Lucy Dacus (kendt fra Boygenius) er tilbage på solo-sporet med det nye album Forever Is A Feeling, der lander 28. marts. Hør de to første singler nu.
Det er tilladt at blive klogere.
Da Boygenius bragede frem med debutalbummet The Record i 2023, rynkede jeg lidt på næsen over begrebet “supergruppe”. Phoebe Bridgers kendte jeg selvfølgelig, men Julien Baker og Lucy Dacus befandt sig, i min opfattelse, lidt for meget ude i indieperiferien, til at “supergruppe” var passende for trioen. Troede jeg.
Men The Record var ikke bare en stærk plade; den kastede også et lys på bandmedlemmers individuelle styrker, og så var det jo en passende anledning for dem, der ikke helt havde fulgt nok med, at udforske både Julien Baker og Lucy Dacus.
Det siger sig selv, at populariteten omkring Boygenius også har gjort noget godt for bandmedlemmernes solokarrierer. 28. marts udkommer Lucy Dacus’ fjerde plade, som hedder Forever is a Feeling, og efter tre albumudgivelser via Matador Records rykker hun nu op i majorligaen. Geffen Records har set lyset og udgiver pladen.
Nu kan man høre de første sange fra den kommende plade, “Ankles” og “Limerence”. Albumannonceringen skulle oprindeligt blot løfte sløret for “Ankles”, men i en story på Instagram fortæller Lucy Dacus, at hun i sidste øjeblik fik klemt “Limerence” med ind. Den er svær at lytte til, tilføjer hun, og det kan man godt give hende ret i, sangens tekster taget i betragtning – også selvom hun indledningsvist synger om GTA. Der er mange lag at skrælle af på de to første smagsprøver, og der er meget at glæde sig til.
Montalvo, debutalbummet fra amerikanske Colle, er en underspillet perle, der forener æterisk vokal med shoegaze, triphop og ambient musik på blot 28 minutter.
Havde det ikke været for en flere måneder lang besættelse af Chanel Beads – New Yorks nye nummer ét når det kommer til eksperimenterende og mørk pop i skitseformat – ville jeg med den største sandsynlighed aldrig være stødt på Colle.
Men fordi idoldyrkelsen af Chanel Beads i efteråret nåede ekstremer, der let tåler sammenligning med en ungdommelig og altopslugende begejstring for ny musik (som også kendetegner denne blogs storhedstid), fik jeg ikke kun øjnene op for Shane Lavers, primus motor i Chanel Beads, men også dem, der udgør det næste lag projektet.
Disse to hedder Zachary Paul og Maya McGrory, som live gør soloprojektet til en treenighed på henholdsvis violin og synth. I 2024 har både Zachary Paul og Maya McGrory fundet tid mellem sprækkerne af en tætpakket tourkalender til at udgive hvert deres soloalbum. Colle er Maya McGrorys soloalias, og i november udkom hendes debutalbum, Montalvo, et underspillet men selvsikkert værk nærmest upåvirket af tid og sted.
Det bringer mig tilbage til min påstand fra indledningen. For Colle spiller på mange af de samme tangenter som Chanel Beads; Montalvos styrke ligger i de små og koncise armbevægelser, dens korte løbetid (28 minutter fordelt på otte stærke sange) og en esoterisk atmosfære, der ramler sammen med en udefinerbar følelse af et universelt resonerende lydlandskab – fra shoegaze og triphop til ambient elektronisk musik.
Og så er der Colles æteriske og melankolske stemme, der placerer sig dér i mixet, hvor jeg lige præcis ikke kan tyde mange ord ad gangen. Resultatet er et personligt album, der overlader lytteren til at tyde med og udfylde det ubestemmelige med egne oplevelser – og jeg skal hilse at sige at det er der mange gode gennelytninger gemt i. Det er et af de bedste små albumudspil fra 2024. Og hele listen med mine favoritter fra 2024 lover jeg at dele om et øjeblik.
Der er intet, der giver mening. Dansere med en karikeret mængde farve i håret farer rundt blandt hypemen iført cykeltrøjer, 80’er-jeans og solbriller cirka lige så praktisk nødvendige som skistøvler på en sejltur. Yo Johnny, er selv en del af den enorme mængde dansende mennesker på scenen store dele af koncerten fredag nat, hvor han iført en form for speedway-suit nonchalant ignorerer selve DJ-gerningen igen og igen.
På en festival der ellers består af enorme mængder rå talent, er der absolut intet teknisk at komme efter – kun dumhed. Og når jeg siger dumhed, er det med pil op. For det uden tvivl et bevidst valg, at det ikke handler om sangtalent, følsomhed eller frække overgange. Og vigtigst af alt, så minder koncerten ikke om noget, man kender. Vi snakker altså om en optræden, der er så gennemført dum, at den bliver helt sin eget.
Yo Johnny har en genkendelig, elektronisk, wobbly, bastung lyd. En lyd der smadrer higen efter at musikken skal give mening ud af dit hoved og fylder det op med lysten til at hamre en øl og overgive dig til dumheden – det var i hvert fald det publikum gjorde. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde det for en koncert, et show, et teater eller noget helt fjerde. Uanset hvad det var, så faldt energien ikke på noget tidspunkt. Det var ikke engang bygget op omkring lange build-ups og drops, som man har set det før. Nej, Yo Johnny kørte sit show i højeste gear. Og selvom der på mange måder bliver kørt på cykel, så går turen kun til eksotiske steder.
Yo Johnnys cykelshow er her, der og alle vegne. Blandt andet forbi Medina’s ‘kun for mig’ og med de to hypemen evigt i gang, dansende, hoppende og med instruktioner til, hvordan publikum skal råbe “YO JOHNNY” bliver hjulene ved med at dreje.
Skulle du være i tvivl om, hvorvidt dumheden er med vilje, så smag på denne koncertslutning: Yo Johnny (eller et premix) spille sangen ‘Tekno’, som han har lavet sammen med Hiphop-gruppen Specktors. Selvsamme gruppe joiner det Festina-logotrøje-bærende entourage på scenen. Bagefter kommer Andreas Odbjerg ind og synger megahittet ‘Stor Mand’. Eller det vil sige, han synger halvdelen, hvorefter han kigger på fra det bagerste af scenen, mens Yo Johnny brager et middelmådigt drum’n’bass remix af Odbjerg og Rahims landeplage ud af højtalerne til publikums store fornøjelse. Intet giver mening – alt er overlegent.
Hvorfor virkede det? Det har jeg spurgt mig selv om mange gange, siden festivalen sluttede og folk igen måtte tage fyldte drikkevand med ind i parken foran Musikhuset. Jeg så i hvert fald 10 koncerter, der havde så meget talent, ekspressivitet og fingerspitzengefühl, at det burde være en af dem, der blev fremhævet. Og det må være et kæmpe kompliment til det danske vækstlag i sin helhed, at netop det at være teknisk dygtig gør, at man ikke skiller sig ud.
Svaret ligger nok i, at alle de her koncerter bare spillede – der var en plan og den blev eksekveret til noget nær perfektion nærmest hver gang. Yo Johnnys optræden var alt andet end tilrettelagt. Den røde tråd var væk, og når man har gået i to år og lagt bånd på sig selv, så er det måske netop det, der er brug for – en der bare tager ædehandsken på og går i gang. Enten det, eller også prøver jeg bare at benægte, at jeg er blevet gammel og i virkeligheden hører til nede bagerst i salen, hvor man brokker sig over en kold drink i stedet for at glæde sig over en varm dåseøl.
Når det så er sagt, så er det ikke altid at dumheden lykkedes. Tidligere på aftenen havde Icekiid fyret godt gang i publikum (primært dem, der sætter pris på varme dåseøl). Men der må være opstået et akut tilfælde af dumellahvad, da setlisten blev sat sammen, for lige da koncerten skulle til at peake, valgte Icekiid at spille en hyldestsang til den københavnske fodboldklub FCK. Pludselig forsvandt den gode stemning, og det aarhusianske publikum, hvis fodboldklub ikke har vundet en kamp i over tre måneder, blev stille. Den voldsomme energi forsvandt som var Ice kommet ind med fuldstændig udtrådte sko på.
Når det så er sagt, og pointen om løssluppenhed og mangel på klassisk musikalsk integritet har fået alt for meget spalteplads, så var der næsten kun vellykkede koncerter hele lørdag. Szim drak publikums energidrik, og leverede en stærk eftermiddagskoncert. Med sig havde hun Lucy Love bag pulten, der burde vinde en pris som SPOT mest energiske DJ og mildest talt virkede som en, der havde tyllet Red Bull det meste af formiddagen.
Fabräk cementerede deres plads som Danmarks ufrivilligt største punkband. Prisma bragte indiegenren tilbage med en selvsikker og solbeskinnet koncert på Park-scenen og Julie Pavon besejrede Allé-scenen med uovertruffen intensitet og industriel pop båret af house-inspirerede trommer.
Og så skal First Hates fredagskoncert også nævnes. De tog chancen og spillede nærmest rene nye numre. Det var svært at blive båret med, da forsanger Anton Falck Gansted i starten simpelthen var langt mere flyvende end publikum. Stille og roligt sneg den dystre 80’er-pop sig dog ind under huden, og man begyndte langsomt at svæve. Og med ét hit mod slutningen, som jeg ikke selv kender, men publikum tydeligvis gjorde, så var der igen dømt endorfinudløsning, crowdsurfing og en følelse af festival, sommer og liv.
Hvis der er én artist, jeg har skamlyttet i 2021, så er det Mina Okabe. Det vil min Spotify-årsliste garanteret kunne bevidne, når året rinder ud. Derfor glædede jeg mig også helt enormt til at opleve Mina Okabe live for anden gang på årets forsinkede SPOT Festival.
Hvis man lytter til Mina Okabes debutalbum Better Days, er “dansefest” nok ikke det første ord, der dukker op, men allerede fra koncertens første nummer – som i øvrigt var mit yndlingsnummer lige nu Critical – stod det klart, at publikum i Musikhusets stopfyldte Lille Sal (som faktisk ikke er så lille endda) var klar på en fest.
“Inden koncerten sagde jeg til mit band, at jeg håber, at der er folk, der kommer. Jeg var så overrasket, da jeg kom ind. Den reaktion, jeg fik tilbage fra publikum, var bare så vild! Bare det, at der var nogen, der sang med: ‘Nå ja, folk lytter til mine sange!’ Det var bare sådan en realization,” fortæller Mina Okabe, da jeg møder hende til en snak morgenen efter koncerten.
Særligt momentet mod slutningen af koncerten, hvor publikum rejste sig fra sæderne og dansevuggede til radiohittene Every Second og Walk Away, sparkede benene væk under Mina Okabe.
“Jeg var så overwhelmed. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Det var bare så vildt. Jeg har aldrig oplevet noget som det. Jeg er bare så taknemmelig for, at folk havde lyst til at stå i kø og se koncerten,” lyder det fra det ydmyge stortalent, som er født og opvokset i London.
Gennembrud under corona
At hun er et stortalent kan ingen længere være i tvivl om. Mina Okabe fik sit store gennembrud under coronakrisen med massiv airplay på bl.a. P3 og P4, men står samtidig stort set uden den liveerfaring, som man ellers typisk bygger op i starten af en karriere. Derfor var det også noget ganske særligt for Mina Okabe at spille på årets Spot Festival.
“Det er vildt at få lov til at stå her. Jeg har før spillet opvarmning for Maximillian, men det er første gang, jeg har spillet en koncert for så mange, hvor folk havde valgt mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt mere nervøs end til andre koncerter, men det er fedt at være i gang,” siger Mina Okabe og fortsætter:
“Jeg ved ikke, hvordan det ville have været, hvis der ikke havde været corona, men jeg er så taknemmelig over, at folk lytter, og at folk har lyst til at skrive om sangene og deler sangene og kommer til koncerterne. Min største drøm er bare at kunne leve af musik og spille live – at folk har lyst til at lytte og komme til koncerterne.”
Personlige fortællinger
Mina Okabe bevæger sig i en genre, som af flere er blevet beskrevet som “soveværelsespop”, og det er da også de personlige fortællinger, der fylder i hendes tekstunivers.
“Det er altid personlige oplevelser, tanker, mine meninger om ting – jeg har altid en specifik ting i mit hoved, når jeg skriver. Jeg føler, at det er det, der er nemmest at skrive om. Når jeg lytter til andres sange og kan høre, at de er personlige, så er det der, man kan mærke the emotion,” forklarer hun.
Men selvom teksterne handler om Minas egne oplevelser, er det gået op for hende, at de resonerer med hendes publikum. Hun får nemlig ofte beskeder fra folk, der fortæller hende, at de kan spejle sig i hendes tekster, at de bliver rørt, eller at en tekst passer til noget, de gennemlever lige nu.
“Det er faktisk først efter, at jeg er begyndt at udgive, at jeg har realized, hvor meget det betyder for mig, at folk kan relatere til musikken. Det er bare ret vildt, at folk stadig kan relatere til det, når jeg har skrevet om min specifikke oplevelse. Det er først der, at jeg har realized: ‘Wow, det er virkelig en stor ting’!”
Rødder i hele verden
Lige nu er Mina Okabe i gang med det store gennembrud i Danmark, men også i hendes andet – eller tredje – hjemland går det stærkt. For udover sin britiske opvækst har Mina Okabe, som efternavnet nok har afsløret for nogen, også japanske rødder.
Og netop i Japan har man også fået øjnene op for sangerinden. I skrivende stund er hendes Every Second fx nummer 7 på den japanske Viral Chart på Spotify i selskab med nogle af landets største artister – og foran Kanye West. Og Mina Okabes udlængsel kunne meget vel bringe hende til Solens Rige, selvom hun er glad for at bo i Danmark.
“Jeg føler mig mest hjemme i Danmark. Jeg har boet her i seks år, har mine gode venner her og har også familie i Danmark. Men jeg føler mig også hjemme, når jeg kommer til Japan, eller når jeg besøger London og er sammen med min gamle venner der. Jeg har lyst til at bo så mange steder, men Japan er virkelig et sted, jeg gerne vil prøve at bo,” siger hun.
Om hun kommer til det, må tiden vise, men i mellemtiden kan vi glæde os over, at Mina Okabe kan opleves den 13. november i Lille VEGA i København. Hvis man altså har billet. For popkometens første headliner-koncert er selvfølgelig udsolgt.
Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger, da jeg indfandt mig på Voxhall i god tid inden koncerten med Dayyani fredag eftermiddag. Men allerede under lydprøven til sangerindens spritnye single My Shit kunne jeg fornemme, at der var noget helt særligt på vej.
På en SPOT Festival med et historisk højt niveau, hvor ingen faldt igennem, og hvor artister som Mina Okabe, Prisma, Mekdes, Andreas Odbjerg og en række andre leverede fantastiske koncerter, formåede hjemmebane-pophåbet Isabella Dayyani alligevel at overstråle dem alle denne eftermiddag på et godt fyldt Voxhall med en koncert, der meget vel kan vise sig at være starten på noget meget stort. Vel og mærke efter koncert, som med rette kunne have slået den unge sangerinde ud af kurs efter konstante tekniske udfordringer og et decideret lydudfald undervejs i So Good.
Men hvad gør det, når resten af koncerten var decideret fremragende? Koreografien sad lige i skabet og sendte tankerne mod den legendariske Arena-koncert med Solange for nogle år siden – mens lydbilledet på især flere af de nye numre gav billeder af en ung Beyoncé og resten af Destiny’s Child, som i øvrigt også er et af Dayyani selvproklamerede forbilleder. Og så gør lydproblemer altså mindre, når størstedelen af publikum allerede kan synge med på radiohittet Goddess.
I disse år er der mange store talenter på den danske popscene, men Dayyani har alligevel formået – i øvrigt ligesom sine sjælsvenner i Ganger – at skabe sin helt egen lyd, der får hende til at stå frem fra mængden af popsangere i disse år. For selvom vi klart er i en velkendt gren af popmusikken, har Dayyani alligevel tilsat sin musik en tilpas mængde skævhed og iørefaldende beats, at man som lytter forbliver nysgerrig – både når der bydes op til dans, og når der trædes et skridt tilbage på numre som All The Things I’m Learning.
Koncerten sluttede i øvrigt med den fornævnte nye single My Shit, som jeg kunne synge med på efter ét omkvæd og stadig sidder fast på hjernen her to dage og alt for mange øl senere. Dayyani er The Shit!
Endelig! Det virker som en evighed siden, at vi sidst stod på SPOT Festival i maj 2019, men efter over to års venten er det endelig festivaltid igen. Jeg kan næsten ikke vente på, at det bliver torsdag, hvor jeg igen kan indfinde mig i Aarhus’ skønne gader til god musik fra nogle af de største talenter i den danske musikbranche. Der er sågar internationale artister, som har trodset coronaen og fundet vej til Aarhus og årets SPOT Festival.
I dag vil jeg se lidt nærmere på seks af de navne, jeg glæder mig allermest til opleve på min første ægte festival siden Wonderfestiwall for 25 måneder siden.
Angående Mig
Jeg lægger ud med en ung højtråbende artist, som jeg senest havde fornøjelsen af at høre til en showcase på Hotel Cecil i København midt under EM-landskampen mellem Belgien og Danmark inden sommerferien. Angående Mig udgav i mine øjne et af 2020’s mest interessante EP’er med KUNSTEN AT LADE SOM OM, hvor hendes unikke intensitet, lyriske kvaliteter og rå ægthed for alvor kommer til sin ret. Tag disse adjektiver og gang dem med 1.000 – og så har du Angående Mig i en live-situation. En absolut must-see!
Hvornår: Fredag den 17. september kl. 22.30 Hvor: Park-scenen
Mina Okabe
Ved selvsamme showcase kunne man også opleve Mina Okabe, og sjældent er jeg blevet så behageligt blæst bagover af en koncert. Det var den type koncert, hvor man bare kan lukke øjnene og nyde lyden af en ung musiker, der på rekordtid er landet det helt rigtige sted musikalsk; hvilket er ganske bemærkelsesværdigt, når normalen er, at de fleste unge musikere (ganske forståeligt) stikker i mange retninger i jagten på deres egen lyd. Den har 20-årige Mina Okabe allerede fundet, og jeg har sjældent skamlyttet et album i den grad, som Better Days‘s dagdrømmende poptoner har kørt på repeat i det lille hjem.
Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.00 Hvor: Musikhuset, Lille Sal
Dopha
Vi bliver i poppens verden, men bevæger os over i den mere storladne del af genren med fellow Nickelback-fan Dopha (jeg ved, vi er flere end os to på SPOT, men spørgsmålet er, hvor mange der tør stå ved det…). Jeg kunne egentlig godt slutte anbefalingen der, hvor hvad mere har man egentlig brug for at vide? Okay så… Dopha har også udgivet det helt fænomenale debutalbum The Game i 2021 med radiohits som titelnummeret og naturligvis Happy for Me, så man må sige, at der er kæmpe sing-along-potentiale hos den 23-årige sangerinde fra Romalt i Kronjylland. Det er der i øvrigt også på de fleste Nickelback-numre. Just saying…
Hvornår: Fredag den 17. september kl. 20.00 Hvor: Amfiscenen
Blaue Blume
Koldingensiske Blaue Blume hører til blandt de mere erfarne navne på årets SPOT Festival, men på samme tid føles det som et genfødt band. De havde gang i det store comeback, da coronakrisen satte deres og vores verden på pause for en (lang) stund. Derfor glæder jeg mig kun endnu mere til endelig at få mulighed for igen at opleve et af mine yndlingsbands fra de seneste 10 år live. Jeg har tit skrevet om, at jeg elsker at blive taget ind i et univers, når jeg går til koncert – og dét formår Blaue Blume om nogen gennem deres på en gang minimalistiske og storladne kompositioner, der sammen med frontmand Jonas Smiths underskønne vokal skaber et lydbillede, man ikke kan undgå at blive opslugt af. Hold kæft, jeg glæder mig!
Hvornår: Lørdag den 18. september kl. 00.00 Hvor: Musikhuset, Store Sal
Mekdes
Mange gode ting er kommet ud af Kolding. Blaue Blume, utallige pizzaslices og nu også humørbomben Mekdes. Jeg har haft fornøjelsen af at høre hende live flere gange, og det er ganske enkelt en fantastisk oplevelse hver evig eneste gang. Der findes ingen som Mekdes på den danske musikscene, og med sit unikke take på r&b-genren kombineret med en smittende kærlighed til at stå på en scene er hun en must-see, som jeg godt tør love vil gøre dig i godt humør. Hun arbejder i øvrigt på sit debutalbum, så selvom du måtte have skamlyttet debut-EP’en Fly, kan du nok godt sætte ørerne op efter at høre nyt fra Slicetowns bedste.
Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.15 Hvor: Amfiscenen
Tiger Moth
Vi runder listen af med et af de helt nye navne, som i et normalt SPOT-år med en festival i maj endnu ikke ville have udgivet deres første single. Søstrene Katinka og Sigrid Moth i Tiger Moth udgav nemlig først debutsinglen Faded i juli 2021, men det har ikke forhindret dem i at sende min forventninger mod skyerne. Deres poplyd er simpel, legende og optimistisk med tydelige tråde til jazzens verden, hvilket gør dem til et særdeles frisk pust i en til tider overproduceret musikverden. Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden byder på for den nye duo, og ikke mindst på at høre dem live på SPOT Festival.
Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 20.25 Hvor: Growzone, Trailerscenen
Hermed mine anbefalinger for 2021-udgaven af SPOT Festival, men som altid er SPOT ikke mindst en festival, hvor man får rigtig meget ud af bare at gå på opdagelse i det spændende program. Erfaringen siger mig, at det ofte er det uventede, der ender med at blive det, man husker fra festivalen. Vi ses på festival!
Fra den 17.-26. september slår Cinemateket dørene op for den 9. udgave af Musik Filmfestivalen – 10 dage med danmarkspremierer, internationale hits, perler fra arkiverne – og fest finurligheder og fordybelse i alle klangfarver. En oplagt mulighed for at tage revanche på nogle af de mange store musikfestivaler, der igen i år blev udskudt – Her igennem lærredet!
Programmet favner bredt med hele 30 film og særarrangementer på plakaten. I biografens magelige mørke kan du bl.a. opleve gamle kendinge som Nick Cave, David Byrne, Shane MacGowan og Ozzy Osbourne. Men også nyere toneangivende kunstnere om St. Vincent, IDLES og Lana Del Ray. Kort sagt et filmisk og musikalsk eldorado, der skydes igang med fri fredag, fri éntre og koncertfilmen ’Depeche Mode: Live Spirits’, der spilles simultant på fire lærreder i Cinematekets pop-up-biograf.
Regnsky guider her til tre særlige events, hvor det kvindelige køn er i centrum – simpelthen fordi kvinder i langt højere grad fortjener at blive hørt og hyldet i musikhistorien!
DATIDENS DJ-DRONNINGER: ‘SISTERS WITH TRANSISTORS’ + ‘DELIA DERBYSHIRE’ – Tors, 23. sep, kl. 19 To feministiske-film med ét smæk samt en introduktion af Anya Mathilde Poulsen, medstifter af netværket HUN SOLO, der arrangerer koncertaftener med markante kvindelige kunstnere. Begge film kredser om oversete kvinder i den allertidligste elektroniske musik, som var med til at lægge grunden for strømningen af elektroniske pionerer. Disse film giver dig lyst til at rulle spolebåndet tilbage og være ung i 1960-70’erne.
MUSIK I MØRKET – LYTTEBIO: LANA DEL REY – ‘NORMAN FUCKING ROCKWELL!’ – Søn, 26. sep kl. 14 Musik i Mørket er Cinematekets nye lyttebiograf, hvor de omvandrende musikleksikoner, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, fra podcasten Rockhistorier på Heartbeats, hver måned gennemgår et centralt album fra den rytmiske musiks kanon i en timelang, illustreret samtale. D’herrer borer sig denne søndag ind i Lana Del Rey’s mesterlige ‘Norman Fucking Rockwell!’ og fortæller om albummets tilblivelse, hvorefter det afspilles i sin fulde længde i komplet mørke i salen. Det bliver stort og garantrise lige så skønt som Lana Del Rey’s nye single fra det kommende 8. studie album, der har release den 22. oktober <3 <3 <3 ! ! !
