SPOT Festival 2017 er slut, og vi skal vente et helt år, inden det igen er tid til at slentre rundt i Aarhus’ evigt hyggelige, små gader og entrere den bermudatrekant af lykke, hvor man omgivet af Musikhuset i øst, Godsbanen i vest og Voxhall/Atlas lidt mod nord kan lade sig indhylle i musikalske oplevelser uden at skulle forholde sig til den travle verden udenfor. Det har Rasmus, Eva og jeg gjort i en lille håndfuld dage, som kastede alt fra spændende konferencer og glædelige genforeninger til eminente koncerter og hyggelige dayparties af sig. Her er mine fem’ish højdepunkter!
Aarhus Volume
Torsdagen på SPOT Festival er altid en lidt sjov størrelse. Festivalen er stadig ved at vågne af sin alt for lange dvale, og de mange tilrejsende københavnere skal lige vænne sig til, at indre by de næste dage er skiftet ud med midtbyen, og at der findes andre bakker end broerne, der forbinder Sjælland med Amager. Men heldigvis er der også musik til at lette integrationen, og i år var der opstået et nyt, fantastisk koncertområde mellem Godsbanen og Scandinavian Congress Center. Aarhus Volume stod bag initiativet, som bedst kan beskrives som en lille festival i festivalen, hvor de torsdag, fredag og lørdag præsenterede en lang række dygtige upcoming artister – og så endda helt gratis!
Aarhus Volume-scenen blev åbnet af danske Slowes, og det blev gjort med maner. Om Slowes skal have æren for, at 2017-udgaven af SPOT Festival havde det bedste vejr, jeg kan huske, skal jeg ikke gøre mig klog på, men for mig er Slowes uden forbehold lyden af sommer. Jeg spåede tilbage i januar Jack Kilburn og Anders Hamanns projekt til at slå igennem for alvor i løbet af 2017, og jeg tror på, at deres performance i torsdags kan være et godt skridt på vejen! Det var velproduceret, det var vedkommende, og det var helt grundlæggende bare en dejlig måde at åbne festivalen på.
I det hele taget var det en god aften for de (forholdsvist) unge danske bands. Især TÅRN leverede lidt senere på aftenen en rigtig god koncert. Jeg har ikke været blæst bagover, når jeg har lyttet til TÅRN på mit anlæg, men jeg var meget imponeret over, hvordan de formåede at løfte deres musik i en live setting, hvor den virkede både mere indlevende og dansabel.
Det er egentlig ikke noget nyt med små koncerter rundt om i Aarhus under SPOT, men Aarhus Volume er det mest gennemførte, omfattende og integrerede, jeg endnu er stødt på, og det fungerede hele festivalen igennem; både til koncerter men også som mødested, når man ville ses med sine ikke-SPOT-gående venner, eller bare havde lyst til at nyde en øl og lidt musik ude i det gode vejr. Så velkommen tilbage næste år, Aarhus Volume!
JFDR
Den koncert, som jeg på forhånd havde glædet mig suverænt mest til, var fredagens koncert med islandske JFDR. Jófríður Ákadóttir hedder den 22-årige kvinde bag JFDR, og hun er allerede en ret erfaren ræv i manegen (som man overhovedet ikke siger, men det gør jeg nu). Allerede som 14-årig debuterede hun sammen med sin søster med duoen Pascal Pinon, og de otte år i musikbranchen mærkedes tydeligt i en koncert, som virkede både gennemtænkt og gennemført ned til mindste detalje. Den gode halve time i Rytmisk Sal i Musikhuset er nok den mest følelsesmæssigt intense oplevelse, jeg endnu har været udsat for på SPOT. JFDR formåede på nærmest magisk vis at gøre en hel sal mundlam med sine finurlige, organiske produktioner, hvor musikken i lige så høj grad udtrykkes gennem følelser og nærvær, som den gør det gennem Jófríður inderlige vokal og de uortodoske trommearrangementer. Det er en oplevelse, jeg vil mindes længe!
