Dette er et meget svært indlæg for mig at skrive. Det er svært, fordi jeg simpelthen ikke føler, at mine ord på nogen måder kan retfærdiggøre, hvor godt dette band er. Den danske musikscene er, lige nu, langt mere interessant end den har været i mange år. Listen af bands der tør bryde med normerne er uendelig, og det er nærmest blevet obligatorisk at tilføje udtryk som shoegazer, lo-fi, chillwave, chill-fi og melancholia-dubstep til ens ordforråd. Men der er, ifølge mig, ét navn på denne uendelige liste af danske stjerner, der lyser lidt klarere end alle de andre. – Nemlig Chimes & Bells, der med deres melodiøse støjrock, er den perfekte sammenslutning af melankoli og gode, solide popmelodier og virkelig forstår at lave musik der betyder noget. Musik der ikke bare er musik, og sange så dybtfølte at man sidder tilbage i stolen, som ét stort spørgsmålstegn og hverken ved hvor man er, eller hvem man i virkeligheden er. Første gang jeg lyttede til pladen, blev jeg helt overvældet og var nødt til at holde pause halvvejs, simpelthen fordi, der var så mange indtryk og følelser, der lige skulle have lov til at blive slugt og gennemtænkt. Jeg mødtes med forsanger Cæcilie Trier, der tidligere har været stemme og cellolist i bl.a. førnævnte Le Fiasko og Choir Of Young Believers, til en kop kaffe, for at høre lidt om deres fine nye plade:
- Hvad inspirerede dig under tilblivelsen af pladen?
Allermest stilhed tror jeg. Jeg hørte mindre og mindre musik først mens jeg skrev og siden da vi indspillede og mixede pladen, jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at lytte rigtigt og blev bare grundforvirret af at forholde mig til andet musik. Jeg blev vildt irriteret på mig selv over at jeg ikke kunne nyde det, også fordi de fleste jeg omgås er vildt gode til at tjekke for musik i lange baner, få lyttet til alt det nye der hele tiden udkommer og alt det gode gamle. Det er jeg virkelig dårlig til generelt. Og så især i den periode, men på et tidspunkt gav jeg ligesom op og holdt bare op med at høre musik. Så nu har jeg en masse at indhente.
Men selvfølgelig er der en masse musikalske inspirationer til grund for pladen. Man står på skuldrene af alt muligt musik man har hørt og hæftet sig ved gennem tiden, det er klart. Men under selve tilblivelsen af pladen var det alt muligt andet end lige netop musik der inspirerede mig. For mig er det sådan at når der er helt stille og har været det i tilpas lang tid begynder jeg at have lyst til at lave musik. Det er paradoksalt at elske stilhed og bruge al sin tid på at bryde den med musik hæhæ.
Noget andet er at jeg fra starten havde en ide om at det skulle være enkelt og forholdsvist ensrettet i udtrykket i den forstand at melodierne dikterede akkorderne, arrangementerne og dynamikken.
- Hvilke scenarier og stemninger synes du jeres plade bedst lyttes til?
Jeg har selv haft de vildeste lytteoplevelser når jeg har hørt musik på vej hjem på cyklen sent om natten, og når man er kommet op i sin lejlighed og ikke kan finde ud af at gå i seng. Måske til en havefest i en lys sommernat, eller måske kunne jeg bare godt tænke at være til sådan en fest snart selv. Jeg ved det ikke, men jeg håber man hører det på noget andet end sine computerhøjtaler, mixet lyder virkelig mærkeligt på den måde.
- Hvis du skulle nævne fem navne der inspirere dig musikalsk, hvem skulle det så være?
Idag har jeg gået og lyttet til en der hedder Eden Ahbez, som jeg for nylig blev introduceret, det er sådan en mand der var forløber for hippierne og havde sådan en naturmenneske movement hvor han og hans band boede på en trope ø og skrev noget virkelig henslængt dramatisk og jiggy musik mens han snakker om månen og havet henover. Og så lyttede jeg til en sangerinde der hedder Dimi Mint Abba, fra Mauretanien, som synger fuldstændig overjordisk inderligt med lange forsiringer og nogle uigennemskkuelige taktarter. Man kan også finde live optagelser med hende på you tube, hvor hun sidder og spiller keyboard og synger omgivet af sine børn og sin mand som akkompagnerer på keyboards og tambouriner og kor.
Da jeg gik på konservatoriet blev vi grundigt introduceret til den klassiske musikshistorie helt fra den tidligste gregorianske kirkesang til det der bliver skrevet nu, og det var skelsættende for mig at høre alle de værker der blev trukket frem. En af de komponister jeg virkelig blev optaget af hedder Gorecki, en polsk minimalist som tog den ud i et religiøst trip i sit senere virke, sådan nogle lange hypnotiserende og doomy stykker musik som river een midt over med halve timers lange opbygninger og buldrende kor recitationer.
Det var vist ikke 5 jeg fik nævnt, men der er også en lang “all time favourite”- liste med alle dem man kan blive ved med at trippe over. Den vil jeg ikke lige gå igang med, men Bob Dylan er nummer ét, tror jeg.
- Hvad er dit største, klareste og bedste minde med Chimes & Bells?
Der har været mange koncerter og øvere hvor jeg har trippet helt ud i galakserne. Men et øjeblik som også var magisk, var da vi havde færdigmixet ep’en, det var lige før jul og vi havde holdt en juleafslutning i studiet og drukket en masse vin og blevet enige om at det var blevet vildt godt. Og så var jeg lidt spændt næste morgen på om det var vinen eller musikken der havde gjort det så godt, men jeg blev pavestolt. Det var FANTASTISK for mig, at de der sange jeg havde mast rundt med derhjemme uden mål, var blev taget videre af bandet, det at vi mixede det selv og pludselig havde lavet et lille værk sammen. Det kom helt bag på mig og jeg var ekstatisk. Det er jo noget banalt noget, men jeg kan flippe evigt over, hvordan musik kan vokse sig til noget man ikke kan dechifrere ned til dem der står og spiller det, men på en eller anden måde bliver til noget meget større og udefinérbart.
- Betyder Chimes & Bells’ succes at Choir er et overstået kapitel?
Bestemt ikke. Vi skal snart i studiet at indspille den nye Choir plade, måske snart indspille et eller andet med Chimes og begge bands skal tournere.
Det er helt vildt adspredende og vigtigt for mig at spille i begge bands- ligeså spændende det er at være primus motor i et band, lige så for meget kan det også blive at cirkle meget rundt i noget så personligt. Altså ihvertfald hvis man som jeg har svært ved at lægge det fra sig og tænke på noget andet. Så er det befriende i Choir at have en anden andel og hjælpe til med at realisere Jannis’ sange og spille sammen med det hold som er vidt forskelligt fra Chimes. Det er faktisk en lige så stor glæde, bare på et andet plan, og begge situationer genererer energi til hinanden.
Vi har i øvrigt det samme label, Tigerspring, som også står for management og booking og sådan noget, og de er mega gode til at hjælpe med at holde styr på logistikken, så der har indtil videre ikke været noget der clashede.
- Hvad er din generelle holdning til fænomenet musikblogs?
I bedste fald er det ligesom da jeg var lille og min storesøster lærte mig alle mulige seje bands at kende, eller når man får et mixtape af en ven. Så kommer det bare fra en ven man ikke kender. Jeg kan også godt lide ideen om at de store musikmagasiner og dagblades monopol på hvad der er værd at nævne bliver brudt, og at der er plads til at blive skrevet om mindre bands og genrer som ikke kan lave overskrift i Gaffa eller what ever.
Chimes & Bells – Reasons
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/02-Reasons.mp3|titles=Chimes & Bells – Reasons]Chimes & Bells – Do The Right
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/05-Do-The-Right.mp3|titles=Chimes & Bells Do The Right]Husk at du kan opleve Chimes & Bells live
d. 13 november på musikcaféen i Aa(Å?)rhus.
