Musik er følelser. Det er et mantra for mig som musikskribent, men aldrig har det virket mere rigtigt end på dette års Roskilde Festival. Jeg er fuldstændig drænet for mental og emotionel energi. Jeg ved ikke, om det er programmet, vejret eller min egen sindsstemning, men for mig har årets festival været en helt ekstrem følelsesmæssig rutchebanetur, hvor jeg vist stadig ikke helt er klar over, om, hvordan eller hvor jeg skal stå af.
Jeg ved til gengæld godt, hvornår jeg stod på. Det gjorde jeg i mandags, hvor særligt svenske Skott med sin på samme tid fløjsbløde og knivskarpe vokal skar sig direkte ind i hjerterne på mig og de andre mandagsfriske musikelskere. Så var bunden ligesom lagt, inden jeg kastede mig ud hovedkulds ud i campingområdets mange fornøjelser og den egentlige rutchebane.
Tirsdag var det IRAH og GANGLYs tur til at bevise, at fremtiden er både lys og skræmmende på samme tid. Både IRAH og GANGLY formår at opbygge drømmende men faretruende lyduniverser, som kun få bands kommer i nærheden af at matche – begge ledsaget af en overjordisk dygtig vokalist i form af henholdsvis danske Stine Grøn og islandske Jófríður Ákadóttir. Jeg har længe været dybt forelsket i Stines vokal, og jeg tror, at folk herhjemme er ved at få øjnene op for Jófríður. I hvert fald var flere henne og erklære deres kærlighed til hende overfor mig, efter hun torsdag havde optrådt sammen med Hun Solo som soloprojektet JFDR.
For det fortjener hun fandme. På festivalen lavede jeg mit andet interview med hende på bare to måneder (først med JFDR – nu med GANGLY), men hvis det stod til mig, kunne jeg egentlig godt nøjes med kun at interviewe hende i alle mine interviews fremover. Sjældent har jeg mødt så smuk og eftertænksom en sjæl, der formår at sætte ord på alt det, der kan være svært at sætte ord på. Tak for dig, Jof!
Det hele peakede dog for mig torsdag aften, hvor the xx leverede deres livs formentlig bedste koncert. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at de kan gøre det bedre, for alt var absolut perfekt. Jamie xx var genial som altid, Romy fik alle omkring mig til at græde, mens Oliver virkede mere hjemme på scenen, end han nogensinde har gjort før. Jeg tror, at de mærkede kærligheden, der brusede over i pitten, og det gav dem mod på og lyst til at være den bedste udgave af dem selv; sagt på vaskeægte klichésk.
Jeg vil ikke gå i dybden med koncerten, for det har jeg allerede gjort her. Men blot konstatere at de og særligt Romys enestående følelses-tour-de-force på “Performance” vil stå tilbage som soundtracket for min festival.
When you saw me leaving // Did you think I had a place to go? // Since you stopped believing // I’ve had to put on my own show
Tilbage vil jeg også stå med en Roskilde Festival 2017, som på mange måder har været en underlig oplevelse. Jeg har været lykkelig og trist. Jeg har været fuld og tom. Jeg har savnet, og jeg har elsket. Jeg har med andre ord bare været på Roskilde Festival – det underlige skal findes i balancen. Vi ses næste år!
