“And our love roams through a vivid fantasy / please take me to the depths of sanity”
The Rumour Said Fire “Passion”.
Der er smæk på, på The Rumour Said Fires debutalbum. Smæk på trommerne, der marcherer energisk, vedholdende og stabilt. Smæk på vokalen, hvis tekster synges med en gennemtrængende nødvendighed. Smæk på guitaren, som ruller melodierne op, ind, hen, ud og rundt om hinanden. Smæk på strukturen – hvor vil de nå og (be)vise meget, og hvor skal melodierne komprimeres tæt.
Og det er egentlig ikke underligt. For af og til er det ikke to’eren, der er et bands svære plade og som dømmes efter tårnhøje forventninger.
Derfor var jeg ret skuffet, da førstesinglen “Sentimentally Falling” brød gennem radiomuren. Hvor var den glasklare melankoli og ærligt fortællende længsel, jeg forelskede mig i og identificerede mig med på sidste års ep The Life and Death of a Male Body blevet af?
Samme sted som den var, da The Rumour Said Fire stod på Rusts intime scene tilbage for halvandet års tid siden. Absolut til stede, men af og til svær at finde. Gemt bag komplekse strukturer, vilje og vid. Jovist, The Rumour Said Fire spiller med store bogstaver. Og fortæller dig præcis, hvilken stemning du skal være i, hvilke følelser musikken skal fremkalde hos dig. Men hvor gøres det elegant og fuldendt. Det er store bogstaver, der stryger dig med håret i stedet for at hæve pegefingeren. Harmoni er højeste prioritet, og den plejes og fremelskes af pladens fremragende, luftige og varme produktion. Og så gennem noget, som egentlig plejer at være et decideret skældsord i musikverdenen: Forudsigelighed.
En af The Rumour Said Fires grundlæggende forudsætninger er trygheden. Der findes en millon ligheder mellem Rumour og ældre folkbands. Men trygheden ligger i netop den lyd. Og forudsigeligheden nærer i den grad tryghed. The Arrogant giver mig lyst til at ringe til en ven, bede ham komme over og tage med en flaske vin med til snak hele aftenen. Den giver mig lyst til at høre bandet på Vega sammen med massevis af andre mennesker. Til at være lige så inkluderende, som musikken er generøs med både sin “sturm und drang”-instrumentering (som på “She”) og sin overflod af detaljer (som f.eks. på pladens bedste nummer, “Air Force”).
The Rumor Said Fire dissekerer skønheden med pincet, og det ekstremt fintfølende og indigneret usentimentalt på samme tid (trods ordene “heart” og “love” nævnes hhv. 14 og 22 gange). Jo, jeg fandt siden hen den rene skønhed i både “Sentimentally Falling” og pladens ni andre skæringer. Jeg skulle heldigvis bare opfange numrenes kompleksitet først.
The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]
The Rumour Said Fire – Sentimentally Falling
The Rumour Said Fire spiller udsolgt koncert på Vega denne torsdag, hvor Treefight For Sunlight står for opvarmningen.
Tjek resten af tourplanen her.