Jeg havde i øvrigt fornøjelsen af at interviewe dem eftertænksomme nordbo efter koncerten – resultatet af den filosofiske samtale dukker op her på bloggen inden alt for længe.
Siv Jakobsen
Noget af det, som SPOT Festival er bedst til, er at skabe de her uventede og unikke oplevelser, fordi man pludselig befinder sig til en koncert, som man ikke havde planlagt at tage til. Sådan en oplevelse var norske Siv Jakobsens koncert. Jeg havde lyttet ganske lidt til Siv Jakobsens musik inden SPOT Festival, men jeg endte alligevel med at tage med et par venner til koncerten, fordi jeg ikke havde andet at tage mig til på det tidspunkt. Og det viste sig at være en virkelig god beslutning.
Omgivet af en pianist og en lille håndfuld strygere skabte Siv Jakobsen en norsk hyggehule (nej, jeg har ikke set SKAM, så jeg kender ikke det norske ord for hyggehule), hvor hendes eminente vokal og den minimalistiske produktion fungerede som et virkeligt behageligt gruppekram. Det var en dybt personlig oplevelse, hvor Siv også fik erklæret sin kærlighed til Britney Spears gennem et forfriskende nøgent cover af megahittet “Toxic” – som i øvrigt også er min yndlingssang fra min tidlige ungdoms store popstjerne.
IRAH
SPOT Festival anno 2017 var en lidt anderledes oplevelse for os på Regnsky. For første gang i seks år var vi nemlig en aktiv del af festivalprogrammet, da vi sammen med vores gode venner hos Wonderwhy Music Company, IAMSOUND og PHQ Music var arrangører af et officielt dayparty lørdag eftermiddag på HeadQuarters. Vi havde arrangeret det sådan, at vi hver især skulle stille med én eller flere artister. Jeg besluttede ret tidligt, at IRAH var en af de artister, jeg allerhelst ville have til at komme og spille til arrangementet – og de var heldigvis søde nok til at sige ja – evigt meget kærlighed og tak for det!
Jeg har ikke fortrudt det valg et eneste sekund, for hold nu op en optræden!
Hvis jeg skulle vælge én lyd, som skulle være den eneste, jeg måtte høre resten af mit liv, ville Stine Grøns vokal være øverst på den liste. I sammenspil med lydgeniet Adi Zukanovic på keys skabte IRAH et himmelsk lydbillede, som trængte direkte ind og fik sjælen til at danse sejrsdans. Jeg har meget svært ved at beskrive den koncert meget anderledes, og jeg kan kun give Gaffa ret i, at IRAH muligvis har givet den bedste koncert nogensinde på SPOT Festival – endda to dage i træk! Wauw!
KOPS
Fra IRAH skal vi til en anden dansk artist på fire versaler, nemlig KOPS. Men der ophører lighederne så også. KOPS burde egentlig slet ikke være noget for mig. Det er en underlig blanding af alt det værste fra P3’s playlister mixet med Lukas Grahams scenecharme og Phlakes evne til at udgive det samme velskabte popnummer 10 gange. Og så er han bare 19 år gammel. Det samme er en stor del af hans publikum. Men han kan fandme starte en fest fra nul, som jeg har lyst til at være med til, og det er altså en kvalitet i sig selv.
KOPS tager prisen som årets overraskelse for mig på alle leder og kanter. Jeg er overrasket over, at jeg tog til koncerten. Jeg er overrasket over, at jeg ikke gik igen. Jeg er overrasket over, at jeg nød at være der. Og jeg er overrasket over, at det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg skriver det her!
Hvis Oskar Kops Kronback formår at holde fast i charmen og arbejde videre med sangstemmen og sangskrivningen, så tror jeg helt sikkert, at han har fat i et eller andet helt rigtigt her.
Der er naturligvis mange andre dejlige minder fra SPOT Festival 2017, men den her artikel er allerede rigeligt lang, så jeg vil bare nøjes med her til sidst at sende en kæmpe high five i retning af blandt andre Amanda Delara, Konni Kass, Velvet Volume, Rest in Beats og alle de optrædende til vores dayparty! Tak for i år, SPOT Festival – vi ses igen i 2018!
