Paganini

Hvis man som skarpt interesseret i den engelske scene for elektronisk musik har lyttet med på den indflydelsesrige radiokanale Rinse – som indtil juni 2010 opererede som en piratradiostation, hvorefter den blev tildelt en gyldig FM-licens – er muligheden for at have stiftet bekendtskab med DJ’en Steve Braiden klart til stede. Efter fem år som fasttømret programvært på radiostationen, med fingeren på pulsen når det kom til nye tendenser indenfor house og techno, trådte Braiden i 2010 ind i rollen som producer med singlen The Alps, udgivet på Joy Orbisons pladeselskab Doldrums. Denne udgivelse førte overraskende nok ikke til nyt materiale fra englænderen før det markante, hollandske house label Rush Hour for nylig udgav 12″eren Belfry Tower, opkaldt efter middelaldertårnet i Bruxelles.

På b-siden af Belfry Tower finder man skæringen Paganini, båret af et udvidet Ella Fitzgerald-sample, som på mange måder er resultatet af det house- og techno-potpourri, Braiden er vokset ud af, som radiovært på Rinse. Der leges flittigt og sundt med frekvenserne i samtlige lag, til stor succes for Braiden, mens piano og vekslende trommer danner et hypnotisk groove. Det er mørkt, og meget lig den nuværende engelske trend, med wobbly, underspillet bass inkorporeret i house-skaleringer, med cap lidt på skrå og skjorten knappet helt op, et sted i South East London. Vi håber bare, at vi ikke skal vente endnu to år på nyt materiale fra Braiden.

BraidenPaganini
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/02-Paganini.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *