Kalenderen har slået efterår, men vi fortsætter vores tilbageblik på årets Roskilde Festival. Denne gang skal vi møde danske Sarah Mariegaard aka Soleima til en snak om hendes første Roskilde-koncert som solist, hendes kommende EP og bare om det at være et af Danmarks mest åbenlyse poptalenter.
Lad mig starte med det mest åbenlyse spørgsmål: Hvordan var det at spille på Roskilde Festival?
“Det var helt vildt. Det har været en drøm, lige siden jeg var en ret lille pige. Så det er helt klart en milepæl og noget, jeg altid har vidst, jeg vildt gerne ville opnå. Og så var det enormt smigrende, at der var enormt mange mennesker. Jeg har jo ikke udgivet så meget musik endnu, så man kan godt være lidt nervøs – men folk kom og sang nærmest med på det, der ikke er udgivet endnu. Det var meget rørende.”
Ja, du har jo kun udgivet tre singler indtil videre, men jeg har hørt, at du har en EP på vej. Hvad kan man forvente af den?
“Jeg kan forestille mig, at “Wasted” kommer med, og så tre andre numre, der er lidt mere i den verden, hvor jeg føler, at jeg er lige nu. Men jeg vil ikke have, at det bliver for konceptuelt. Alt skal være så konceptuelt for tiden, og det er meget vigtigt, at konceptet er stramt og bla bla bla… Jeg synes, at man nogle gange godt må gøre lidt krav på det kreative rum i forhold til, at man er i en proces og en udvikling. Det, tror jeg også, er det, jeg selv synes er interessant, når jeg lytter til en kunstner, som har udgivet nogle flere ting; at man netop kan se en udvikling. Det tror jeg, at jeg vil kræve; gøre krav på, at det er det fede. Men når det er sagt, så kommer “My Boi” ikke med – jeg elsker den sang, og jeg synes, den er skøn, men det er på ingen måde i den retning, jeg gerne vil.”
Men hvad er det så for en lyd, du gerne vil have?
“Jeg laver jo popmusik, som jeg på mange måder selv synes er ret kommerciel. Men jeg kan samtidig godt lide det der med at prøve at få nogle lidt grimme eller underlige elementer ind i min musik. Det er egentlig fælles for os alle tre (William Asingh og Nick Labajewska Madsen, red.); det der med at finde nogle lyde, som ikke umiddelbart passer ind. Det er noget, jeg er meget inspireret af; både når jeg selv laver musik, og når jeg lytter til musik. Jeg lytter meget til Montmartre og til en engelsk kunstner, der hedder NAO, som også er meget særlig. Det, der tænder mig ved dem, er, at de også laver meget poppet musik men med de her sære, underlige elementer, der fanger øret. Det er også det, jeg gerne vil. Helt klart.”
Hvorfor er det vigtigt for dig, at der er lige netop de her elementer? Som jeg ser det, er det jo et grundelement i al popmusik, at det er fængende på en eller anden facon…
“Jeg tror, at det handler om at fange øret på en anden måde. Al musik er jo skøn, men det, der tænder mig, er at lave noget, som ikke er en helt glat popsang. Det kæmper jeg meget med og bruger en del kræfter på at formidle, at det er vigtigt for mig. Jeg tror, at det er noget, der er nemmere at høre, hvis man hører flere af mine numre samlet på et format. For eksempel er “Wasted” blevet modtaget meget forskelligt af folk. Nogle synes, at den er helt vildt underlig. ‘What is going on?’ Andre har sagt, at ‘fuck, vi har aldrig hørt dig lave noget, der er så poppet’ og ‘hold kæft, det er en popsang’-agtigt. Jeg tror, at det kommer an på, hvordan man lytter, for melodierne på den sang er enormt poppede, men der er måske elementer i produktionen, der gør, at folk er sådan lidt: “Det er sært…” Og det er netop den kombination, jeg synes, det er interessant at lege med.”
Jeg synes, at din lyd virker meget eksotisk…
“Fedt! Det er jeg glad for, for det er også lidt målet. Sådan har altid været. Også med min stemme. Folk har enten elsket eller hadet den, og det har jeg det egentlig godt med. Jeg synes, at det skønne ved at lave musik er, at det kan gøre et eller andet for folk; om det så er i den negative ende af polen eller i den anden, hvor folk er helt oppe at flyve, så tror jeg egentlig bare, at det vigtigste er, at folk virkelig forholder sig til det og tager stilling til det. Det betyder meget for mig, kan jeg mærke.”
Ja, der er ikke noget værre end ligegyldig kunst. Hvad inspirerer dig?
“Jeg har boet i Tanzania i et år, og jeg er vokset op med en særlig kultur fra Sukumaland i Tanzania. De har en meget rig og smuk sangtradition. Min mor tog mig med på den her afrikanske danselejr, siden jeg var en helt lille pige. Jeg er vokset op med de her sange og har ligesom sunget og danset enormt meget, så det er klart noget, der har påvirket mig og formet mig til den, jeg er både musikalsk og personligt. Det inspirerer mig enormt meget, også uden jeg tænker, at det inspirerer mine melodier direkte. Og så er jeg bare en del af en vennekreds, hvor alle har gang i alle mulige vilde, vilde ting. Det er enormt inspirerende at være i et miljø, hvor alle hele tiden har gang i noget, de har fucking optur over og bare elsker. Det gør, at man selv bliver enormt produktiv. Vi smitter hinanden, tror jeg.”
Det lyder som om, at du har gang i en masse fedt. Nu kommer der snart en EP, men hvad er målet efter det?
“Vi fokuserer meget på udlandet. Jeg synes, det er vigtigt, at det når lidt bredere ud end Danmark. Det har egentlig hele tiden være drømmen og målet, så det er klart noget, vi arbejder frem imod. Både med at få det rigtige label i udlandet og få de rigtige booking agencies rundt omkring og den slags. Det er 100 procent målet! Men når det er sagt, så er jeg også glad for, at det virker til, at der er nogle herhjemme, der har lyst til at lytte til det. P3 har spillet min sang, og det gør mig enormt glad. Det er vildt dejligt, at der også er en interesse herhjemme, for det betyder vildt meget, at man kan have noget kærlighed fra der, man kommer fra. Men i det større billede kunne jeg godt tænke mig at komme lidt uden for landets grænser.”
EP’en skulle udkomme her i løbet af efteråret, så selvom sommeren desværre er slut, er der bestemt stadig lyspunkter at glæde sig til. Jeg glæder mig i hvert fald.
