Musik kan skabe de mest magiske øjeblikke. Når ganske få toner og perfekt afmålte gentagelsesmønstre danner identificérbare tilstande i lytterens hovede, og harmonier som overvælder forventningerne erstattes med rene og nye følelser. Lad det, i Flag Whites tilfælde, være afsavn og fortrydelse, den næsten intimiderende nære produktion skylder ind over dig.
Egentlig har projektet Flag White været i høretelefonerne længe. Først under navnet Kyrkan og derefter som Inner Age, og i denne uge blev det endelige navn lanceret som endnu et skud fra Smash!Bang!Pow!‘s efterhånden imponerende arsenal. Bag navnet står Bjørn Alexander Gøtzsche Lange, som nogle sikkert vil associere med det mere eller mindre hedengangne støjpopband Death By Kite.
Egentlig er Flag White ikke så langt fra den beskrivelse – støjpop – men midlerne er nogle helt andre. Trommesættet og bassen er skiftet ud med programmerede rytmer med en intensitet langt lavere end i den tidligere bandkonstellation. Elektronisk shoegazepop kunne være en mere præcis betegnelse, for Flag White har betydeligt mindre stjernekiggerfaktor end den glimtende synthbølge de krystalliserede og flygtige toner bevæger sig på. Jo, den rumklangsvøbte vokal stræber højt, og på “Far Far Away” bygger produktionen katedraler, men selv dér er der aldrig langt til den dybeste kælder.
Både “Your Heart Beats Mine, My Heartbeat’s Yours” og “Far Far Away”‘s melodier er stærke og skrøbelige på samme tid – som de ved blot et lille pres vil give op, pulverisere og flyde ud mellem fingrene på lytteren. Men man holder fast i dem, for man vil føle deres nærhed, bjergtages af ærligheden og overvældes af de smukke harmonier, som Flag Whites numre gang på gang lader deres lytter opleve. Prøv selv:
Flag White – Far Far Away
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/01-Far-Far-Away-ny.mp3]
Flag White – Your Heart Beats Mine, My Heartbeat’s Yours
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/Your-Heart-Beats-Mine-My-Heartbeats-Yours.mp3]