igen. Jeg kan næsten ikke vente på, at det bliver torsdag, hvor jeg igen kan indfinde mig i Aarhus’ skønne gader til god musik fra nogle af de største talenter i den danske musikbranche. Der er sågar internationale artister, som har trodset coronaen og fundet vej til Aarhus og årets SPOT Festival.

I dag vil jeg se lidt nærmere på seks af de navne, jeg glæder mig allermest til opleve på min første ægte festival siden Wonderfestiwall for 25 måneder siden.

Angående Mig
Jeg lægger ud med en ung højtråbende artist, som jeg senest havde fornøjelsen af at høre til en showcase på Hotel Cecil i København midt under EM-landskampen mellem Belgien og Danmark inden sommerferien. Angående Mig udgav i mine øjne et af 2020’s mest interessante EP’er med KUNSTEN AT LADE SOM OM, hvor hendes unikke intensitet, lyriske kvaliteter og rå ægthed for alvor kommer til sin ret. Tag disse adjektiver og gang dem med 1.000 – og så har du Angående Mig i en live-situation. En absolut must-see!

Hvornår: Fredag den 17. september kl. 22.30
Hvor: Park-scenen

Mina Okabe
Ved selvsamme showcase kunne man også opleve Mina Okabe, og sjældent er jeg blevet så behageligt blæst bagover af en koncert. Det var den type koncert, hvor man bare kan lukke øjnene og nyde lyden af en ung musiker, der på rekordtid er landet det helt rigtige sted musikalsk; hvilket er ganske bemærkelsesværdigt, når normalen er, at de fleste unge musikere (ganske forståeligt) stikker i mange retninger i jagten på deres egen lyd. Den har 20-årige Mina Okabe allerede fundet, og jeg har sjældent skamlyttet et album i den grad, som Better Days‘s dagdrømmende poptoner har kørt på repeat i det lille hjem.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.00
Hvor: Musikhuset, Lille Sal

Dopha
Vi bliver i poppens verden, men bevæger os over i den mere storladne del af genren med fellow Nickelback-fan Dopha (jeg ved, vi er flere end os to på SPOT, men spørgsmålet er, hvor mange der tør stå ved det…). Jeg kunne egentlig godt slutte anbefalingen der, hvor hvad mere har man egentlig brug for at vide? Okay så… Dopha har også udgivet det helt fænomenale debutalbum The Game i 2021 med radiohits som titelnummeret og naturligvis Happy for Me, så man må sige, at der er kæmpe sing-along-potentiale hos den 23-årige sangerinde fra Romalt i Kronjylland. Det er der i øvrigt også på de fleste Nickelback-numre. Just saying…

Hvornår: Fredag den 17. september kl. 20.00
Hvor: Amfiscenen

Blaue Blume
Koldingensiske Blaue Blume hører til blandt de mere erfarne navne på årets SPOT Festival, men på samme tid føles det som et genfødt band. De havde gang i det store comeback, da coronakrisen satte deres og vores verden på pause for en (lang) stund. Derfor glæder jeg mig kun endnu mere til endelig at få mulighed for igen at opleve et af mine yndlingsbands fra de seneste 10 år live. Jeg har tit skrevet om, at jeg elsker at blive taget ind i et univers, når jeg går til koncert – og dét formår Blaue Blume om nogen gennem deres på en gang minimalistiske og storladne kompositioner, der sammen med frontmand Jonas Smiths underskønne vokal skaber et lydbillede, man ikke kan undgå at blive opslugt af. Hold kæft, jeg glæder mig!