SØNDAGSMATINÉ – ‘MAESTRAS – THE LONG JOURNEY OF WOMEN TO THE PODIUM’ – Søn, 26. sep kl. 16:45 Bliver du hængende på denne sidste dag af Musikfilm Festivalen, kan du i denne skønne dokumentar møde dirigenter som Barbara Hannigan, Marin Alsop og Anu Tali, som har insisteret på, at det ikke skal være deres køn, men derimod personlighed, musikalitet og evne til lederskab, der afgør, om de kan indtage dirigentpodiet. Mantraet er, at et hvert menneske både indeholder maskuline og feminine sider, som forløser musikken. En sand søndagssymfoni med film og Q&A, og den perfekte afslutning på 10 dage med 30 film og 110% lyd! – Hvis du da ikke bliver hængende til mockumentary om St. Vincent med Lynch-esque over hele det visuelle felt kl. 18.30 eller til David Byrnes’ ‘American Utopia’ kl. 21 – Den forklarer vidst sig selv!
– Det samme gør det filmiske line-up, nå man lader blikket granske de 30 lækre titler og kunstnernavne. Se alligevel hele programmet på Cinematekets hjemmeside og traileren for festivalen her. Hep Heeeey!
Den lille festival under Bispeengbuen er endelig tilbage. Den altid hyggelige og regnsikre festival formår igen og igen at forvandle den grå parkeringsplads under broen til en intim festivaloplevelse – samtidig med, at den forvandler upcoming musikere til hovednavne i centrum. I år er ingen undtagelse, og derfor har vi håndplukket tre kunstnere, du ikke må gå glip af.
MALU – Åbne Scene, fredag kl. 20.10
Var det a cappella skulle du stadig stille dig foran Åbne Scene lidt over otte. MALU’s vokal er simpelthen så fyldt med nuancer i sig selv, at det kunne være nok. Som flødeskum på toppen, får du lov at høre lækker neo-soul, i mens MALU synger dig hen i en anden verden.
MALU er så ubeskrevet et blad, at det kræver mere end bare en søgning på google at finde frem til hendes borgerlige navn. Men giver man sig tiden til at lede videre, finder man ud af, at Marie-Louise Pierini ved noget af en tilfældighed fik et klaver hjem i huset som 5-årig, fordi nogle flyttemænd ikke ville smide klaveret ud. Fredag aften skal du tage over at høre, hvorfor flyttemændene havde fat i den lange ende.
Magnus Tempels – Tribunen, fredag kl. 22.20
Elektronisk pop er efterhånden en kombination man har hørt om før. Men når Magnus Tempels laver musik, lyder det ikke som en del af den resterende grød af rimelige danske musikere, der synger med synthpoppede lyde i baggrunden.
Tempels tør nemlig at sætte instrumentalen i forgrunden, og hans produktioner er disharmoniske uden at være det, hvilket gør hans numre og især liveoptrædener til noget, der er dynamisk. Det er her han går fra at være en sød fyr til at være en følsom fyr med masser af kant, og det er rigtig vigtigt, når man vil skille sig ud på den moderne danske popscene.
Og så er han en utroligt nærværende livemusiker. Ingen store armbevægelser eller charmerende monologer, men han har en tilstedeværelse, man ikke er i tvivl om.
PRISMA – Åbne scene, lørdag kl. 23.00
Det er noget af et scoop for Carpark, at de har fået PRISMA til at komme og lukke festivalen. De to søstre laver en form for futuristisk, trommebåret new wave, der er vildt energisk. Som havde The Raveonettes og New Order fået et barn.
På papiret er det ikke et scoop, for PRISMA er et ubeskrevet blad, der er opstået i det Covid-restriksionsramte Danmark. Men det er svært at høre, at det ikke er et erfarent band, med så tætte produktioner og så genkendelig en lyd. Deres sange giver følelsen af at de er små komponerede værker, der drejer sig og tager nye former undervejs.
Til gengæld giver det rigtig god mening, når man hører deres bagkatalog, at det er to søstre, der står bag. Deres vokale samspil er lige i skabet, og de formår at bruge den enes inderlighed til at forstærke den andens.
Det feministiske synthesizerkollektiv SØNTH collective udkommer fredag den 4/6 2021 med fællesværket 15 Waves For Ciani i anledning af den amerikanske synthesizerpioner Suzanne Cianis 75 års fødselsdag. 15 Waves For Ciani er intet mindre end en synthiseret-kunst-kollaboration udfoldet som en drømmesymfoni af 15 forskellige numre.
Foruden at være en musikalsk hyldest til kvinden, der banede sig vej i 1970’ og 1980’ernes elektroniske musiklandskab, er værket også en særlig ekstrakt og afspejling af SØNTH collectives arbejde for mere ligestilling i musikbranchen. Med SØNTH collective kuraterer de fire kunstnere – artisterne Cecilie Penney, ALOO (Sofie Søe), Excelsior (Anja Tietze Lahrmann) og Sofie Birch en platform, hvor andre kvindelige kunstnere kan støtte op om hinanden.
I værket 15 Waves For Ciani har de fire kuratorer inviteret 11 andre kvinder, transpersoner og non-binære artister til at bidrage med en komposition til det kollektive album til ære for Ciano og det forbillede, hun er for de kønsminoriteter, der elsker at rode med synthesizers. Både det individuelle og det kollektive synes herved at træde frem gennem værket, hvorved det står som en afspejling af SØNTH collectives arbejde for kvinder og kønsminoriteter i den elektroniske verden. Et arbejde der går i forlængelse af og i forbindelse med Suzanne Cianis ikoniske arbejde. På den måde bliver værket et korpus, der både rækker tilbage til vores kvindelige elektroniske formødre, og med SØNTH collectives arbejde ligeledes fremad i visionen om en bredere diversitet på den danske og udenlandske musikscene i en form, hvor minoritetskønnede musikere kan støtte hinanden i at skabe aktuel elektronisk musik af høj kvalitet.
På 15 Waves For Ciani finder vi også den danske sangerinde og komponist Hannah Schneider. Du kender hende måske fra den elektroniske noisepop duo AyOwA eller måske helt tilbage fra 2009-albummet Hannah Schneider med numre som “Raindrops” – eller min personlige yndlings “This is Goodbye”, der på fineste vis indkapsler følelsen af skrøbelighed, melankoli og frustration i en uforløst kærlighedsrelation, åh, jeg relater BIG TIME – det er hjerteskærende – jeg elsker det! <3
Her på 15 Waves For Ciani er der gået 12 år siden Schneiders debutalbum. Hendes nummer “MIKADO” er først og fremmest enormt smukt og samtidig en fuldendt eksekvering af mixet mellem det elektronisk-nordiske, sprog, lyde, det organiske og det elektroniske – et fuldendt “Schneiderisk” auditivt drømmesyn.
På 12. nummer “Juno at Sea” af Raymonde Gaunoux og AnneliseWitek (personerne bag podcasten Uhørte Frequenzer) er vi flydt over i klubverdenens sensuelle rytmerum. Det kontinuerlige rytmiske track fremstår som et fluorescerende stof i dets tilfredstillende systematiske opbygning af samples, vokal og lydeffekter, og det sætter mig med det samme i sommer-fredags-stemning.
15 Waves For Ciani er gennemgående bare et virkelig godt elektronisk værk. I sin balancering mellem styrke og skrøbelighed, ekspressivitet og stille tilbagetrækning kommer numrene til udtryk og maler herved et konstant omskiftligt billed-hav af de elektroniske lydbølger, der bruser albummet ud som små verdenshave, der på én gang er hver deres entiteter og samtidig dybt forankrede og total uadskillelige.
Som afslutning og i forlængelse af disse kvinde-kollektivistiske strømme følger her et par (feministiske) elektroniske anbefalinger:
Hvis du vil vide mere om kvindelige pionerer indenfor elektronisk musik, kan Tara Rodgers Pink noises helt klart anbefales samt Troels Donnerborgs biografiske Klangen af en stjerne om den danske elektroniske pioner Else Marie Pade.
Sidst kommer en solid opfordring til at holde skarpt øje med SØNTH collective, der udover 15 Waves For Ciani-udgivelsen her i juni, til august arrangerer en koncert i Brorsons Kirke med live-optrædener fra kollektivets egne artister og yderligere to kvindelige artister, akkompagneret af visuals af SLØR.