Hvornår: Lørdag den 18. september kl. 00.00
Hvor: Musikhuset, Store Sal

Mekdes
Mange gode ting er kommet ud af Kolding. Blaue Blume, utallige pizzaslices og nu også humørbomben Mekdes. Jeg har haft fornøjelsen af at høre hende live flere gange, og det er ganske enkelt en fantastisk oplevelse hver evig eneste gang. Der findes ingen som Mekdes på den danske musikscene, og med sit unikke take på r&b-genren kombineret med en smittende kærlighed til at stå på en scene er hun en must-see, som jeg godt tør love vil gøre dig i godt humør. Hun arbejder i øvrigt på sit debutalbum, så selvom du måtte have skamlyttet debut-EP’en Fly, kan du nok godt sætte ørerne op efter at høre nyt fra Slicetowns bedste.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.15
Hvor: Amfiscenen

Tiger Moth
Vi runder listen af med et af de helt nye navne, som i et normalt SPOT-år med en festival i maj endnu ikke ville have udgivet deres første single. Søstrene Katinka og Sigrid Moth i Tiger Moth udgav nemlig først debutsinglen Faded i juli 2021, men det har ikke forhindret dem i at sende min forventninger mod skyerne. Deres poplyd er simpel, legende og optimistisk med tydelige tråde til jazzens verden, hvilket gør dem til et særdeles frisk pust i en til tider overproduceret musikverden. Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden byder på for den nye duo, og ikke mindst på at høre dem live på SPOT Festival.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 20.25
Hvor: Growzone, Trailerscenen

Hermed mine anbefalinger for 2021-udgaven af SPOT Festival, men som altid er SPOT ikke mindst en festival, hvor man får rigtig meget ud af bare at gå på opdagelse i det spændende program. Erfaringen siger mig, at det ofte er det uventede, der ender med at blive det, man husker fra festivalen. Vi ses på festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

MUSIKFILMFESTIVAL I CINEMATEKET MED KVINDELIG KAPOW!

Af Laura Fromm den

Fra den 17.-26. september slår Cinemateket dørene op for den 9. udgave af Musik Filmfestivalen – 10 dage med danmarkspremierer, internationale hits, perler fra arkiverne – og fest finurligheder og fordybelse i alle klangfarver. En oplagt mulighed for at tage revanche på nogle af de mange store musikfestivaler, der igen i år blev udskudt – Her igennem lærredet!

Programmet favner bredt med hele 30 film og særarrangementer på plakaten. I biografens magelige mørke kan du bl.a. opleve gamle kendinge som Nick Cave, David Byrne, Shane MacGowan og Ozzy Osbourne. Men også nyere toneangivende kunstnere om St. Vincent, IDLES og Lana Del Ray. Kort sagt et filmisk og musikalsk eldorado, der skydes igang med fri fredag, fri éntre og koncertfilmen ’Depeche Mode: Live Spirits’, der spilles simultant på fire lærreder i Cinematekets pop-up-biograf.

♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎

Regnsky guider her til tre særlige events, hvor det kvindelige køn er i centrum – simpelthen fordi kvinder i langt højere grad fortjener at blive hørt og hyldet i musikhistorien!

♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎

DATIDENS DJ-DRONNINGER: ‘SISTERS WITH TRANSISTORS’ + ‘DELIA DERBYSHIRE’ – Tors, 23. sep, kl. 19
To feministiske-film med ét smæk samt en introduktion af Anya Mathilde Poulsen, medstifter af netværket HUN SOLO, der arrangerer koncertaftener med markante kvindelige kunstnere. Begge film kredser om oversete kvinder i den allertidligste elektroniske musik, som var med til at lægge grunden for strømningen af elektroniske pionerer. Disse film giver dig lyst til at rulle spolebåndet tilbage og være ung i 1960-70’erne.

MUSIK I MØRKET – LYTTEBIO: LANA DEL REY – ‘NORMAN FUCKING ROCKWELL!’ – Søn, 26. sep kl. 14
Musik i Mørket er Cinematekets nye lyttebiograf, hvor de omvandrende musikleksikoner, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, fra podcasten Rockhistorier på Heartbeats, hver måned gennemgår et centralt album fra den rytmiske musiks kanon i en timelang, illustreret samtale. D’herrer borer sig denne søndag ind i Lana Del Rey’s mesterlige ‘Norman Fucking Rockwell!’ og fortæller om albummets tilblivelse, hvorefter det afspilles i sin fulde længde i komplet mørke i salen. Det bliver stort og garantrise lige så skønt som Lana Del Rey’s nye single fra det kommende 8. studie album, der har release den 22. oktober <3 <3 <3 ! ! !

SØNDAGSMATINÉ – ‘MAESTRAS – THE LONG JOURNEY OF WOMEN TO THE PODIUM’ – Søn, 26. sep kl. 16:45
Bliver du hængende på denne sidste dag af Musikfilm Festivalen, kan du i denne skønne dokumentar møde dirigenter som Barbara Hannigan, Marin Alsop og Anu Tali, som har insisteret på, at det ikke skal være deres køn, men derimod personlighed, musikalitet og evne til lederskab, der afgør, om de kan indtage dirigentpodiet. Mantraet er, at et hvert menneske både indeholder maskuline og feminine sider, som forløser musikken. En sand søndagssymfoni med film og Q&A, og den perfekte afslutning på 10 dage med 30 film og 110% lyd! – Hvis du da ikke bliver hængende til mockumentary om St. Vincent med Lynch-esque over hele det visuelle felt kl. 18.30 eller til David Byrnes’ ‘American Utopia’ kl. 21 – Den forklarer vidst sig selv!

– Det samme gør det filmiske line-up, nå man lader blikket granske de 30 lækre titler og kunstnernavne. Se alligevel hele programmet på Cinematekets hjemmeside og traileren for festivalen her. Hep Heeeey!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Tre kunstere du skal se på Carpark Festival 2021

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Johan Stauner Bill

Den lille festival under Bispeengbuen er endelig tilbage. Den altid hyggelige og regnsikre festival formår igen og igen at forvandle den grå parkeringsplads under broen til en intim festivaloplevelse – samtidig med, at den forvandler upcoming musikere til hovednavne i centrum. I år er ingen undtagelse, og derfor har vi håndplukket tre kunstnere, du ikke må gå glip af.

MALU – Åbne Scene, fredag kl. 20.10

Var det a cappella skulle du stadig stille dig foran Åbne Scene lidt over otte. MALU’s vokal er simpelthen så fyldt med nuancer i sig selv, at det kunne være nok. Som flødeskum på toppen, får du lov at høre lækker neo-soul, i mens MALU synger dig hen i en anden verden.

MALU er så ubeskrevet et blad, at det kræver mere end bare en søgning på google at finde frem til hendes borgerlige navn. Men giver man sig tiden til at lede videre, finder man ud af, at Marie-Louise Pierini ved noget af en tilfældighed fik et klaver hjem i huset som 5-årig, fordi nogle flyttemænd ikke ville smide klaveret ud. Fredag aften skal du tage over at høre, hvorfor flyttemændene havde fat i den lange ende.

Magnus Tempels – Tribunen, fredag kl. 22.20

Elektronisk pop er efterhånden en kombination man har hørt om før. Men når Magnus Tempels laver musik, lyder det ikke som en del af den resterende grød af rimelige danske musikere, der synger med synthpoppede lyde i baggrunden.

Tempels tør nemlig at sætte instrumentalen i forgrunden, og hans produktioner er disharmoniske uden at være det, hvilket gør hans numre og især liveoptrædener til noget, der er dynamisk. Det er her han går fra at være en sød fyr til at være en følsom fyr med masser af kant, og det er rigtig vigtigt, når man vil skille sig ud på den moderne danske popscene.

Og så er han en utroligt nærværende livemusiker. Ingen store armbevægelser eller charmerende monologer, men han har en tilstedeværelse, man ikke er i tvivl om.

PRISMA – Åbne scene, lørdag kl. 23.00

Det er noget af et scoop for Carpark, at de har fået PRISMA til at komme og lukke festivalen. De to søstre laver en form for futuristisk, trommebåret new wave, der er vildt energisk. Som havde The Raveonettes og New Order fået et barn.

På papiret er det ikke et scoop, for PRISMA er et ubeskrevet blad, der er opstået i det Covid-restriksionsramte Danmark. Men det er svært at høre, at det ikke er et erfarent band, med så tætte produktioner og så genkendelig en lyd. Deres sange giver følelsen af at de er små komponerede værker, der drejer sig og tager nye former undervejs.

Til gengæld giver det rigtig god mening, når man hører deres bagkatalog, at det er to søstre, der står bag. Deres vokale samspil er lige i skabet, og de formår at bruge den enes inderlighed til at forstærke den andens.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *